Graverende journalistisk svigt

Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

af Claus Bøje

 

Jean Michel Basquiat: Sucker punch

 

Graverjournalistik er forbundet med prestige. Graverjournalister vinder priser og profilerer deres arbejdsgivere.

Medier, som har råd til at fritage journalister for den daglige dont for at sætte dem til at grave i skjulte historier, skattes som vigtige bidragydere til et samfund, der bekender sig til retssikkerhed. Graverjournalister er bannerførere for journalistikkens ædleste formål. De skal i dybden levere præcise og troværdige informationer, som et demokratisk samfunds borgere har brug for, og som kun lader sig afdække gennem en vanskelig og ihærdig faglig indsats.

Graverjournalistik tager tid og koster mange penge. Man kan ikke være sikker på, at indsatsen giver det forventede resultat, og gør den det, kan man ikke engang være sikker på, at den vækker synderlig interesse hos ’læserne’. Graverjournalistik er overmåde ressourcekrævende og derfor en sjælden fugl på den store, daglige mediemølles foderbræt.

Sportsjournalistik har historisk set været betragtet som lidt af en journalistikkens paria. Reportagen eller referatet af begivenhederne har næsten givet sig selv, og de opfølgende historier har været præget af bemærkelsesværdig nøjsomhed ud over det følelsesfulde. Tilstanden har ændret sig de seneste årtier – der findes virkelig i dag en del journalistisk stærke sportsjournalister – men hovedparten præsterer en relativ sløv formidling af døgnets sportstildragelser. Der er jo ingen grund til at stramme ballerne, for begivenhederne sælger næsten sig selv i den bølge af emotioner, der skyller ind over sporten og dens resultater.

Graverjournalistikken har m.a.o. intet med den daglige sportsredaktion at gøre – bortset fra de afledede virkninger af læk fra internationale whistleblowere og stof fra udenlandske medier. Graverjournalistikken kræver som sagt et dybtgående engagement og giver ikke nødvendigvis flere aftagere. Måske slet ikke på sportsområdet, hvor der er en historisk tradition for at underernære seere og læsere. Og hvor demaskering af sportens helte tilmed ofte vækker tilhængernes irritation over, at illusionerne frarøves.

Der kan således være god grund til at spare på pengene til graverjournalistik. Men det er godt nok synd i et større perspektiv end dagens resultatformiling, for idrættens økonomi og forvaltning sætter dagsordenen for døgnets resultater. Måske ikke lige nu og her, men ved at definere de overordnede politiske rammer for, hvad der sker – netop her og nu.

Der er gudskelov hjælp at hente. Sportsredaktionerne behøver ikke at bruge undskyldningen om, at de ikke har råd til at spendere ressourcer på grundige, langsomt producerende journalister. De skal blot være nysgerrige og fagligt bevidste nok til at stille de opfølgende, interessante spørgsmål. For graverarbejdet er gjort og materialet lagt frem – og lad mig for god ordens skyld fremhæve, at det ikke er min fortjeneste.

En gennemgang af opslagene på denne blog afdækker en lang række besynderlige forhold i forvaltningen af dansk idræt, som blot venter på de spørgelystne journalister:

Som opfølgning på opslaget om fodbold VM, doping og Rusland (den 7. januar 2018) ville det være på sin plads at spørge både kulturministeren, DIF og Anti Doping Danmark om deres holdning til Ruslands værtsskab. Danske kulturministre har en stærk tradition for at indtage ganske kompromisløse holdninger i dopingdebatten, og DIF plejer at følge trop.

Samme opslag rejser en række spørgsmål til DBU: Hvad har DBU foretaget sig i forhold til at leve op til WADA’s kodeks med hensyn til Ruslands rolle i dopingskandalen? Vil DBU rejse spørgsmålet i FIFA inden VM?

