Gøgeungen i dansk idrætspolitik

Facebooktwitterlinkedinmail

Edgar Degas: Ved væddeløbsbanen

 

Trav og galop er en helt særlig og meget besynderlig niche i dansk idrætspolitik. En gøgeunge, som har fortrængt andre fra udlodningsmidlerne.

 

Sektoren har altid haft meget stærke fortalere på Christiansborg. Men nøgternt betragtet kan det være svært at se den idrætspolitiske begrundelse for den store statslige støtte.

 

Først lidt fakta:

 

Hestevæddeløbssportens Finansieringsfond modtog i 2016 knap 80 mio. kr. Det er på niveau med støtten til Team Danmark og Lokale & Anlægsfonden.

 

Af de 80 mio. kr. anvendes mere end halvdelen til pengepræmier! Resten anvendes overvejende til drift af baner og forbund.

 

Egenkapitalen er sammenlignet med idrættens organisationer ganske stor. Den udgør ca. 40 mio. kr.

 

Det anslås, at antallet af trænere, travkuske og ryttere udgør omkring 400 personer, hvoraf omkring halvdelen kan betegnes som professionelle. Dertil kommer, hvad der betegnes som sekundært beskæftigede – dvs. staldfolk, baneansatte m.v. De anslås at udgøre ”langt over 1.000”.

 

Antallet af løb og løbsdage har været jævnt faldende de sidste ti år. Men paradoksalt nok har de udbetalte løbspræmier pr. løb været stigende.

 

Det er åbenlyst, at hestevæddeløbssporten i Danmark ikke kan eksistere uden massiv offentlig støtte. Ingen af banerne er i stand til – blot tilnærmelsesvis – at udvikle en bæredygtig økonomi. Tilskuerinteressen og interessen for at spille på heste er lille – og i tilbagegang. Ved at koncentrere aktiviteterne på færre baner kunne der måske skabes en bedre økonomi, men lukning af baner er hver gang strandet på voldsomme lokale protester. Der var en forhåbning om, at fonden, da den blev oprettet som en ”uafhængig” instans, ville være i stand til at gennemføre en gennemgribende oprydning. Men det er kun lykkedes i meget begrænset omfang.

 

Ud fra en generel idrætspolitisk synsvinkel rejser konstruktionen – mindst – to bemærkninger:

 

For det første falder hestevæddeløbssporten uden for de formål, de øvrige modtagere af kulturministerielle udlodningsmidler varetager. Hestevæddeløbssporten består af mennesker, der som hobby eller forretning har interesse for hesteavl og –væddeløb. Sektoren er ikke baseret på det frivillige foreningsarbejde eller på nogen særlig indsats over for børn og unge – og kan næppe heller siges at opfylde nogle almene kulturpolitiske målsætninger i øvrigt. Fra hestevæddeløbssportens side henvises der ofte til sektorens betydning for ”kulturarven”. Men bare fordi man har en vis historie bag sig, kan det næppe begrunde kulturstøtte.

 

Man kunne med lige så stor ret argumentere for statslig kulturstøtte til professionel boksning.

 

For det andet er omfanget af støtten helt ude af proportion med tilskuddet til de øvrige beløbsmodtagere i forhold til antallet af ”aktive”. Ganske vist er fordelingsnøglen ikke baseret på medlemstal, men i en eller anden forstand er der skelet til størrelsen ved den politiske fastlæggelse af nøglen. I forhold til de ca. 400 aktive i hestevæddeløbssporten modtager de hver ca. 200.000 kr.

 

På den baggrund kan det undre, at trav- og galopverdenen har været i stand til at opretholde den massive statslige støtte i årtier. Det kan da heller ikke forklares på anden måde, end at hesteejerne altid har været i stand til at skabe stærke alliancer blandt udvalgte folketingsmedlemmer.

