Manual for en kommende idrætsminister

Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Vincent van Gogh: Diskoskasteren

Spekulationerne om den kommende regerings sammensætning er allerede i fuld gang, og for idrætslivet retter opmærksomheden sig selvfølgelig især mod kulturministerposten. Skal man tro de sædvanlige rygter og spekulationer, vil det dog være en stor overraskelse, hvis ikke Mogens Jensen får posten.

I disse situationer lyder det ofte fra idrætslivet – og kulturlivet i det hele taget – at man kunne ønske en minister, der vidste noget om området eller allerhelst var rekrutteret fra det.

Det er dog på ingen måde afgørende.

Det er helt andre kvalifikationer, der er vigtige for en minister, hvis den pågældende skal gøre en forskel for idrætspolitikken – og kulturpolitikken i almindelighed.

For det første skal det helst være en politiker, der er centralt placeret i sit eget parti. Allerbedst er det, hvis vedkommende sidder i regeringens magtfulde Økonomiudvalg og/eller Koordinationsudvalg. I forhold til de strategiske valg og økonomiske prioriteringer er det vigtigt med en minister, der kan være med til at træffe de overordnede valg. På alle måder giver det et andet manøvrerum, hvis kulturministeren har en stærk position i det interne magthierarki i partiet – også for embedsmændene i ministeriet. Noget af det sværeste i centraladministrationen er at arbejde på tværs af ministerier. Men har embedsmændene en stærk minister bag sig, ved de – og kollegerne i de andre ministerier – at man altid kan bringe sagen for ministeren, som så kan ringe til sin kollega i regeringen og fortælle, hvordan den aktuelle sag bør håndteres.

Desværre er virkeligheden den, at kulturministerposten ofte tildeles politikere lidt uden for de centrale magtcirkler, og at kulturministeren har en lav placering i statsrådshierarkiet. Kulturministeriet opfattes ofte som et flødeskumsministerium, hvor ministeren bare skal gå til teaterpremierer og fodboldlandskampe. Det kan derfor være vanskeligt at gennemføre ambitiøse satsninger, hvis ministeren ikke internt i regeringen har ørenlyd. Og ministeriets embedsmænd kan møde en mur af ligegyldighed og manglende forståelse hos kollegerne i andre ministerier.

For det andet skal det være en dygtig politiker. Det skal være en politiker, som kender ”spillet” på Christiansborg og i medierne og kan spille spillet. Det skal være en politiker, som både har en stærk profil i kraft af sine holdninger,  er god til at formidle dem og  i stand til at forhandle og lave kompromiser. Som en væsentlig detalje i denne forbindelse skal ministeren altid huske at inddrage ordførerne fra sit eget parti, og hvis det er en flertalsregering også ordførerne fra de andre partier i regeringen. Hvis ministeren sidder med stor magt og et stort embedsapparat, vil der være en tendens til, at han/hun måske ’glemmer’ at involvere egne ordførere, og det kan skabe stor irritation og unødvendig modstand. Afgørende er det også, at ministeren har en klar fornemmelse af sit forhandlingsmandat i forhold til interesseorganisationerne. Det nytter ikke noget at forhandle et resultat på plads med f.eks. idrættens organisationer, hvis ikke også der kan skabes et flertal i Folketinget for resultatet (jf. Ebbe Lundgaards forhandlinger om en forståelse med DIF og DGI i 1998).

Disse to kvalifikationer er så absolut de vigtigste for en kulturminister, men andre er ikke uden betydning:

For det tredje skal ministeren selvfølgelig have en opfattelse af, at kulturlivet er vigtigt for samfundets udvikling. Det er en forudsætning for at turde iværksætte afgørende, visionære initiativer og for at sætte alle kræfter ind for at realisere dem. Sjældent kommer en ny minister med en detaljeret liste over nye initiativer – især hvis kulturlivet er lidt ”fremmed” for den nye minister. Men hvis ministeren er ambitiøs på kulturlivets vegne, giver det grundlag for embedsmændene for at udvikle spændende og vidtrækkende ideer, som flugter ministerens grundlæggende kultursyn. En såkaldt ”levebrødspolitiker”, der alene ser posten som et springbræt til noget større, har sædvanligvis næppe særskilte ambitioner for kulturlivet.

For det fjerde er det vigtigt, at ministeren hviler tungt og sikkert i sit værdigrundlag. En usikker politiker har vanskeligt ved at manøvrere i forhold til interesseorganisationer, medier og opposition og vil være bundet til embedsmændenes notater og talepunkter. En minister der er solidt forankret i de grundlæggende værdier, kan manøvrere frit i forhold til input fra embedsværket og håndtere medierne. 

For det femte skal ministeren besidde en integritet i forhold til interesseorganisationerne på kulturområdet. Traditionelt har skiftende kulturministre haft en frygt for at markere en selvstændig holdning i forhold til idrættens organisationer. Hvorfor, er på mange måder både uklart og uforståeligt. Måske skyldes det en fornemmelse af, at idræt engagerer mange vælgere, og derfor ønsker en politiker ikke at lægge sig ud med de store organisationer på. En minister skal selvfølgelig have et respektfuldt samarbejde med organisationerne, men en minister skal også være i stand til at gennemføre en selvstændig politik. Historien viser, at det kan være nemmere sagt end gjort.

For det sjette skal en minister være god til at netværke. Han/hun skal kunne lide at omgås andre mennesker og både smalltalke og indgå i en seriøs dialog. Mange politiske aftaler og initiativer kommer til verden uden for de formelle rammer. Evnen til at netværke har ikke mindst betydning i internationale sammenhænge, hvor indflydelse oftest skabes uden for mødelokalerne. Og det internationale samarbejde fylder ganske meget på det idrætspolitiske område – EU, nordisk samarbejde, WADA, Europarådet etc. 

For det syvende skal ministeren være i stand til at opbygge en konstruktiv relation til embedsværket i sit departement. I udgangspunktet er embedsværkets loyalitet over for den siddende minister næsten grænseløs. Men ved et regeringsskifte er det hverken mærkværdigt eller usædvanligt at ny minister møder embedsværket med en vis mistænksomhed. Han eller hun vil have en mistanke om, at embedsværket ikke kan flytte loyaliteten fra den forrige minister, og den nye minister vil måske derfor enten møde embedsværket med forbehold og/eller forsøge at sætte embedsmændene på plads ved at spille stærk leder. 

Forholdet mellem minister og embedsværk er på mange måder delikat. Ministeren er ret beset den øverste ansvarlige i forhold til embedsværket, men ministeren er ikke personalechef. Det er departementschefen. Det er vigtigt, at en ny minister kan håndtere den balance, møde embedsværket med tillid og ikke gå i detaljer med sagsbehandlingen.

Ministre er dagligt udsat for et enormt pres fra medier, organisationer, opposition og hundredvis af borgerhenvendelser. Det store pres kan give anledning til emotionelle reaktioner, som rettes mod embedsværket. I udgangspunktet er embedsværkets loyalitet over for den siddende minister meget stor, og de er rede til at give ministeren en stor margin. Men der er selvfølgelig grænser. Hvis en minister til stadighed reagerer stærkt følelsesladet og kaster ansvaret over på embedsværket, kan det betyde, at embedsværket kun understøtter ministeren med det strengt nødvendige.

I forbindelse med regeringsdannelser bliver ønsket om et særskilt idrætsministerium også fremført med jævne mellemrum, og denne gang har bl.a Rasmus Bech i Politiken rejst forslaget (se her). Det er på alle måder en ualmindelig dårlig ide og er tidligere behandlet på denne blog (se her).

Print Friendly, PDF & Email
Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.