Ejerskabet til europæisk fodbold?

Facebooktwitterlinkedinmail

..

Christine Swane: Fodboldspillere

..

Tolv fodboldklubbers forsøg på at etablere en lukket europæisk liga sluttede lige så brat, som ideen blev præsenteret. Forsøget afslørede et overraskende dilettanteri. For hvordan kan mennesker, der administrerer så enorme budgetter, ikke have foruddiskonteret – og dermed modstået – det scenarie, der hurtigt udviklede sig. Det er både uforståeligt og skræmmende.

Når krudtrøgen letter, må man rejse spørgsmålet: Hvem ejer europæisk fodbold? Eller med andre ord: Hvem bestemmer? Det er et spørgsmål med vidtrækkende politiske perspektiver

Tre parter påkalder sig ejerskabet.

Formelt set er der selvfølgelig ikke tvivl. Klubberne er private virksomheder med forskellig selskabskonstruktion. Alene af den grund er det helt misvisende at tale om ”klubber”. Selskaberne er meget langt fra foreningstanken, som ellers udgør det centrale element i idrætten. I nogle klubber har tilhængerne den bestemmende indflydelse (især i tyske og spanske klubber). Men i langt de fleste klubber er det en broget skare af russiske oligarker, amerikanske milliardærer, arabiske oliesheiker m.fl. står bag selskaberne. Nogle gør det som en hobby, andre som benhård forretning.

Men i den ophedede diskussion, der fulgte lanceringen af ligaen, blev det fra mange sider hævdet, at det er fansene, der ”ejer” fodboldspillet, og at klubberne skal føje fansenes krav og ønsker. Fansene har i den sammenhæng argumenteret med, at den lukkede liga skulle knuse de drømme og følelser, de har knyttet til fodbolden. Man kan undre sig over, hvorfor det skulle være sværere at knytte drømme og følelser til klubberne, fordi de spiller i en anden turneringsstruktur.

Men anvendes tilhængernes perspektiv er konsekvensen, at fodbold er reduceret til et anliggende mellem virksomheden og tilskuerne, mellem udbyderen og forbrugerne. Så er fodbold et underholdningsprodukt på linje med film og popmusik. Så er fodbold løsrevet fra den fornemmelse af medejerskab, foreningsfodbold ellers er opbygget efter. Så er de europæiske fodboldklubber ikke en del af den pyramidemodel, som ellers hævdes at kendetegne den europæisk idræt. 

Den tredje part, der kan påkalde sig et ejerskab – og gør det – er det europæiske fodboldforbund UEFA. Men UEFA’s ageren i denne sag har alene været drevet af frygten for at miste sit monopol på at arrangere turneringer – og dermed en stor del af organisationens indtægtsgrundlag. Frygten er velbegrundet. For hvis UEFA havde gjort alvor af truslerne mod de 12 klubber, ville de efter alt at dømme være kommet i konflikt med EU’s konkurrenceregler – og så ville pyramidemodellen endegyldigt være brudt sammen.

Da EU’s seneste revision af EU’s grundlov – Lissabontraktaten – blev tiltrådt i 2007 var det efter et dramatisk forløb om idrættens placering i EU-samarbejdet.

Bosman dommen havde vist, at EU efter de daværende regler måtte anskue idræt som ren og skær økonomisk aktivitet underlagt reglerne om fri konkurrence og fri bevægelighed. Dét gav anledning til stor bestyrtelse og ramaskrig blandt de internationale idrætsorganisationer, for det ville alt andet lige true organisationernes monopol på at tilrettelægge turneringer.

Organisationerne anført af UEFA og IOC iværksatte derfor en intens lobbyvirksomhed for at få indføjet en undtagelsesbestemmelse for idrætten i traktaten. Det lykkedes kun delvist. Med henvisning til netop den europæiske sportsmodel (i modsætning til den amerikanske) med dens basis i det frivillige arbejde og indsatsen for børn og unge blev der indføjet en paragraf, der anerkendte idrættens særlige kendetegn. Men netop fordi det skete med henvisning til frivillighed samt børn og unge, blev det også præciseret, at professionel sport ikke kunne påkalde sig særrettigheder.

Hvor grænsen i givet fald går, er ikke klart. Men det må være hævet over enhver tvivl, at hvis UEFA på nogen måde ville lægge hindringer i vejen for den nye liga – og alt tydede jo på, at de ville lægge adskillige hindringer i vejen – ville det blive et spørgsmål, som EU skulle tage stilling til. Margrethe Vestager kunne have fået en hovedrolle.

For forfatteren af disse linjer, som var dybt involveret i forhandlingerne om paragraffen i Lissabontraktaten, hersker der ikke tvivl. EU ville ikke acceptere barrierer for den fri konkurrence. Og så ville vi have balladen. Så ville det stå klart, at UEFA og Champions League er økonomisk virksomhed uden for pyramidemodellen.

På selvsamme kongres, hvor UEFA tordnede mod de 12 klubbers grådighed og fremhævede egen uegennytte, valgte man i øvrigt at placere EM for U18 i Belarus på et tidspunkt, hvor andre idrætsorganisationer har valgt at lægge afstand til diktatoren Lukashenko. Så meget for UEFA’s fornemmelse for solidaritet og politik.

Europæisk fodbold har mange ”ejere” – i hvert fald tre forskellige parter. Men uanset hvem der påkalder sig ejerskabet, står det klart, at illusionen om en pyramidemodel i europæisk fodbold hvor alt hænger sammen fra top til bund kun trives i tilhængernes følelser. I virkelighedens verden er den brudt sammen – og har været det længe.

Print Friendly, PDF & Email
Facebooktwitterlinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.