DBU – en stat i staten

Facebooktwitterlinkedinmail

Frank Buchgraitz: Gult kort til Jon

 

Konflikten med kvindelandsholdet har sat fokus på lidt mere vidtrækkende spørgsmål, end DBU normalt skal forholde sig til over for offentligheden. Men konflikten reduceres enten til et spørgsmål om æren ved at blive udtaget til et landshold eller til et personspørgsmål. Konflikten har ikke udløst dybere refleksioner over DBU’s særstilling i dansk idræt, de særlige statslige tilskudsprivilegier, den enorme formue, faldende medlemstal, forholdet til idrættens øvrige aktører for blot at nævne nogle få interessante spørgsmål.

 

DBU ledes af sympatiske og engagerede mennesker. Men på mange måder får man let det indtryk, at de lever i en verden for sig selv. Det er som om, DBU ikke kan anerkende, at de beslutninger, man træffer, rækker ud over fodboldens verden – og omvendt. Man får let en fornemmelse af, at der hersker en form for selvbevidsthed grænsende til selvtilstrækkelighed. DBU er blevet en stat i staten – og har måske altid været det.

 

Den særlige kultur, der hersker i DBU, kan måske være en nøgle til forståelse af den bizarre proces, omverdenen har været vidne til i forbindelse med konflikten med kvindelandsholdet.

 

Den aktuelle konflikt kan derfor give anledning til at pege på nogle forhold i DBU, som burde tiltrække sig større opmærksomhed.

 

I forholdet til DIF har DBU altid haft den opfattelse, at DIF har mere brug for DBU end DBU for DIF. Kun når udlodningsmidlerne har været i spil, har DBU været agtpågivende og samarbejdssøgende, og det er således lykkedes at fastholde den helt specielle særstatus på udlodningsloven, som DBU har haft siden den første tipslov i 1948. DBU har haft held med at forsvare det ekstra tilskud på 5 mio. kr. årligt, som det handler om, selv om der ikke er nogen saglig begrundelse for tildelingen, nu hvor udlodningsmidlerne ikke længere hidrører fra fodboldtips, selv om forbundet er langt det mest velhavende af alle, og selv om midlerne ud fra en overordnet idrætspolitisk synsvinkel kunne finde bedre anvendelse andet sted. Men hverken DIF eller Folketinget er i stand til – eller tør – at røre ved tilskuddet. DIF fordi DBU internt er for magtfuld og direkte har truet med at melde sig ud af DIF, og Folketinget fordi medlemmerne ikke ønsker at tage en konflikt med den fodboldsektor, der er genstand for så meget medieopmærksomhed (og tilmed risikere at miste de attraktive landskampbilletter).

 

Da Team Danmark i sin tid blev oprettet, var organisationens finansieringsmodel baseret på et solidaritetsprincip internt mellem specialforbundene. Tv-rettigheder og -indtægter skulle forhandles samlet og fordeles af Team Danmark. Men det stod hurtigt klart efter lovens vedtagelse, at DBU på ingen måde ønskede at bidrage til denne del af modellen. Der skulle derfor indgås en særlig aftale mellem DBU og Team Danmark, som indebar, at DBU overførte en mindre del af forbundets tv-indtægter og modtog nøjagtig samme beløb i støtte!

 

Da krisen om doping i idræt for alvor brød igennem omkring årtusindskiftet, stod det klart, at der skulle gennemføres en omfattende indsats i et samarbejde mellem staten og idrætten. Og det stod klart, at en harmonisering af dopingreglerne var en forudsætning for en effektiv indsats. Men i den proces spillede DBU en yderst fodslæbende rolle. Fodboldverdenen havde svært ved at anerkende, at doping også vedrørte fodbold, og den ønskede ikke at overlade dopingkontroller og dopingregler til uafhængige instanser.

 

DBU’s formue er et kapitel for sig. DBU har i dag en formue på 134 mio. kr. Det er ganske uhørt, at en idrætsorganisation, der modtager betydelige offentlige tilskud, ophober så stor en formue. Til sammenligning har DGI og DIF formuer på hhv. 36 mio. kr. og 31 mio. kr. Det har aldrig været meningen med offentlige tilskud, at de skal bruges til at ophobe en formue. De skal bruges aktivt til gavn for det formål, de er bevilget til. Forholdet er flere gange blevet påtalt af Rigsrevisionen.

 

Under forhandlingerne i 2008 om en fusion af DIF og DGI – eller rettere efter – kom DBU til at spille en afgørende rolle. DIF’s og DGI’s bestyrelser var enedes om en fusionsmodel, der forsøgte at forene den vertikale organisationsstruktur hos DIF med den horisontale hos DGI. På det nationale sportslige niveau skulle specialforbundene råde, mens en regional struktur svarende til DGI’s landsdelsforeninger skulle stå for det lokale og regionale niveau.

