Kroppen på bytur

Facebooktwitterlinkedinmail

.

Ernst Ludwig Kirchner: Skøjteløbere

Af Claus Bøje

.

Tænk mere motion ind i byrummet, skriver Markus Rubin i Politikens ’signatur’ lørdag den 9. januar (se her). Under pandemien er det blevet smertelig klart for Rubin, at der er alt for få aktivitetsmuligheder i det offentlige rum. Man kan gå i byen – vandre lange, ensrettede ture rundt om Søerne i København. Men hvad ellers?

Efterlysningen fik mig til at tænke på sundhedsprofeten Chris Mac Donalds opfordring i samme avis for nogle år siden: ”Når du ser en trappe, skal du se en mulighed for bevægelse og gå efter den – også selv om du måske ikke umiddelbart skulle op ad trappen, men bare har 30 sekunder til en lille indsats for helbredet”. Man så for sig trappernes genkomst i motionsbevidstheden og bygningsmassen. Trapperne som byens nyfundne motionsstier. I mange år har de været gemt væk i indeklemte sidegange, mens indbydende panoramadøre inviterede indenfor i spejludstyrede elevatorer og centralt placerede rulletrapper skabte overblik over storcentrenes indkøbsmuligheder.

Trappen er øjensynlig et fantastisk træningsredskab: ”Bliver man træt og forpustet, skal man bare holde et lille hvil i stedet for at mase på. Ved at holde hvilepauser kan selv gamle mennesker gå op på femte sal uden at blive overanstrengte. Også unge mennesker kan med fordel anvende denne ’intervaltræning’ på trapper. De skal blot tage et par trin så hurtigt som muligt og derefter holde hvil eller gå langsomt op ad de næste trin og så atter tage en lille spurt. For mennesker, der har tilbøjelighed til at få hævede ben og som må stå meget, er gang på trapper et glimrende middel til at få den overflødige væske pumpet over i blodet” – lyder anbefalingerne i en bog fra starten af 1960’erne, ’Nem motion for alle’, skrevet af min gamle far, idrætslægen Ove Bøje.

Men det er ikke trapper, Markus Rubin tænker på. Coranapandemien har fået ham på smukkere tanker. Han vil have en by fyldt med fysiske aktivitetsmuligheder. Motionsstativer, klatrevægge, skøjtebaner og boldbaner.

Forudsætningen for at imødekomme ham er naturligvis en byplanlægning, der vil det samme. Byplanlægning bygger overordnet set på politiske initiativer til byers udformning og indhold, og planerne fastlægges ud fra fysiske muligheder og juridiske bestemmelser, regionale traditioner og humanistiske forestillinger. Realiseringen af planerne står arkitekter, ingeniører og entreprenører for – styret af bygherrernes ofte særdeles håndfaste økonomiske kalkulationer.

Historisk set har mulighederne for kropslig aktivitet i det lokale bymiljø været lavt prioriterede eller anset for irrelevante. Vi har jo de kommunale idrætsanlæg og kan dermed henvise trangen til kropsudfoldelse til særlige områder af byen, hvor idrætsfaciliteterne centreres for at opfylde primært den organiserede idræts behov. I de bolignære omgivelser er det vanskeligt – ud over den obligatoriske legeplads og eventuelle græsplæne – at finde udfoldelsesmuligheder for mere uformel, spontan aktivitet. Og i planlægningen af nye boligområder og ved byfornyelser står hensynet til de kropslige udfoldelsesmuligheder svagt – ikke nødvendigvis i planlægningsfasen, men når de endelige økonomiske prioritereringer foretages.

En forståelse for de kropslige udfoldelsesmuligheders betydning for menneskers sociale liv og sundhed har således ikke i afgørende grad præget den fysiske planlægning. Politikerne satser ikke for alvor på disse muligheder for at skabe en levende by. Nutidig byplanlægning opererer ganske vist med så smukt et begreb som ’den menneskelige skala’. Det bygger i høj grad på menneskets visuelt æstetiske oplevelse af byrummet. Men betegnelsen forekommer utilstrækkelig i forhold til en afklaring af kropsudfoldelsens vilkår og krav i koblingen af byrum og bevægelse.  Mens den menneskelige skala beskriver en mere almen, sanselig opfattelse af byen, bør et begreb som ’den kropslige skala’, der forholder sig direkte til menneskers oplevelser som fysisk aktive væsener i byrummet, bringes på bane. Den kropslige skala er en indikator, der angiver graden af byrummets inspiration til kropslig udfoldelse. Den bør lyse klart på byplanlæggeres og arkitekters prioriteringsliste og beskyttes effektivt af politikerne, når den kolliderer med bygherrernes insisteren på en anden og mere umiddelbar økonomisk profitabel udnyttelse af arealer og bebyggelse.

