.
David Hockney: Football Player
.
Debatten om idræt og politik foranlediget af Fodbold EM i Aserbajdsjan og Fodbold VM i Qatar synes endt i et fundamentalt og principielt dilemma.
På den ene side ønsker politikerne ikke at blande sig i idrætsorganisationernes grundlæggende uafhængighed. De har derfor en pointe i, at de ikke kan diktere, hvordan organisationerne skal agere i forhold til deltagelse i idrætsstævner. Det er alene et idrætsligt anliggende.
På den anden side ønsker idrætsorganisationerne ikke at føre en selvstændig udenrigspolitik. Organisationernes ageren i forhold til andre stater må underlægges og koordineres med nationens andre initiativer over for fremmede magter, argumenterer de.
Debatten om idræt og (udenrigs)politik er derfor endt i et dødvande, hvor parterne forsøger at skyde ansvaret fra sig.
I et forsøg på at komme ud af dødvandet har Play the Game lanceret ideen om en national strategi (se her), der skal analysere dilemmaet og formulere nogle grundlæggende principper for de situationer, der uvægerligt vil opstå, når der skal være samkvem med slyngelstater. Listen over disse situationer er lang og vil kun blive længere, jo mere indflydelse disse stater får i de internationale idrætsorganisationer.
Forslaget er på næsten alle måder sympatisk, og forsøget bør gøres.
Men spørgsmålet er, om forslaget kan løse det grundlæggende dilemma. Så længe idrættens organisationer påkalder sig uafhængigheden, så længe idrættens organisationer frasiger sig enhver form for politisk indblanding – ja, så må idrættens organisationer også selv tage ansvar, også når det gælder politisk følsomme udfordringer. Hvis organisationerne kaster ansvaret fra sig, har de reelt også fralagt sig det ansvar, den højt besungne uafhængighed indebærer.
Uafhængighed har sine omkostninger. Man kan ikke kun påkalde sig uafhængigheden, når det passer bedst i ens kram. Hvis organisationerne vil holde fast i uafhængigheden, gælder den også, når de på internationalt plan skal tage stilling til spørgsmål om diskrimination, menneskerettigheder, undertrykkelse m.v. Så kan man ikke gemme sig bag politikerne. Så må man selv sige fra.
Da IOC i 1968 besluttede at udelukke apartheidregimet i Sydafrika fra OL, stod man i samme dilemma. Lovene om apartheid var vedtaget af den sydafrikanske regering, ikke af den sydafrikanske olympiske komite. Det var derfor et politisk anliggende, ikke et idrætsligt – argumenterede modstanderne af udelukkelse. Tilhængerne kunne henvise til det olympiske charter, som ikke tillod diskrimination af nogen art – og stadig ikke gør det. De mange nye nationer i Afrika, som havde opnået selvstændighed i 50’erne og 60’erne, kunne derfor blot henvise til IOC’s eget charter og lagde et voldsomt pres på IOC støttet af de kommunistiske lande i Østeuropa.
Beslutningen om udelukkelse var smertefuld for ”den gamle garde” i IOC. De fandt, at IOC havde givet efter for politisk pres, og at dét truede uafhængigheden. Omvendt kunne de unge nationer i Afrika hævde, at man netop havde forsvaret uafhængigheden ved at tage ansvar i overensstemmelse med det olympiske charter.
Den store udfordring er selvfølgelig, at de store internationale idrætsorganisationer ikke står til ansvar over for offentligheden. Domineret af medlemmer med en betændt politisk kultur, kan de stort set gøre, hvad de vil. Men det kan lade sig gøre at trænge igennem muren af dårlig ledelse og lukkethed, viste oprettelsen af WADA. Efter årtier med fodslæbende indsats mod doping, fik et massivt pres fra offentligheden og verdens regeringer efter dopingskandalerne i 1997 IOC til at acceptere oprettelsen af et uafhængigt agentur.
Når det kommer til stykket, er dilemmaet derfor ret enkelt: Idrættens organisationer må tage princippet om uafhængighed alvorligt og påtage sig ansvaret for de beslutninger, de træffer. Hylder man menneskerettigheder og bekæmper man diskrimination, må det også føre til handling. Ellers er det bare uforpligtende skåltaler. Ellers giver princippet om uafhængighed ikke mening.