.
Af Brian Mikkelsen
.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
.
For de fleste almindelige mennesker er idræt noget, hvor man har det sjovt, samtidig med, at man konkurrerer med sig selv og andre. Man vil jo gerne yde sit bedste, og det gør man som regel, hvis der kommer et konkurrenceelement ind i idrætten. Men hårde kampe og solide tacklinger foregår ikke kun på fodboldbanen eller i håndboldhallen. De kan skam også findes inden for det idrætspolitiske. Dér, hvor det skal besluttes, hvordan idrætspolitikken skal føres.
Det sted har siden 1976 været Kulturministeriet. Før det var idrætten placeret i Indenrigsministeriet, hvor området ifølge bogens forfattere nærmest havde karakter af en lovteknisk ekspedition, idet der blot var ressourcer svarende til en halv akademiker (!) tilknyttet området. Det ændrede sig selvsagt ved overflytningen. Med en øget politisering af området er også fulgt kampe om definitionen af området og, naturligvis, ressourcer. Men også heftige diskussioner om for eksempel dopingkontrol. Daværende formand for DGI, Leif Mikkelsen, ville for eksempel ikke acceptere, at ”der skulle gennemføres dopingprøver på motionsdamerne på gymnastikholdet”. Og i det hele taget har forholdet mellem staten og den frivillige sektor fyldt meget og gør det selvsagt også i bogen. Endelig bliver der også taget fat på kulturministre, som havde ”et omtumlet forhold” til idrættens organisationer. For eksempel socialdemokraten Jytte Hilden, der ved sin tiltrædelse i 1993 meldte ud, at ”med sport har jeg det som med porno. Det er sjovt at være med til, men det er kedeligt at se på”.
Som tidligere minister i mit favoritministerium i perioden 2001-2008 har jeg den ære så at sige at spille hovedrollen i et helt kapitel: ”Ministerprofilering og internationalt fokus”. Kapitlet omhandler blandt meget andet oprettelsen af Idrættens Analyseinstitut (IDAN), ambitionerne om at løfte dansk eliteidræt og naturligvis kampen mod doping. Det er selvsagt for mig et særligt interessant og underholdende kapitel, selv om jeg må sige, at der er flere steder, som jeg nok ville gengive på en anden måde, end de to forfattere har valgt at gøre det. Det skal man dog ikke opfatte som et kritikpunkt af bogen, for det kan simpelthen ikke være anderledes. Ellers skulle bogen jo være en tør opremsning af fakta, og det ville rent ud sagt være alt for kedelig formidling for langt de fleste.
”Dansk Idrætspolitik” bugner altså af konfliktfyldt stof, som i denne bog er i hånden på to særdeles erfarne herrer inden for området. Den ene forfatter er idrætsforskeren Claus Bøje, som bl.a. har en fortid som mangeårig idrætspolitisk debattør, mens den anden, Søren Riiskjær, blandt meget andet har været ansvarlig for idrætspolitikken i Kulturministeriet, mens jeg sad der. Og som jeg som en såkaldt disclaimer opfattede som en fremragende og engageret medarbejder, der 100 procent loyalt forfulgte mine idrætspolitiske visioner. De to forfattere ved altså så absolut, hvad de skriver om. Og det er ganske rigtigt, når de i forordet skriver, at ”fremstillingen er båret af forfatternes personlige syn på udviklingen og stærke engagement i debatten”. Når man læser bogen, kan man tydeligt mærke, at der langt fra er tale om en halvtræls pligtopgave, men derimod en bog, som de to forfattere formentligt har haft lyst til at skrive længe. Og godt for det, for der er tale om et emne, som der har været skrevet forbløffende lidt om. Det her er på mange måder en bog, som har været savnet, men som nu endelig er kommet.
Bogen er åbenlyst gennemarbejdet og rækker hånden frem til læsere uden det store forhåndskendskab til stoffet ved for eksempel at indeholde en kort oversigt over de danske kulturministre i perioden og en gennemgang af forkortelser, som er lige til at slå op i. Og den er i en helt anden boldgade end så mange andre politiske bøger, vi oplever i øjeblikket, ved ikke at basere sig på et hav af anonyme kilder og være skrevet i et journalistisk sprog. Man mærker tydeligt, at forfatterne har gjort sig umage for at lave en bog, der gedigen, gennemarbejdet og underholdende. Det er på et meget langt stræk lykkedes godt.
Dog må jeg sige, at bogen ikke er for alle og enhver. Man skal have en vis portion viden om og interesse for området, hvis man for alvor skal nyde bogen. Det er mit bud, at ikke få vil afstå fra at læse bogen, hvis de slår op i indholdsfortegnelsen og læser titler på afsnit som ”Breddebetænkningen skæbne – første runde” og ”Breddebetænknings skæbne – anden runde”. Men det ændrer ikke på, at vi med ”Dansk Idrætspolitik” har fået en virkelig god bog om idrætten i Kulturministeriet gennem 50 år. Tak for den!
.
Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, tidligere bl.a. kulturminister og idrætsordfører for K
Disclaimer: Den ene af bogens forfattere, Søren Riiskjær, var kontorchef i Kulturministeriet, mens Brian Mikkelsen var kulturminister.