Artiklen om Julegaver til idrætten (den 27. december 2017) burde give anledning til en lang række spørgsmål til både kulturministeren og de idrætspolitiske ordførere. Hvorfor skal Team Danmark pludselig tilgodeses med 4 mio. kr. ekstra? Hvorfor ikke også nogle af de andre statslige institutioner på idrætsområdet (f.eks. Lokale og Anlægsfonden, Idrættens Analyseinstitut, Sport Event Danmark)?

Hvorfor skal Kulturministeriet ikke selv have mulighed for at føre en aktiv idrætspolitik for nogle af pengene i den såkaldte spillehalspulje?

Hvorfor skal idrættens organisationer friholdes for den årlige besparelse som alle andre (plejehjem, universiteter, museer etc.) er underlagt? Ja, hvorfor skal de ligefrem sikres en årlig stigning i statens tilskud?

De to artikler om Tour de France til Danmark (den 23. og 28. november 2017) afdækker nogle meget mystiske forhold. Ikke mindst, hvorfor statsministeren personligt involverer sig så stærkt i et idrætspolitisk initiativ – og hvorfor kulturministeren og DIF ikke er involveret.

Også økonomien kunne give anledning til en lang række spørgsmål til regeringen: Hvorfor skal en privat virksomhed som Tour de France have SÅ mange statslige penge? Hvordan er et lille konsulentfirma i Herning blevet inddraget i projektet uden om Sport Event Danmark? Og hvorfor skal firmaet have 4 mio. kr.? Har opgaven overhovedet været i offentligt udbud? Hvad er det reelle perspektiv i at anvende den anselige sum af 100 mio. kr. til dette enkeltstående projekt i forhold til andre idrætspolitiske initiativer?

Hestevæddeløbssporten er et kapitel for sig. Artiklen om den besynderlige rolle, som sektoren har haft i spillet om udlodningsloven (den 13. november 2017) må give anledning til stor forundring. Hvordan kan man politisk forsvare at tildele 80 mio. kr. til de 400 personer, som er omfattet af hestevæddeløbssporten? Med hvilken kulturpolitisk begrundelse tildeles midlerne til en ”sport”, som ikke er baseret på det frivillige foreningsliv, men private stutteriejere? Kan staten forsvare at give en bevilling, som overvejende anvendes til pengepræmier?

Konflikten om kvindelandsholdet i fodbold gav anledning til at grave et spadestik dybere i DBU’s særlige status i dansk idræt (den 25. oktober 2017). Den analyse kunne have rejst flere interessante spørgsmål. Hvorfor skal DBU som det eneste specialforbund forlods modtage en ekstra andel af udlodningsmidlerne? Hvordan kan kulturministeren acceptere, at midlerne hobes op i en eksorbitant formue og ikke anvendes til idrætspolitiske formål (eller til at honorere kvindelandsholdet)? Hvordan kan DBU opretholde sin særlige position i forhold til Team Danmark? Hvorfor væltede DBU planen om en fusion mellem DIF og DGI, selv om forbundet i første omgang godkendte den, og selv om DIF havde fusionen som sit erklærede mål?

Summa summarum: Bloggen her stiller langt flere spørgsmål af betydning for den demokratiske kvalitet af dansk idrætspolitik, end de her nævnte. Men bloggen er omgærdet af absolut tavshed. Hvor er journalisternes nysgerrighed. De kan blot plukke – de behøver ikke citere – de kan tilmed profilere cv’et. Resultatet af ’graverarbejdet’ ligger lige til deres højreben. Men det er koldt som graven.

Som den fjerde statsmagt har journalistikken en forpligtelse til at være kritisk, uafhængig og undersøgende. Meget tyder på, at vi kan skåle i gravøl for den funktion.

 

 

Print Friendly, PDF & Email
Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

1 thought on “Graverende journalistisk svigt

  1. Hvordan kan det være, at sportens modernisering i individualitetens, frihedens og retskaffenhedens navn fremdeles står tilbage som et must?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.