Dansk Idrætspolitik

 

Lise Malinovsky: Morten Olsen

 

I sit nytårstweet udtrykker DBU’s kommunikationschef Jakob Høyer håbet om, at det vilde og fantastiske ved dansk fodbold måtte blive på banen i 2018. Det er et fromt ønske al den stund, VM skal afholdes i Rusland.

 

Alene spørgsmålet om doping burde give anledning til masser af konfliktstof uden for banen. Rusland er blevet afsløret i at have gennemført et systematisk og omfattende dopingprogram. Mange atleter er blevet dopet, og myndighederne har manipuleret med dopingprøverne for at skjule misbruget. Der er tale om et dopingprogram planlagt, iværksat og gennemført af statslige myndigheder og organisationer. Den danske regering har stået i spidsen for en omfattende international fordømmelse blandt en lang række regeringer, og IOC har lidt tøvende valgt at udelukke russerne fra vinter OL. Også en række internationale specialforbund har iværksat forskellige sanktioner.

 

Da det første verdensomspændende antidoping kodeks skulle vedtages i 2003 i København, var der længe både blandt regeringer og idrættens organisationer enighed om, at nationer, der systematisk forbrød sig mod kodekset, ikke skulle kunne tildeles internationale mesterskaber. Men nogle af de store nationer fik kolde fødder, og man måtte nøjes med en blød bestemmelse. I kodeksets artikel 20.3.11. står der, at de internationale specialforbund skal ”… gøre alt for kun at tildele verdensmesterskaber til lande, hvor regeringen har ratificeret, accepteret, godkendt eller underlagt sig UNESCO-konventionen, og hvor den nationale olympiske komité, den nationale paralympiske komité og den nationale antidopingorganisation overholder kodekset.”

 

Umiddelbart virker det jo ret indlysende. Rusland har ikke overholdt kodekset. Derfor kan de ikke afholde et VM i fodbold. Men når man nærlæser bestemmelsen står det klart, at der er tale om en mulighed, ikke en forpligtelse. De internationale specialforbund skal blot gøre, hvad de kan, og FIFA’s fortolkning af at ”gøre alt” er ret fleksibel.

 

FIFA har altid haft et afslappet forhold til dopingbekæmpelse. Da det første WADA kodeks skule vedtages, var FIFA meget modvillig og forsøgte længe (sammen med det internationale cykelforbund UCI) at holde sig uden for den fælles forpligtelse. Skiftevis hævdede man, at der ikke er et dopingproblem i fodbold, og at man nok selv skal håndtere et eventuelt dopingproblem. På nærmeste hold oplevede jeg selv, hvordan FIFA forsøgte at undslå sig. Som vært for den verdenskongres, hvor kodekset skulle vedtages af verdens idrætsorganisationer, og hvor verdens regeringer skulle enes om en fælles forståelse, stod Danmark centralt i forhandlingerne. Vi var vidende om FIFA’s fodslæbende indstilling, og længe forsøgte vi at få en aftale om et møde eller blot en telefonsamtale i stand mellem kulturminister Brian Mikkelsen og FIFA’s præsident Sepp Blatter. Endelig lykkedes det at få en aftale om et telefonmøde, men få timer før det skulle afholdes, meldte Blatter afbud. Han havde fået tandpine og skulle til tandlæge. Først under selve konferencen lykkedes det at få en samtale, hvor Blatter så langt om længe gav sin accept af det nye kodeks. Da havde alle andre specialforbund givet deres tilsagn.

 

Men fodboldverdenens engagement i dopingbekæmpelsen er aldrig blevet helhjertet. Morten Olsens raseri, da nogle dopingkontrollanter uanmeldt ville teste landsholdet under en træning forud for en landskamp, står stadig klart på nethinden.

 

I november strammede WADA reglerne i lyset af skandalen i Rusland. Fremover kan WADA selv i ”helt grelle tilfælde” beslutte, at lande ikke kan være værter for eller deltage i internationale idrætsbegivenheder som fx EM, VM og OL. Reglerne træder i kraft den 1. april 2018.

 

Det er svært at forestille sig mere grelle tilfælde end det, vi har været vidne til i Rusland. Både med de tidligere bestemmelser og ikke mindst med den nye stramning burde der derfor ikke være tvivl om, at Rusland skal fratages værtsskabet for VM til sommer.

 

Men det vil helt sikkert ikke ske.

 

En ting er de praktiske udfordringer ved at flytte så stort et arrangement. Det kunne man måske have klaret, hvis man havde taget hånd om situationen, da det i 2016 blev klart, at Rusland stod bag en omfattende dopingsvindel. Men ingen reagerede dengang – heller ikke DBU.

 

Noget helt andet er den politiske vilje. Som sagt har dopingbekæmpelse ikke topprioritet hos FIFA, og alene af den grund er det utænkeligt, at organisationen på nogen måde kunne overveje at gøre noget som helst ved sagen – selv om den altså burde have gjort alt, hvad den kunne (jf. artikel 20.3.11). Mig bekendt har FIFA intet gjort. Men nok så afgørende er det, at Rusland har så stor magt i FIFA, at ethvert forsøg på at leve op til forpligtelsen i WADA’s kodeks vil blive blokeret.

 

Vi vil endnu en gang blive vidne til det udtalte hykleri i de internationale idrætsorganisationer – og DBU vil sandsynligvis se passivt til.

 

Men ikke kun doping vil forstyrre kommunikationschefens nytårsønske. Rusland har et anstrengt forhold til homoseksuelle, Rusland er heller ikke ligefrem et foregangsland, når det kommer til ytringsfrihed, og Putin er en mester i at politisere snart sagt hvad som helst. Fodbold VM rummer således masser af konfliktstof uden for fodboldbanen.

 

Kommunikationschefen skal nok få sin sag for!