Idrætten som valgtema?

.

Af Claus Bøje

.

”Hvorfor er det så svært at føre idrætspolitik i Danmark?” – spurgte formanden for SF’s kulturudvalg Niels D. Lund forleden.

Spørgsmålet overraskede mig, for partiet kunne vel bare tage initiativ til idrætspolitiske dagsordener. Man kunne f.eks. annoncere en forespørgselsdebat i Folketinget, hvis partiet havde synspunkter, der trængte til at blive luftet, eller driste sig til at bringe idrætten ind i den kommende valgkamp?

Men ved nærmere eftertanke må jeg give ham ret. Der er flere gode grunde til, at det er svært.

For det første er der blandt de politiske partier konsensus om, at idrættens organisationer er selvstændige og uafhængige. Traditionen tilsiger, at politikerne ikke blander sig i den interne styring af statstilskuddenes anvendelse i de autonome organisationer, og dermed svækkes mulighederne for idrætspolitiske initiativer. De få gange skiftende kulturministre har forsøgt at inddrage udlodningsmidler til fremme af selvorganiseret aktivitet og støtte til befolkningsgrupper, der ikke føler sig tiltrukket af organisationernes foreningstilbud, er de blevet banket grundigt på plads af idrættens lobbyvirksomhed. Når man betænker, at over halvdelen af befolkningens idrætsaktivitet finder sted uden for organisationernes regi, er det naturligvis et problem, at de store idrætsorganisationer stort set har monopol på det statslige tilskud, og at anvendelsen ikke står til diskussion.

For det andet er det analytiske niveau i Folketingets idrætsdebatter alt andet end imponerende. Nye ideer, som anfægter den rådende orden, afvises med velmenende stereotyper og floskler i synet på idrætten. På trods af, at antallet af aktive, aldersfordelingen og aktivitetsmønstret har undergået enorme forandringer de seneste årtier, er lysten til at diskutere strukturelle ændringer i statsstøtten uvelkommen.

For det tredje er der en absurd mangel på frie midler at føre idrætspolitik for på statsligt plan. Af de mere end 900 mio.kr., idrætten modtager i statslige tilskud, går ca. 700 mio. kr. direkte til organisationerne via udlodningslovens fordelingsnøgle, mens Kulturministeriet som idrættens ministerium modtager op mod 240 mio. kr., som videresendes til faste beløbsmodtagere som Team Danmark, Lokale og Anlægsfonden, Anti Doping Danmark, Sport Event Danmark og Idrættens Analyseinstitut. Et restbeløb til fri rådighed på nogle få mio. kr. giver ikke meget råderum for en idérig minister, hvis en sådan skulle driste sig til at stå frem.

For det fjerde er idrætten stadig præget af en myte om, at den udgør en enhed, dvs. at alting hænger naturligt sammen fra top til bund, fra den ene gruppering af aktive til den anden. Myten bæres frem af en stadig udbredt forestilling om, at elite skaber bredde, og at det er ødelæggende for idrættens dynamik og organisering at anfægte denne sammenhæng. Men myten indebærer, at det politisk er vanskeligt at anfægte ressourceanvendelsen. Hvad der gavner eliten, gavner også den brede idræt, og det legitimerer specialforbundenes brug af mere end 70 % af deres tilskud på de få i toppen af pyramiden.

For det femte er traditionen med fremlæggelsen af idrætspolitiske redegørelser i Folketinget brudt. Ikke siden kulturminister Ebbe Lundgaards redegørelse i 1997 har nogen minister fremlagt en generel skildring af idrættens situation og udfordringer. Indtil årtusindeskiftet var det en fast tilbagevende ambition for skiftende kulturministre at formulere nogle generelle principper og mål for idrætspolitikken. Bortfaldet betyder, at der ikke på statsligt plan redegøres for et samlet syn på idrættens udvikling og dermed etableres en platform i Folketinget for en bred debat om idrættens vilkår.

For det sjette er politikerne generelt set bange for at geråde i konflikt med idrættens organisationer. Man opfatter det som en vindersag at blive betragtet som en ’idrættens ven’. Man tør ikke stille krav om forandringer. Den synlighed som idrætten kan give en politiker, er særdeles attrået, fordi den opfattes som folkelig.

Når SF’s kulturudvalgsformand finder det svært ”at føre idrætspolitik i Danmark” kan forklaringen også være, at han er formand for det forkerte udvalg. Idrætten er på mange måder en fremmed fugl på kulturpolitikkens eller den folkelige oplysnings område. Stort set alle initiativer rettet mod den brede befolknings idrætsudfoldelse motiveres ud fra forestillinger om værdien af kredsløbs- og styrketræning.  Kaloriepolitik i stedet for kulturpolitik.

Måske skulle han give depechen videre til SF’s sundhedsudvalg.

.

Publiceret på Idrætsmonitor den 6. oktober 2022

.

Illustration: Egon Mathiesen: Fodboldbillede

.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.