.
Af Claus Bøje
.
København er i top-10 blandt verdens bedste byer – ifølge det internationale medie Time Out. Livsstilsmagasinet Monocle vurderer ligefrem, at den danske hovedstad er verdens bedste by at bo og leve i.
”The best and getting better”, lyder overskriften.
Monocle fremhæver især Københavns vibrerende kulturliv og booming økonomi – og roser byens sikkerhed, gode offentlige transport, velfungerende velfærdssystem og ambitiøse mål om at nå CO2-neutralitet.
Vibrerende kulturliv og velfungerende velfærdssystem!
Sophie Hæstorp Andersen erklærer sig stolt som københavner og overborgmester, men der er noget, der ikke rimer.
For idrættens hovedorganisationer – DIF og DGI – mener, at København (og Frederiksberg) bør få mulighed for at hæve anlægsinvesteringerne med 1 mia. ekstra oveni den såkaldte idrætsmilliard, der allerede er givet mulighed for, med henblik på udbygning af idrætsanlæg. København ligger helt i bund blandt landets kommuner, når det gælder idrætslige udfoldelsesmuligheder. Sådan har det været siden de første facilitetsmålinger i 1974.
Men idrætten er åbenbart irrelevant som del af det vibrerende kulturliv og velfungerende velfærdssystem, som Monocle fremhæver som Københavns styrke.
For hvordan kan København kåres til en af verdens bedste byer at leve i, når indbyggerne har så ringe adgang til kropslige glæder i form af fysisk aktivitet.
Sagen er formentlig, at ingen af de storbyer, som indgår i de internationale sammenligninger, har noget særligt at prale af, hvad angår dækningen af idrætsfaciliteter. Måske er antallet af idrætsfaciliteter slet ikke en relevant parameter, når kriterierne for verdens bedste storby oplistes. Måske er der i bund og grund tale om komplet urealistiske forventninger, når man flytter til en storby og stiller krav om fodboldbaner og idrætshaller. Måske må man bare indse, at valget af storbyen betyder lange ventelister og yderligt liggende træningstider, hvis man da er så heldig at få adgang. Indse, at man fravælger klassiske udfoldelsesmuligheder for de børn, man ellers så entusiastisk ”curler”.
København har imidlertid masser af muligheder, hvis man ønsker at prioritere idrætsudfoldelsen som del af kulturlivet og velfærdssystemet. Udendørs byder byrummet på plads til træningsinstallationer, motionsstier, skater- og rulleskøjteanlæg, isskøjtebaner, idrætslegepladser, havnebade, vandaktiviteter, boldmure, kunststofbelægninger, overdækninger og temporære aflukninger af lokale veje for biltrafik. Flade tage på nye bebyggelser fremstår med rekreative udfoldelsesmuligheder. Indendørs skaber forladte produktionsbygninger, ’idrætsdæk’ i parkeringshuse og ikke mindst butiksdøden faciliteter til idrætsaktiviteter som f.eks. de utallige former for gymnastik og dans, kampsportens righoldige udbud af forskellige konfrontationer, bordtennis og andre arealbegrænsede boldspil, leg i alle afskygninger og fitness i form af styrke- og kredsløbstræning af enhver art.
Paradoksalt nok i denne forbindelse har København svigtet en af de helt oplagte muligheder for at tilbyde kulturliv og velfærd i byrummet den kommende vinter. De to udendørs skøjtebaner, som kommunen råder over, er lukket ned. Den store kunstfrosne skøjtebane på Genforeningspladsen i Nordvest har kommunen opgivet nogen sinde at få i gang, selv om der er investeret et tocifret millionbeløb i anlægget. Og skøjtebanen i Enghaveparken på Vesterbro, som har skabt et fantastisk vinterliv i den nyrenoverede park, har Borgerrepræsentationen prioriteret at holde lukket den kommende vinter for energibesparelser på lidt over 1 million kroner. Hertil kommer, at den exceptionelt flot placerede skøjtebane på Kongens Nytorv aldrig er blevet genetableret efter renoveringen af pladsen.
Politikere, der træffer den slags beslutninger, aner ikke hvor megen aktivitet og glæde, de kunstfrosne skøjtebaner skaber for tusindvis af københavnere i de sure vintermåneder. Der er adgang for alle, døgnet rundt, og det er gratis.
Til gengæld afsætter de samme politikere 75 mio. kroner i forsøget på at få VM og et World-Tour løb i cykling til København.
DIF og DGI har som sagt foreslået en udvidelse af anlægsrammen til idrætsanlæg på 1 mia. kroner for København og Frederiksberg. Organisationerne foreslår tilmed, at de vil samarbejde med kommunerne ”om at etablere og udvikle faciliteter, der rummer flere idrætter og foreninger”.
Men pas på!
Løftet om samarbejde er smukt. Men idrætsorganisationerne bør ikke styre anvendelsen af midlerne. De repræsenterer kun en mindre del af idrætsudfoldelsen i Hovedstaden og må forventes at prioritere forslag om traditionelle idrætsanlæg til foreningsidrætten.
Derfor: Giv Lokale og Anlægsfonden (LOA) den centrale rolle i planlægningen og styringen af investeringerne. LOA repræsenterer ikke alene alle sider af den danske idrætsudfoldelse, fonden har gennem sin 30-årige historie udviklet en høj grad af faglighed og vist, at den er i stand til at nytænke og støtte idrætsfaciliteter.
I København har LOA således været drivkraften i udviklingen af havnebade, udendørs skøjtebaner, træningsinstallationer, lysløjper, nye typer af svømmehaller (vandkulturhuse) og idrætshaller (åbne byfælleder), anlæg for skatere og meget, meget mere.
.
Illustration: Niels Nedergaard: Bevægelsesbilede
.
Artiklen har været bragt på Idrætsmonitor den 2. november 2023.
.