Kuglen
af Klaus Rifbjerg
Den var ikke rund
Jeg ved ikke hvad den var
Men rund var den ikke.
Alligevel kaldte vi den kuglen.
Det var en kammerat
Der havde den
Og så snart isen og sneen smeltede
Kom den frem.
Vi gik langs tjørnehækken
Og Herman havde kuglen under armen
Den lå trygt i krumningen
Skæv og bulet som den var.
I den rå blæst var målene stillet op.
Det var i marts og der var krig.
Forår. Fodbold. Drenge.
Så fik kuglen det første los
Sejlede søsyg op i det grå
Kom ned og blev forfulgt.
Her! Her! råbte hver og én
Og håbede at få det næste spark
Håbede at få den ind
At lave mål at være med
At være én og alle drenge samtidig.
At være bedst!
Så gik der hul på bylden
Bolden kuglen
En blære, lyserød, var groet frem
imellem syningerne
Og modet sank
For hvis den sprak var alt forbi
Det sidste håb en lap
Imellem seksten andre.
Der var dømt straffespark og det gik ind
Men lortet holdt.
Og der er gamle slanger nok
Og tusind lapper
Og tusind knæ og tusind drenge
Der spiller fodbold
Med los til hvad som helst
Som dengang for længe, længe siden.
Elegy for Peter Norman
af Josh Healey
two fists
attacked the atmosphere
of Olympic Stadium
Mexico City, 1968
Tommie Smith and John Carlos
took gold and bronze
then took Black Power
center stage
that image
tacked on my bedroom wall
centered on the two men
about to receive more hate mail
than Hank Aaron and Muhammad Ali combined
you, Pete,
i barely noticed
every now and then
looked over at the silver stand and wondered
Who’s the white dude?
there you stood
hands relaxed at your sides
back standing solid
eyes straight ahead
like you knew the real prize
wasn’t hanging around your neck
i look closer
see it now:
a small patch on your chest
right before the pedestal
Tommie and John told you what to expect
you asked how you could help
and they gave you the patch:
Olympic Project for Human Rights
shit, Pete!
you had their back
two black men
fighting white
Nixon, white
CoIntelPro, white
South Africa
and you, white
dude, supported black
self-determination
only to be black-
listed back home
in Australia, blacked
out of record books
and our civil rights stories
you were not the focus
of the event, or the photo,
nor should you be
but your name deserves tribute
John Brown
Schwerner and Goodman
a short list of white folks
who gave more
than moral support
and a check in the mail
after you died last week
a new picture showed
Tommie and John
arms raised high again
carrying your coffin
mourning a fallen comrade
it was more
than just the patch
over and over again, Pete,
you threw your white fist at the sky
giving black hands a chance to rest
if only for a moment
De spiller bold på vejen
af Morten Nielsen
Luften er juniagtig og klar og øm,
Og den flyvende Bold springer op
mod din Kjoles Søm
og du kaster igen, og jeg hører et Boldtræ slaa –
Og henover Hækken er Himlen uendelig blaa.
Du kaster igen. Og du bøjer dig lidt i dit Kast.
En Ilning gaar gennem din Skulder og nagler dig fast
Til en skjult Aabenbaring. Jeg staar
og ved mere end du.
Den blideste Rytme i Verden,
den rammer dig nu.
Har jeg selv været vendt imod andet i aarevis,
har jeg handlet med dyrere Ting,
jeg har givet til Pris,
og er jeg en Dreng på tolv eller enogtyve?
– – Sommeren kommer, og Bolden
skal flyve og flyve – –
Håndbold
af Klaus Rifbjerg
Imperatorindtog i Rom
gå hjem og vug!
Hvad er det mod et par gummiskos
overbevisende snirf, snirf mod asfalten
når man løber mod midterlinjen
efter et mål i håndbold?
Koncentrationen dirrer i os
når vi tværer boldens lille elastiske ost
mod målet og væggen.
Verden så aldrig så dekadente åsyn
som hos os fjortenårige
der har tømt håndboldspillets
berusende Creme de Menthe,
vi blævrer af stolthed over talentet
og klapper de uformående
med ulidelig tolerance
på deres hjælpeløse skuldre.
Gokåndens apoteose
dommeren med lapset sølvfløjte
og en hjerne som fugtige springmadrasser
uddeler med maritime armbevægelser
sine ordrer
og vi tuder næsten af fair play
og sportmanship over
vores modstandere.
Sportsånden rider i blazer og grå flannels
på vore svedige nakker
spidsalbuede mandsrekrutter som vi er,
der venter på den senere voksentjenstes
endnu mere groteske latterliggørelse.
Good Luck!
Under træning spillede jeg
af Jørgen Leth
Under træning
spillede jeg den sæson lige op
med e p, men
kun under træning
det var svimlende
Jeg havde en dag
sat mig på hans forhånd
kvæstet den
han kunne pludselig ikke
drive mig væk fra bordet
han kunne pludselig ikke
gøre noget som var mig fremmed
jeg vendte hans forhånd
mod ham selv, det
kom han ikke over
Fra den dag
var han en mærket mand
jo mere han forcerede
jo mere fjedrende og bidende
blev mine returneringer
uden at vide hvorfor følte jeg
at jeg kendte alle hans slag
hårdheden, vinklerne
og navnlig de blottelser
som fulgte med, de bløde steder
bag den hårde overflade
jeg spillede ham hele tiden rigtigt
uden at vide hvordan,
jeg kunne ikke begå fejl,
det var svimlende
Under træning
oplevede jeg den sæson
spillet åbne sig
som en stor sammenhængende drøm
med svimlende muligheder, men
kun under træning,
det var svimlende.
Fjerboldtspillet
af Emil Aarestrup
Fjerboldten klang i Salen.
Veninden, smidigbøiet,
Jog den i dristig Bue,
Og fulgte den med Øiet.
Men sine brune Øine,
Hvor fyrigt end de hæves,
Og sine hvide Arme
Anstrængte hun forgjæves.
Du jog den ei tilbage.
Du fulgte Boldten ikke,
Den lette, purpurrunde,
Med agtpaagivne Blikke.
Et andet Maal i Sigte,
Du brugte andre Vaaben –
Du skottede til Siden,
Hvor Vinduet stod aaben.
Jeg stod paa Torvet — Himmel!
Hvor Øieblik kan nyttes!
Dit Blik og mit — hvor hastigt,
Hvor lykkeligt de mødtes!