Uforløste idrætspolitiske muligheder

..

..

I de ca. 50 år, Kulturministeriet har haft ansvaret for statens idrætspolitik, har skiftende regeringer fået flere og flere strenge at spille på, Det er bare sjældent, de er blevet taget i anvendelse.

..

De idrætspolitiske muligheder

Kulturministeriet har i grove træk fire typer af idrætspolitiske instrumenter:

Lovgivning: Aktuelt drejer det sig om eliteidrætsloven, lov om fremme af integritet i idrætten (doping og matchfixing), udlodningsloven, folkeoplysningsloven og lov om indhentning af børneattester. Dertil kommer lovgivning i andre ministerier (doping, våben, miljø, persondata etc.), som på forskellig vis har betydning for idræt.

Økonomi: Udlodningsmidlerne og et såkaldt aktstykke, der omfatter ministerens mere eller mindre frie midler. Udlodningsmidlerne reguleres af udlodningsloven.

Statslige institutioner:  Team Danmark, Sport Event Danmark, Lokale og Anlægsfonden, Anti Doping Danmark og Idrættens Analyseinstitut. Ministeren udpeger bestyrelserne og indgår rammeaftaler med disse institutioner.

Forsøgsprogrammer: Fra 10-punkts programmet i 1980’erne til en række forsøgsprogrammer i 00’erne og 10’erne har skiftende ministre iværksat forskellige forsøgsprogrammer med henblik på at afprøve nye idrætspolitiske ideer og initiativer.

Til de konkrete instrumenter, som Kulturministeriet råder over, kan tilføjes de mere uformelle muligheder for at rejse en idrætspolitisk dagsorden i offentligheden, i dialogen med organisationerne og i internationale fora.

Kun tipsloven (nu udlodningsloven) og fritidsloven (nu folkeoplysningsloven) eksisterede, da Kulturministeriet overtog ansvaret for idrætten for ca. 50 år siden. Ministeriets muligheder for at føre en aktiv idrætspolitik er derfor udvidet betragteligt.

..

En sammenhængende idrætspolitik

Da regeringen Poul Nyrup Rasmussen III tiltrådte i 1996, indgik idrætspolitiske målsætninger for første gang i regeringsgrundlaget. Siden har idrætten stort set hver gang været et tema i skiftende regeringers grundlag. Men bemærkelsesværdigt er det, at under samme regering blev det sidste gang, en idrætspolitisk redegørelse blev fremlagt for Folketinget.

Netop dét forhold er ganske paradoksalt. En redegørelse til Folketinget rummer muligheden for – eller snarere forpligtelsen til – at formulere en sammenhængende, aktiv og dybtgående politik – dvs. skabe et overblik over idrætsområdet set i et statsligt perspektiv og formulere nogle målsætninger for udviklingen. Men selv om Kulturministeriet har fået flere og flere muligheder for at føre en aktiv idrætspolitik, synes lysten at blive mindre og mindre.

I 1990’erne og begyndelsen af 00’erne stod først Jytte Hilden og senere Ebbe Lundgaard, Elsebeth Gerner Nielsen og Brian Mikkelsen for en ganske offensiv idrætspolitik. Bortset fra Marianne Jelved har de efterfølgende kulturministre været ret anonyme i idrætspolitikken.

Intentionerne med idrætspolitikken i det seneste regeringsgrundlag adskiller sig ikke meget fra første gang, idrætten fik en plads i regeringsgrundlaget. Regeringen angiver at ville støtte både bredden og eliten og hylder det frivillige foreningsliv. Dét har været det gennemgående tema i alle regeringsgrundlag.

Dertil kommer, at regeringen ikke engang nævner udlodningsloven, som netop står over for en revision. Det er ellers den helt centrale lov, der giver mulighed for at sætte nogle markante aftryk. Men den skal åbenbart revideres i stilhed. Det samme gælder folkeoplysningsloven, som også skal revideres.

Skulle regeringen virkelig sætte et aftryk, kunne den bringe alle instrumenter i spil. Regeringen kunne fremlægge en visionær redegørelse for Folketinget og anvende både lovgivning, økonomi, styring af de statslige institutioner og forsøgsprogrammer til at gennemføre en sammenhængende, offensiv og fornyende idrætspolitik. Den kunne med udgangspunkt i kulturpolitikkens værdier og principper gennemføre en politik, der omfatter både fordelingen af økonomiske midler til idrætten på statsligt plan, samspillet med kommunerne om faciliteter og det frivillige foreningsliv, organisationernes rolle og opgaver, dansk eliteidræts ambitioner og udvikling, bekæmpelsen af doping, matchfixing og korruption, idrætsforskningens status, internationalt samarbejde, idrættens rolle i forhold til folkesundhed, turisme og meget mere.

Men det er nok for meget forlangt?

..

Illustration: Harald Giersing: Fodboldspillere.

Publiceret i redigeret form på Altinget: Idræt den 30. januar 2023

..

..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.