Dansk Idrætspolitik

Konflikten mellem DBU og Spillerforeningen er – også – en kamp om mediernes måde at omtale konflikten på, om mediernes vinkling. Og medierne overtager ukritisk parternes spin.

Spillerforeningen forsøger at fortælle historien om den frie fagforeningsdannelse og lønmodtagernes ret til at konflikte.

DBU forsøger at fortælle historien om den frivillige idrætsorganisation, hvor alt hænger sammen fra top til bund.

Ingen af historierne er fyldestgørende.

Konflikten er en benhård kamp mellem forskellige erhvervsinteresser.

Som det er oplyst i medierne drejer konflikten sig ikke om løn- og arbejdsforhold. Spillerne har nogle kommercielle interesser, som de ønsker at varetage. Der kan f.eks. være tale om spiludbydere, som den enkelte spiller er sponseret af, og han er derfor tvunget til at forsvare den pågældende spiludbyder og ikke optræde i DBU-sammenhænge for en konkurrerende spiludbyder. Eller der kan være tale om spillere, der direkte har investeret i virksomheder, der står i et konkurrenceforhold til nogle af DBU’s sponsorer. Spillerne er i den forstand ikke lønmodtagere. De er agenter for private, kommercielle virksomheder.

På den anden side er DBU’s status som frivillig idrætsorganisation også problematisk. Ganske vist er små og store fodboldklubber medlem af DBU, men de har kun halvdelen af magten. Den anden halvdel tilhører Divisionsforeningen og dermed professionelle ”klubber” dvs. aktieselskaber. Læg dertil at DBU er den mest velhavende idrætsorganisation i Danmark med en egenkapital, der er langt den største i dansk idræt (se også tidligere blogindlæg). Sidst men ikke mindst er DBU’s kommercielle rettigheder udskilt i et selvstændigt aktieselskab DBU a/s. Selskabet varetager alle kommercielle aktiviteter herunder indgåelse af sponsoraftaler, og genererede et overskud i 2017 på 12,3 mio. kr. Lønninger og andre personaleomkostninger udgjorde 8,3 mio. kr. – et ganske betragteligt beløb i forhold til det overskud, de genererer.

Kunne sportsjournalistikken se bag om parternes spin, ville de derfor opdage to former for grådighed, der står over for hinanden – og dét er den virkelige trussel. I sit udgangspunkt er idrætten nemlig hævet over enhver form for grådighed – eller burde være det. I idrætten ophæves dagligdagens trakasserier og de ”merkantile interesser”, som Pierre de Coubertin så indtrængende advarede imod. Det er så det modsatte, der sker i fodboldkonflikten. To merkantile interesser står over for hinanden, og begge er lige fremmede for idrættens fundament.