Grundlæggende skal der skabes adgang for mennesker til at dyrke fysisk aktivitet i umiddelbar nærhed af deres hjem. Den omtalte, historisk konsekvente centralisering af idrætsanlæggene udvalgte steder i byen har svækket kropsudfoldelsens kulturelle og sociale muligheder. Tilknytningen til det nære miljø kappes og placerer idrætsfaciliteterne som isolerede ghettoer – opnåelige først og fremmest for bilister og dem med styr på kalender og familieliv.

Retfærdigvis skal det påpeges, at Lokale og Anlægsfonden har ydet en betydelig indsats på området de seneste 20 år. Men med et årligt tilskudsbudget på 80 mio. kr. til nyskabende anlægsinvesteringer i både idræts-, fritids- og kultursektoren er den økonomiske pondus begrænset. Man kan yde værdifuld, kvalificeret rådgivning, men slagkraften fremmes, når man kan yde kontant støtte til grænseoverskridende projekter. I det København, som Markus Rubin har vandret så mistrøstig rundt i under pandemien, har fonden skabt en række banebrydende udendørs projekter som f.eks. havnebade, kunstfrosne skøjtebaner, lysløjper, skaterfaciliteter og træningsinstallationer.

Et decentraliseret idrætsliv kræver nytænkning. Dels må omkostningerne minimeres gennem enkle projektudformninger. Dels må idrætten generobre stillegader og småveje, plæner og pladser, så der kan spilles småbold og dyrkes øvelser, løbes på rulleskøjter og skateboards, luntes  og leges. Dels må en række indendørs idrætter som gymnastik, yoga, dans, bordtennis, vægttræning, judo, karate og andre kampidrætter føres tilbage til lokalområderne, når fællesfaciliteter etableres i forbindelse med nybyggeri og renovering, og – ikke mindst – må de medtænkes i strategierne for anvendelsen af de mange gabende tomme butikslokaler.

Kodeordet er gangafstand. Enhver byplanlægger ved det: Skal man opmuntre til uformel og spontan kontakt om lokale udfoldelser, må mulighederne findes i umiddelbar nærhed af folks bolig. I modsat fald bliver aktiviteterne præget af krav til organisering og dermed smuldrer inspirationen til uformelle sammenrend i lokalsamfundet.

Det er så indlysende, at børn bør have udfoldelsesmuligheder på betingelser, de selv styrer. Det gælder også voksne, selvom voksne har vænnet sig til, at kropsudfoldelsen kan ordnes som en afgrænset affære i en specialiseret sammenhæng i foreningen eller fitnesscentret eller som en monoton løbetur i byrummet. Voksne tør kun drømme om et lokalsamfund, hvor man mødes mere eller mindre tilfældigt og leger sammen – familier, naboer, venner. Børn og unge gør det bare, hvis mulighederne er der. Og børn er gode igangsættere af de voksne, hvis oplægget til at lave noget sammen er der.

Byplanlægningen må altså indarbejde den kropslige skala i byrummet, og mulighederne for at tænke i ny baner spænder vidt:

  • Fra generobring af gader og veje, plæner og pladser som del af det nære udendørsmiljø – til etablering af indendørs rum for mindre pladskrævende aktiviteter i bygningernes stueetager.
  • Fra reservering af småarealer til leg, spil, kropsøvelser o.l. – til friholdelse af husmure til de mange former for ’murbold’.
  • Fra opstilling af gymnastik- og træningsredskaber – til etablering af ramper for skateboards, rulleskøjter og cykler.
  • Fra kunststofbelægning af særligt hårdt benyttede, åbne fællesarealer – til fjedrende træbelægning af småarealer til dans, sjipning og alskens artisteri.
  • Fra opsætning af lys på motionsstier – til overdækninger af aktivitetsarealer, så udfoldelse året rundt bliver tillokkende.
  • Fra småbassiner til vandpjaskeri – til nedlægning af fryserør på torve, så et udendørs skøjtemiljø lyser fra november til marts.

