.
Af Claus Bøje
.
Regeringen vil afsætte omkring 150 millioner ekstra til idrætten, lyder det i det nyligt fremsatte finanslovforslag.
Kulturministeren lever med andre ord op til de løfter, han i efteråret fik indført i regeringsgrundlaget for SVM-regeringen.
Her lød det, at regeringen vil ”arbejde for at styrke det frivillige idræts- og foreningsliv og gøre det nemmere at rekruttere og fastholde frivillige og ledere”, og at den vil ”understøtte dansk idræt i bred forstand, herunder bl.a. arbejdet i regi af ”Bevæg dig for livet” samt indsatsen i eliteidrætten, talentudvikling og arbejdet med at sikre sportsevents til Danmark”.
Kulturministeren berettede dengang med stolthed, at han var med til at udforme regeringsgrundlaget, og at det var første gang idrætten havde fået en så fremtrædende plads.
Nu leverer han på sine løfter!
Eller gør han?
Desværre nej – de ca. 150 millioner kroner er udelukkende tiltænkt eliteidrætten, dels i form af støtte til Team Danmark, dels i form at tilskud til store sportsevents.
Den almindelige idrætsudfoldelse er ikke tiltænkt så meget som en krone ekstra.
Men finanslovsforslaget er jo netop kun regeringens forslag. Nu må man forvente, at oppositionen i de kommende forhandlinger påpeger løftebruddet og foreslår, at der også afsættes midler rettet mod den almindelige idræt.
Der findes faktisk en model for, hvordan man ”radikalt” kan ændre tilgangen til støtte af idrættens bredde i en tid, hvor 40 % af befolkningen ikke føler sig fristet af de eksisterende muligheder for udfoldelse. I en tid, hvor pengekasser som Nordea Fonden og TrygFonden har pumpet et trecifret millionbeløb ud i støtteforanstaltninger som ”Bevæg dig for livet” til idrættens organisationer uden nævneværdig effekt. I en tid, hvor mere end halvdelen af den samlede idrætsaktivitet finder sted uden for de samme organisationers regi.
Modellen var aktiv i tre år omkring årtusindeskiftet, indtil det lykkedes den netop tiltrådte kulturminister Brian Mikkelsen at nedlægge den, fordi han lagde øre til idrætsorganisationernes mishag ved, at der fandtes en støtteordning for fornyelse af mulighederne for den almindelige idræt, som var uden for deres kontrol. Modellen hed Idrætspolitisk Idéprogram (IPIP) og var en statslig fond – uafhængig af organisationer og politikere – med et årligt budget på 20 millioner kroner.
Derfor denne appel til oppositionen i de forestående forhandlinger:
Genopliv dette nyskabende idéprogram, som skulle “sikre alle borgere mulighed for at dyrke idræt på en måde, som svarer til deres evner og interesser gennem bestræbelser især rettet mod de grupper, der føler sig fremmede over for miljøet i idrætsforeningerne (…) Programmet skal understøtte nytænkningen i idrætspolitikken.“
Udkrystalliseret havde IPIP fire såkaldte indsatsområder. Programmet skulle støtte
- Nye udfoldelsesmuligheder, som handlede om, hvor fornyelsen af idrætsmulighederne kunne finde sted. Eksempelvis ved udnyttelse af byrummet og lokaliteter, som appellerer til udfoldelse for de hidtil inaktive.
- Nye partnerskaber, som handlede om hvem, der tog initiativ til fornyelsen. Eksempelvis samarbejde mellem skoler, spejdere, fritidsordninger, foreninger og andre ikke idrætsrettede ”institutioner”.
- Ny organisering, som handlede om krav til måden, hvorpå idrætten skulle sættes i gang. Der kunne være tale om krav til demokratisk engagement og medleven, om uformelle fællesskaber og åbne former.
- Ny mening, som handlede om hvad, der skulle etableres. Sigtet kunne være rettet mod idrættens idégrundlag, dens kulturpoliske muligheder eller dens samspil med miljøet.
Pladsen her i Idrætsmonitor rummer ikke muligheden for en nærmere gennemgang af IPIP, men for at skærpe appetitten refereres til to uafhængige evaluatorer af programmet:
Professor ved SDU Bjarne Ibsen konkluderede bl.a., at “IPIP dels havde medvirket til udviklingen af et bredere netværksbaseret samarbejde om nye idrætstilbud og -muligheder, etablering af idrætsfaciliteter mv. Dels havde bidraget til udvikling af faciliteter for udendørs idræt og fysisk aktivitet, hvis anvendelse ikke forudsætter et tilhørsforhold til en forening, fritidsklub eller skole. Og dels havde tilført idrætten nye kvaliteter i form af støtte til nye idéer og praksisser ved at muliggøre initiativer, projekter og aktiviteter, som er vanskelige at realisere under de gældende strukturer og støtteformer.“
Den norske professor dr. scient. Sigmund Loland pegede på IPIP’s kvaliteter i et internationalt perspektiv: ”Først og fremmet er jeg imponeret og inspireret af visionerne bag og målsætningen med IPIP. Målsætningen – at udvide idrættens kulturpolitiske dimensioner ved at styrke mangfoldighed, kvalitet og ytringsfrihed i idrætslivet – er visionær og vigtig.”, og videre ”At man i Danmark faktisk har investeret omkring 60 millioner danske kroner i en fireårsperiode (1999-2002) til å gennemføre et initiativ som IPIP, er enestående og vidner om en handlekraft og realiseringsvilje, jeg ikke kender fra noget andet land. IPIP peger på en folkelig kreativitet og et folkeligt initiativ, som trænger til ekstra stimuli og støtteformer. IPIP har synliggjort et betydelig, nyskabende potentiale i dansk idrætsliv, som definitivt giver grund til optimisme for fremtiden.”
En dybere gennemgang af IPIP kan oppositionen finde i den omfattende evaluering af programmet, som blev udarbejdet, mens programmet eksisterede.
.
Ill.: Pablo Picasso: Le Sauvetage
.
Artiklen har været bragt på Idrætsmonitor den 11. september 2023.
.