.
.
Udlodningsloven er den økonomiske grundpille i statens idrætspolitiske muligheder. Den regulerer de statslige tilskud til idrættens organisationer (DIF, DGI og Firmaidrætten) og til de statslige institutioner på området (Team Danmark, Anti Doping Danmark, Lokale og Anlægsfonden, Idrættens Analyseinstitut og Sport Event Danmark). Skulle der være lidt penge til overs, når organisationerne og institutionerne har fået deres, kan staten – Kulturministeriet – bruge disse frie midler til at føre idrætspolitik for. Men der har ikke været meget til overs de senere år, så ministeriets muligheder har været meget begrænsede.
Loven skulle have været evalueret sidste år med henblik på en eventuel revision. Det blev udskudt på grund af corona krisen. Så vidt vides, er evalueringen endnu ikke iværksat, og måske skulle man bruge tænkepausen til at overveje, om udlodningsloven overhovedet skal fastholdes. Eller om statens tildeling af midler til idrætsområdet burde reguleres af finansloven – som det gælder for alle andre tilskud fra staten.
Spørgsmålet burde være et brændende tema i den igangværende valgkamp, men bliver det næppe. Dertil er politikernes frygt for at tage selvstændige idrætspolitiske standpunkter for stor.
Den nuværende udlodningslov er sidste skud på den stamme, der blev skabt med introduktionen af fodboldtipning i 1948. Dengang blev der oprettet et statsligt selskab, der kunne tilbyde danskerne at spå om resultatet af fodboldkampe – vundet, tabt eller uafgjort. Overskuddet fra tipningen skulle tilfalde børne- og ungdomsarbejdet i idrættens organisationer. Begrundelsen var, at idrætten lagde kampe til.
Fordelingen af overskuddet blev fastsat ved en nøgle nedfældet i loven. Fordelingsnøglen var ikke baseret på objektive kriterier, men der blev i et vist omfang skelet til organisationernes størrelse.
Statens tilskud til idrætsorganisationerne har siden hvilet på lovgivningen om spil – og fra 1989 også lotto. Og grundprincipperne for fordelingsnøglen er ikke ændret væsentligt.
Men begrundelsen for at fastholde denne særstilling er ikke længere til stede.
For det første hidrører udlodningsmidlerne ikke længere fra spil på sportskampe. De kommer udelukkende fra Lotto, skrabespil m.v. – de såkaldt chancebetonede spil.
For det andet er midlerne ikke længere underlagt de svingende konjunkturer i danskernes spillelyst. Når modtagerne fik en særstatus i forhold til andre modtagere af statslige tilskud, beroede det på den grundtanke, at organisationerne måtte tage det sure med det søde. Organisationernes indtægter steg, hvis overskuddet på tipning steg – og omvendt. Markedet regulerede indtægterne i modsætning til modtagere af offentlige tilskud, som er underlagt politiske afvejninger. Historisk forholder det sig imidlertid sådan, at hver gang overskuddet har vist en faldende tendens, har organisationerne lagt et stort et pres på politikerne med det resultat, at loven er blevet revideret. Med den seneste revision er udlodningsmidlerne i realiteten helt løsrevet fra eventuelle konjunkturudsving. Organisationerne er sikret et fast, pristalsreguleret statstilskud.
At fjerne den lidt mærkelige sammenblanding af danskernes spillelyst og statens tilskud til de almennyttige organisationer kunne være et tredje argument for at afskaffe udlodningsloven.
Der er således ikke længere nogen reel begrundelse for at fastholde den særlige finansieringsform. Og alene af den grund kunne man lige så godt overføre finansieringen til finansloven.
Men nok så vigtigt: Det vil give de folkevalgte politikere mulighed for løbende at tage stilling til omfanget og fordelingen af statens støtte til hele idrætsområdet – i modsætning til i dag, hvor støtten er fastlåst. Og det vil åbne muligheden for en fleksibel statslig idrætspolitik, som kan tage højde for nye initiativer – eller måske ligefrem for at aktiv statslig idrætspolitik.
Forslaget er ikke fremmed for idrættens organisationer. Spørgsmålet har de senere år med jævne mellemrum været diskuteret internt. Men når organisationerne holder fast i udlodningsmidlerne sker det med henvisning til en frygt for uforudsigelige finanslovskompromisser i sene nattetimer.
Men det er en frygt, de må dele med alle, der modtager statslige tilskud – universiteter, forsvaret, museer, pensionister, dagpengemodtagere etc. Har man tillid til værdien af egen indsats, bør man vel ikke frygte den politiske prioritering?
Idrættens finansieringsmodel er helt unik sammenlignet med andre modtagere af statslig støtte. Kun DR har haft en sammenlignelig model med licensfinansieringen, der heller ikke var underlagt finanslovens konjunkturer. Men den model er nu også afskaffet.
Aktuelt står en række initiativer uden for fordelingsnøglen – gadeidrætten, idræt for udsatte, esport m.fl. – som kunne fortjene en idrætspolitisk opmærksomhed. I det hele taget kunne det være ønskeligt, om det løbende var muligt at støtte nye og inspirerende initiativer – og fjerne støtten igen, hvis initiativerne ikke er bæredygtige.
Kommer idrætten på finansloven vil det åbne for en reel idrætspolitisk diskussion om rækkevidden af den samlede idrætspolitiske indsats og om prioriteringen af de enkelte initiativer. At idrættens hovedorganisationer fortsat vil være de store beløbsmodtagere, er hævet over enhver tvivl. Men en placering på finansloven vil åbne mulighed for løbende at støtte nye initiativer – og fjerne støtten igen, hvis initiativerne ikke er levedygtige.
Det vil kort sagt åbne for en løbende debat af de idrætspolitiske prioriteringer i den statslige indsats.
Men al sandsynlighed taler for, at det ikke vil ske. Årtiers erfaring viser, at politikerne ikke tør eller ikke formår at ændre på organisationernes privilegerede stilling. Kun få gange har kulturministre forsøgt at reservere en del af udlodningsmidlerne til selvstændige statslige initiativer, som skulle kompensere organisationernes manglende indsats på især det sociale område – og hver gang er det faldet til jorden med et brag.
.
Publiceret i redigeret form på Idrætsmonitor den 27. oktober 2022.
Illustrationer: Richard Mortensen: Fire blyantstegninger.
.