Mirakler af liv opstår, hvis stillegader og pladser belægges med finkornet asfalt, så de lokale beboere kan få glid i rulleskøjterne, spille småbold og tegne med kridt til lege og spil. Men det forudsætter, at byrummets overflader kærtegnes. Ikke alene bør belægningen invitere til alle mulige former for aktivitet, overflader bør farvelægges, så de signalerer forskellige anvendelsesmuligheder, og hårdhed og friktion differentieres, så det også bliver attraktivt at udfolde mere bløde bevægelsesmønstre. Murflader bør præpareres til murbold, parkeringsmønstre på de mange parkeringspladser times, så parkeringsrytmen giver maksimal plads for andet end biler, lyssætning sikre indbydende og trygge udfoldelsesmuligheder i den mørke årstid og overdækninger skærme mod vejrliget. Byens tage kan blive en landvinding i bestræbelserne på at skabe plads til den daglige motionsudfoldelse – og man kan jo starte med at tage trappen op.

For nogle år siden var det almindeligt at høre turister hjemkommet fra Kina forbløffet berette om enkle, stationære træningsredskaber anbragt forskellige steder i det kinesiske byrum – f.eks. ved busstoppesteder. Der fremvistes fotografier af kinesere, der ihærdigt træner musklerne i arme, mave og ryg, og der kunne i reglen spores en vis begejstring ved fremlæggelsen. Men kan man forestille sig, at danskere ved et busstoppested eller en togperron vil udnytte ventetiden til et par armhævninger eller maverulninger midt i al hverdagsoffentlighed? Er vi for blufærdige eller generte? Det er svært at vide, for mulighederne foreligger ikke. I virkeligheden tilbyder allerede eksisterende byinstallationer som bænke, gelændere, standere og stativer træningsmuligheder, men det forudsætter en designmæssig forarbejdning at gøre dem tillokkende som træningsredskaber for andre end de anarkiske skatere.

Større sammenhæng i det liv, man lever, kan byplanlægningen etablere ved at kombinere livsområder, som det moderne bysamfund har adskilt.  Dagliglivet i byen er blevet opsplittet i bestræbelserne på at gøre menneskers handlinger og indbyrdes forhold rationelle og effektive. Man bor et sted, arbejder et andet, køber ind et tredje og dyrker fritidsinteresser et fjerde. Inden for fritidslivet er opsplitningen særdeles konsekvent. Her udgør idrætten sin egen sektor, og den står stærkt som hovedmodtager af de offentlige investeringer til kulturformål. Men det er det interessant at konstatere, at i den analyse, som Idrættens Analyseinstitut fremlagde af befolkningens idrætsvaner kort før nytår (se her), udgør de idrætter, som organisationerne administrerer gennem foreningslivet en forbavsende lille del af den voksne befolknings aktivitet. Det er gå- og vandreture, løb, styrketræning og forskellige former for fitness, der dominerer listen over topti.

Kulturel byudvikling er blevet et slogan i bestræbelserne på at skabe en mere levende by. Bænke, caféborde, flisebelægninger og skulpturer gør det ikke alene, der skal etableres plads til bevægelse – ’scener’ til kropsudfoldelse. Mobile skøjtebaner, idrætslegepladser, lysløjper, boldmure, træningsinstallationer, rulleskøjtebaner, dansepavilloner, skateranlæg, havnebade og omdannelse af bypladser og hele vejstrækninger skal bidrage til udviklingen af byrummet. De rummer en kulturel dimension. De opfordrer til leg, boldspil og anden bevægelse i mødet med de andre. Udfordringen for byplanlæggerne er at skabe mødesteder af høj intensitet og variationsrigdom i det offentlige rum. Den kropslige skala er kodeordet, og politikernes rolle er at fastholde intentionerne, når bygherrers og totalentreprenørers økonomiske kalkulationer forsøger at vælte læsset. Byplanlægningen skal tilpasses menneskers behov for et spændende, alsidigt hverdagsliv.

Markus Rubin begræder i sin ’signatur’ nedlæggelsen af den kunstfrosne skøjtebane på Kongens Nytorv. Jeg melder mig til koret.

Print Friendly, PDF & Email
Facebooktwitterlinkedinmail

1 thought on “Kroppen på bytur

  1. Tak for det Claus Bøje,
    Det er vigtige pointer og corona-restriktionerne bør være en anledning til at tænke over byens rum såvel som de mange aktiviteter, der er tvunget udenfor – og faktisk ser ud til at trives ganske godt derude. Man kan håbe, at Kulturministerens Genstartsteam og sætter spot på situationens potentiale for at katalysere aktivitetsudvikling i foreninger og andre organisationsformer. Det sætter Lokale og Anlægsfonden fokus på i den årlige Nytårskur om præcis en uge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.