..
Af Claus Bøje
..
Jeg vandt det danske mesterskab i fodbold i søndags!
Jeg bor i København, og ”Byens hold’ blev mestre. Jeg så – ganske vist kun på TV – hvordan titusindvis af os københavnere samledes om Parken og begejstrede fejrede sejren. Skabte en fantastisk fest af farver, lyd og bevægelse inde på stadions tribuner og en fuldstændig overvældende smeltedigel af massehenrykkelse bagefter udenfor.
Mit hold vandt – for FCK kalder sig Byens hold.
Ganske vist helt uden mandat fra mig.
Begivenhederne fik mig til at tænke på talen, den tjekkiske præsident Vaclav Havel holdt, da det tjekkiske ishockeylandshold vandt verdensmesterskabet på hjemmebane i Prag i 2000. I stedet for at stille sig i spidsen for begejstringsrusen, som alle andre politikere ville have gjort, gør han det modsatte. Han stiller skeptiske spørgsmål, som det fremgår af talen, der i sin tid blev optrykt i New York Review of Books og refereret i Information af forfatteren Carsten Jensen.
Når tjekkerne råber ”vi vandt” i gaderne, hvem tænker de så på, spørger Havel.
”Hvem vandt mesterskabet? – Os alle sammen?
Var denne fest et sandt udtryk for glæden over at nogle af vores medborgere havde gjort vort land ære? Eller var det for mange mennesker blot en lejlighed til at nære illusioner om sig selv? Er sådanne masse-festligheder ikke blot udtryk for en uvilje mod at tage personligt ansvar for verden og i stedet give efter for behovet for at blive et med flokken, dele dens kollektive følelse af stolthed og uansvarlighed?
Er disse festligheder ikke blot et udbrud af en mørk arketypisk kærlighed til vores egen stamme, som forekommer at være den bedste af alle stammer, blot fordi vi selv tilfældigt hører til den?
Hvordan kan vi vide, hvornår noget så sympatisk og naturligt som at støtte en lokal sportsklub eller et landshold undergår en umærkelig forandring mod at blive det mørke forspil til etnisk had, etnisk udrensning, etniske krige og etnisk grusomhed?
Hvor slutter patriotismen, og hvor begynder nationalismen og chauvinismen?
Hvor slutter den civile solidaritet, og hvor begynder stammefællesskabets lidenskaber?”
Politikerne står i kø for at profilere sig, når danske idrætsudøvere vinder mesterskaber og medaljer. Bakket op af såkaldte eksperter taler de om begivenhedernes betydning for den danske identitet og det nationale fællesskab.
Havel advarer om kimen til nationalisme og chauvinisme og konsekvenserne af stammefællesskabets dunkle lidenskaber.
Absurd nok forsvinder den sammenhængskraft, som idrættens sejrrige udøvere formodes at opbygge, som dug for solen i det øjeblik, nederlaget indkasseres. Ryger holdet ud af den nationale eller internationale mesterskabskamp, er det kun de få – hardcorefansene – der taler om fællesskab. Tomheden breder sig i byen og nationen, og blikket flakker i hverdagen.
Fællesskabsfølelsen står og falder tilsyneladende med vinder/taber situationen, men hvordan kan man tale om et identitetsfunderet fællesskab, når dets etablering bygger på så smal en kode? Hvordan tale om sammenhængskraft, når grundlaget for samhørigheden er så flygtigt?
Hvor er den euforiske besyngelse af idrættens betydning for fællesskaber og identitet i nederlagets stund?
Er taberrollen måske i virkeligheden direkte kontraproduktiv for fællesskabsfølelsen, samhørigheden, sammenhængskraften, identiteten?
Fri os for politikeres og eksperters bragesnak om sammenhængskraft og identitet genereret af idrættens vindere, og lad os blot hengive os til henrykkelsen, når vores hold vinder, og luske slukørede hjem, når det taber.
..
Publiceret på Idrætsmonitor den 26. maj 2022
..
Ill.: Harald Giersing: Fodboldspillere, 1917.
..