 

I første omgang godkendte formanden for DBU forhandlingsresultatet. Men han havde gjort regning uden vært. Da det kom til stykket, og da mere ’analytiske’ kompetencer havde gennemlæst planen for en fusion, blev det klart, at DBU ikke ønskede at indgå i et samarbejde, hvor organisationen skulle afgive nogen form for råderet. Og dermed faldt fusionen til jorden.

 

Da bølgerne havde lagt sig efter den mislykkede fusion, fandt DIF og DGI sammen om en fælles vision – den såkaldte Vision 25-50-75, der frem mod 2025 skulle sikre, at 50% af danskerne dyrker idræt i en idrætsforening, og at 75% dyrker idræt i almindelighed. Men også i det projekt, har DBU spillet en ret passiv rolle. Udadtil har DBU udtrykt velvilje over for visionen, men det er svært at få øje på de reelle indsatser. På alle punkter, hvor et samarbejde mellem DBU og DGI kunne have givet mening – samarbejde med kommuner, fodboldfitness, fodbold for flygtninge og indvandrere etc. – er DBU gået enegang.

 

Fodbold betegnes ofte som Danmarks nationalsport. Hvorfor den gør det, står hen i det uvisse. Men man må gå ud fra, at betegnelsen baserer sig på en opfattelse af, at fodbold er den idrætsaktivitet, flest interesserer sig for, og flest danskere dyrker. Men det er en sandhed med modifikationer. Samlet set er fodbold langt fra den største idrætsaktivitet i Danmark. Fodbold kommer først på 10. pladsen. Forskellige fitnessaktiviteter, gymnastik, løb og landevejscykling dyrkes af flere.

 

Så kan man måske henvise til, at fodbold er den største aktivitet i idrætsforeningerne. Men med til det billede hører, at gymnastikkens foreninger på 2. pladsen har et medlemstal ikke langt fra DBU’s. Og mere bemærkelsesværdigt, at DBU mister medlemmer. I de sidste fem år har DBU mistet næsten 25.000 medlemmer.

 

Kvindefodbold har været det helt store satsningsområde den seneste tid i DBU. Men det står nu klart, at satsningen udelukkende har haft karakter af et mediestunt. Under stor bevågenhed nedsatte DBU sidste år en såkaldt kvindekommission med Helle Thorning-Schmidt, Lykke Friis og Christian Stadil som frontfigurer. Kommissoriet var tåget, men de kendte personligheder overstrålede substansen. Om de havde indsigt i og erfaring med praktisk foreningsarbejde og fodbold betød åbenlyst mindre. De foreløbige anbefalinger, kommissionen er fremkommet med, er da også lige så uklare som kommissoriet. Til gengæld kan det konstateres, at antallet af piger og kvinder, der spiller fodbold i DBU, er faldet med mere end 20% de sidste fem år!

 

Med den seneste organisationsændring i DBU, er DBU reelt blevet en kolos på lerfødder, en konstruktion uden meget indhold. Divisionsforeningen og lokalunionerne har delt aktiviteterne imellem sig, og tilbage står stort set kun arbejdet med landsholdene. Hvor godt de håndterer det, har stået til diskussion i længere tid – og kulminerer i øjeblikket.

 

Internationalt har DBU spillet en forholdsvis passiv rolle i opgøret med den gennemgribende korruption i FIFA. Hverken i opgøret med Sepp Blatter eller i forbindelse med den bizarre tildeling af VM til Qatar stod DBU frem som bannerfører for kritiske holdninger. Der måtte ekstern ”hjælp” til i form af undersøgende journalistik og FBI.

 

Samlet set er det lykkedes DBU at fastholde nogle privilegier og en særstilling, som er enestående i dansk idræt, og som det ret beset kan være svært at begrunde. Trods en ny ledelse er der ikke sket reelle ændringer i den grundlæggende kultur. Ganske vist har ledelsen anlagt en tydeligt anderledes kommunikationsstrategi efter den nye kommunikationschefs tiltræden. Men indholdet er ikke ændret væsentligt. DBU er stadig en stat i staten uden føling med omverdenen. Og medlemsflugten fortsætter, ønsket om et koordineret samarbejde med idrættens andre aktører halter stadig, og unionens uforklarlige økonomiske privilegier står tilsyneladende slet ikke til diskussion. Kan det holde?

 

Print Friendly, PDF & Email
Facebooktwitterlinkedinmail

2 thoughts on “DBU – en stat i staten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.