– en beretning om et personligt dilemma, et 200m løb og en overset sølvmedaljevinder
Når man åbner sin Facebook-væg, bliver man af og til konfronteret med gamle opslag. Sådan var det også forleden, hvor Facebook var så venlig at henlede min opmærksomhed på et opslag, jeg lavede for et år siden, med det ikoniske billede af sejrsceremonien fra OL 1968 med 200m løberne Tommie Smith og John Carlos (anledningen vender vi tilbage til nedenfor).
Billedet sendte mig endnu en gang tilbage til transmissionen fra medaljeoverrækkelsen – en oplevelse, som efterlod en dyb splittelse i mit sind.
I 1968 havde jeg netop påbegyndt en kort, men glorværdig atletikkarriere. Jeg var blevet ”fisket” af min idrætslærer til den lokale atletikklub, og jeg vandt stort set alt, hvad jeg stillede op i på 100m, 200m, længdespring og trespring ved de lokale stævner i Nordjylland. Og selve atletikmiljøet tiltalte mig. Det var cool på en lidt tilbagelænet måde, og langt hår blev ikke betragtet med afsky som i fodboldmiljøet.
Men i lyset af det bulrende ungdomsoprør var jeg også blevet optaget af livets store spørgsmål. Oprør mod autoriteter, modstand mod Vietnamkrigen, opgør med forbrugerisme, langt hår og rockmusik (The Doors, Jimi Hendrix, Santana m.v.) fyldte tilværelsen. I den forbindelse var ikke mindst de sortes kamp for borgerrettigheder i USA et brændende spørgsmål, og De Sorte Pantere fik nærmest status af idoler. De var skarpe og konsekvente – og så så de også lidt seje ud med de sorte baretter og sorte læderhandsker.
Atletikkonkurrencerne ved OL i 1968 blev en kæmpe oplevelse for enhver med bare den mindste interesse for atletik. Bob Beamons længdespring, Dick Fosburys højdespring, og Jim Hines, der brød 10 sek. barrieren på 100m, står stadig som legendariske momenter i atletikken.
Personligt så jeg frem til 200m med størst forventning. 200m var min egen favoritdistance, og de to favoritter John Carlos og Tommie Smith var på alle måder helte for en 15-årig 200m løber fra Hobro. Deres løbestil var superelegant, deres væremåde var både cool og højt profileret, og de løb med lange ankelsokker – dét satte en ny standard. Selv om de var rivaler, var de også nære venner. De lagde heller ikke skjul på deres engagement i De Sorte Pantere. De var ikke bare løbere – de var politisk handlende mennesker.
På forhånd var Smith favorit. Han havde de hurtigste tider og havde vundet flest løb op til legene. Men i udtagelseskonkurrencerne vandt Carlos over Smith.
Efterfølgende er der måske ikke mange, der husker selve finaleløbet. Selv husker jeg det heller ikke i detaljer og har måttet gense det på YouTube. Det er ganske forrygende. Carlos kommer først ud af kurven og fører klart. Men så stivner han, og bagfra kommer Smith med høj speed og vinder med stor margin i tiden 19,8. Ikke alene bryder Smith 20 sekunders muren – han gør det med 2/10. På opløbssiden går Carlos så meget i stå, at også en – for mig – ukendt australier klemmer sig ind på 2. pladsen.
Den efterfølgende sejrsceremoni er velkendt. Men den åbnede et dybt dilemma for mig på det personlige plan. På den ene side havde jeg stor sympati for deres politiske budskab, og de to løbere var mine sportshelte. På den anden side var det et brud med den orden, der herskede i sportens verden – en orden jeg var på vej ind i. Noget i mig sagde: ”Det kan man bare ikke” – noget andet: ”Hvor er det modigt”.
Dilemmaet såede en kim til et ”projekt”, som skulle komme til at præge min livsbane: At undersøge og måske påvirke idrættens rolle i samfundet.
Men tilbage til opslaget på Facebook. Det opslag, jeg havde slået op for et år siden, drejede sig om den tredje mand – den ukendte australier, sølvmedaljevinderen Peter Norman. Opslaget var skrevet i anledning af årsdagen for hans død.
Peter Norman optræder i historien nærmest bare som en kulisse – et anonymt, men hvidt ansigt, som ikke havde nogen betydning. Men det er ikke korrekt. Han tog aktivt del i Smith og Carlos’ demonstration.
Forud for medaljeceremonien fortalte Smith og Carlos Norman, hvad de havde i sinde, og de gjorde det klart, at det ville få voldsomme følger. Peter Norman stillede sig straks på deres side. Med sin baggrund i Frelsens Hær og som et dybt kristent menneske, var han på forhånd stærkt fortørnet over de sortes mangel på ligestilling. Carlos havde forventet, at Norman ville være nervøs ved situationen, men han så kun kærlighed i øjnene, som han senere har udtalt. Det viste sig så, at Carlos havde glemt sine sorte handsker i den olympiske landsby. Norman foreslog så, at de kunne tage en handske hver – og derfor står de på det ikoniske billede med hver sin knyttede hånd i vejret. Norman ville gerne vise sin sympati, og på vej ud til medaljeoverrækkelsen lykkedes det ham at låne et badge fra ”Olympic Project for Human Rights” – et projekt grundlagt af Smith og Carlos’ ideologiske støtte Harry Edwards, som senere blev professor i sportssociologi ved Berkeley Universitet og skrev en af de allerførste grundbøger i sportssociologi. Både Smith og Carlos bar også det badge.
Smith og Carlos blev efter demonstrationen udelukket fra OL for livstid – en sanktion, som sammenlignet med nutidens dopingsanktioner synes ganske ude af proportion. Men de blev modtaget som helte af det sorte samfund ved hjemkomsten og har siden bevaret deres heltestatus.
Peter Normans lille solidaritetstilkendegivelse fik langt større konsekvenser. Han blev siden betragtet som en paria i det australske sportsmiljø, og havde svært ved at finde arbejde. Han blev aldrig inviteret til de sammenkomster og andre begivenheder, som blev afholdt for olympiske medaljevindere i Australien. Først kort før sin død i 2006 fik han genoprejsning.
Ved Peter Normans begravelse var Smith og Carlos med til at bære kisten ud fra kirken.
På fanen ”Poesi” på denne blog kan du læse et digt skrevet til Peter Norman i forbindelse med hans død – se her. Det Facebook-opslag, som fik erindringerne til at dukke op igen, var et link til netop dette digt.