 

Forslag til en ny udlodningslov er nu under behandling i Folketinget og ser ud til at blive vedtaget i begyndelsen af december. I forbindelse med forhandlingerne forud for lovforslagets tilblivelse var hestevæddeløbssporten meget tæt på at miste hele eller en meget stor del af sit tilskud. Men igen lykkedes det at mobilisere en kreds af folketingsmedlemmer på tværs af partier. Venstrefolkene Hans Chr. Schmidt og Lars Chr. Lilleholt lagde sammen med socialdemokraten Orla Hav et meget stærkt pres på Kulturministeriet. Og da Schmidt og Lilleholt blev ministre efter valget i 2015 intensiverede de indsatsen internt i regeringen. Samtidig engagerede trav- og galoporganisationerne et privat bureau, Policy Group, til at gennemøre en professionel lobby- og kommunikationsstrategi. Organisationerne brugte et sekscifret beløb af de statslige støttemidler til bureauets anstrengelser.

 

Det lykkedes at kaste så meget grus i maskineriet, at en særlig aftale om trav og galop blev indgået.

 

I det spil var det en indirekte hjælp, at et par mindre aktører – Idrættens Analyseinstitut og Game – begik en politisk set taktisk fejltagelse. Idrættens Analyseinstitut ønskede en større andel af udlodningsmidlerne, og Game forsøgte at komme med på den faste fordelingsnøgle. Men i stedet for at danne en fælles front med de øvrige overskudsmodtagere mod hestevæddeløbssporten, forsøgte de begge at øge deres tilskud på bekostning af idrættens organisationer. Man kan selvfølgelig ikke vide med sikkerhed, hvordan resultatet ville være blevet, hvis Idrættens Analyseinstitut og Game havde rettet øjnene mod hestevæddeløbssporten frem for idrættens organisationer. Men det er dog ikke usandsynligt, at de begge kunne have fået opbakning til deres ønsker også fra idrættens organisationer. Nu fik de i stedet idrættens organisationer som modstandere.

 

Ifølge den aftale, som nu er indgået om en ny udlodningslov, vil hestevæddeløbssporten blive ”frigjort” fra Danske Spil og det overskud, der fordeles til alle øvrige udlodningsmodtagere. I stedet vil spil på heste blive liberaliseret, og hestevæddeløbssporten vil direkte modtage en andel af overskuddet fra spil på heste. I den forstand kan man måske sige, at trav og galop nu endegyldigt løsrives fra dansk idrætspolitik.

 

Men dog ikke helt. I en overgangsperiode på fem år er trav og galop sikret et fast tilskud på ca. 75 mio. kr. Først fra 2022 vil beløbet blive udfaset. Dermed indtager sektoren en ganske bemærkelsesværdig særstilling. Den har fået en statsgaranti på et fast tilskud i fem år. Ydermere er der nogle ganske bløde formuleringer i lovforslaget. Der står: ”Aftaleparterne er enige om, at overgangsperioden så vidt muligt (min fremhævning) er fem år, og at midlerne så vidt muligt (min fremhævning) udfases over fire år”. En kattelem står åben for en politisk revurdering. Og endelig er det bestemt, at der efter udfasningen fortsat skal tildeles til beløb til ”…breddeidrætten inden for dansk hestevæddeløbssport”, hvad det så end er. Det overlades til kulturministeren efter drøftelse med aftaleparterne at fastsætte det nærmere beløb.

 

Hestelobbyen i dansk politik har derfor stadig muligheder for at slå til. Gøgeungen har ikke forladt reden!

 

Print Friendly, PDF & Email
Facebooktwitterlinkedinmail

2 thoughts on “Gøgeungen i dansk idrætspolitik

  1. Den hr. Søren Riiskjær aner ikke hvad han udtaler sig om, og han burde skamme sig. Tallene han bruger som argumenter vil aldrig holde nogen steder. Vil gerne invitere ham til Væddeløb på min hjemmebane ( FYN) så han ved selvsyn kan se at der rent faktisk er mere gang i den end han tror, f.eks de børn og unge der dyrker en fantastisk sport på en lærende måde med hensyn til hinanden, og med hensyn til pasning af dyr. Hanudtaler sig om noget han ike har en skid forstand på. Måske han skulle gå til Lois Nielsen og få foretaget en synstest.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.