Dansk Idrætspolitik

…

Myron: Diskoskasteren

…

DBU’s såkaldte formandskab har foreslået at udskille idrætten i et særligt Idrætsministerium. Forslaget er dukket op med jævne mellemrum, men det er af mange grunde en rigtig dårlig ide. Forslaget er både ugennemtænkt, uigennemførligt og til skade for idrætten.

For det første er idrætspolitikken i Danmark stærkt decentraliseret. Ca. 80% af de offentlige udgifter til idræt varetages af kommunerne. Derfor er idrætspolitikken på statslig niveau ret overskuelig. Kun 3-4 sagsbehandlere sidder med området og at udskille dem i et særligt ministerium giver ingen mening – slet ikke i lyset af de effektiviseringskrav (læs: personalebesparelser), som alle ministerier er underlagt.

For det andet er idrætspolitikken – undskyld mig – ret betydningsløs sammenlignet med de tunge politikområder som forsvar, skat, indvandring, sundhedsvæsen, undervisning, miljø etc. Med få undtagelser, er idrætspolitikken derfor heller ikke et område, som søges af de magtfulde politikere. At oprette et særskilt Idrætsministerium er ganske enkelt ude af proportion.

Til disse to argumenter kunne DBU så indvende, at området bare kunne tilføres flere ressourcer, flere beføjelser og dermed mere betydning – og det kunne et særskilt ministerium bidrage til. Men kommunerne vil næppe godtage, at flytte ressourcer og beslutningskompetence til staten. Det vil stride mod den komplicerede og sensitive balance mellem stat og kommuner. Og at tilføre flere nettoressourcer til området på statsligt niveau er reelt utænkeligt på et tidspunkt, hvor alle andre områder som sygehuse, kontanthjælp, ældre etc. er udsat for årlige effektiviseringer (læs: besparelser).

For det tredje vil det yderligere marginalisere idrætten. Idrætten vil blive isoleret i et lille juniorministerium, og det vil blive tildelt en minister, som vil få svært ved at gøre sig gældende i ”slagsmålene” med andre ministerier. I det internationale samarbejde har jeg ved adskillige lejligheder oplevet, hvorledes en sportsminister ikke har haft tilstrækkeligt mandat til at forhandle. Han eller hun har været en juniorminister, som enten ikke har kunnet sige ja eller nej uden at rådføre sig med en seniorminister, eller også har han/hun senere kommet tilbage og måttet anmode om at ændre beslutninger eller konklusioner.

For det fjerde vil det efter min personlige mening være en katastrofe at udskille idrætten fra kulturpolitikken. Det er netop i lyset af kulturpolitikken, at idrættens samfundsmæssige betydning giver mening og dermed også legitimitet. Forpligtes idrætten ikke i en kulturpolitisk sammenhæng, risikerer vi, både at den mister sit unikke værdigrundlag, og at den bliver instrumentaliseret i forhold til andre områder.

For det femte vil en sportsminister føle sig foranlediget til at føre en langt mere aktivistisk idrætspolitik end den, vi hidtil har været vant til i Danmark. En minister kan ikke bare sidde på hænderne og overade det til organisationerne at føre politik. En minister må bevise sit værd, vise handlekraft og gennemføre reformer. Det er næppe et drømmesyn for idrættens organisationer, som altid har fastholdt ønsket om en minimal indblanding fra statens side.

I stedet for at foreslå et Idrætsministerium burde DBU tilskynde DIF, DGI og Kulturministeriet til at arbejde for en sammenhængende idrætspolitik – en idrætspolitik, der med afsæt i kulturpolitikkens mål og principper, formulerede nogle klare og sammenhængende værdier, målsætninger og handlinger for staten, kommunerne, organisationerne og de mange små initiativer, der blomstrer op overalt uden for de store organisationer.