Ernst Ludwig Kirchner: Hockey spillere
..
Af Claus Bøje
..
“Idrætspolitikken har hørt til i Kulturministeriet siden 1976“, konstaterer Poul Bache i sin netop udkomne bog ’Finkultur og mangfoldighed’, som over næsten 500 sider skildrer 60 års dansk kulturpolitik. Alligevel har han undladt at beskrive den statslige politik på idrætsområdet gennem dette næsten halve århundrede. Han argumenterer med, at begrebet kulturpolitik i bogen skal forstås som de opgaver, Kulturministeriet gennem tiden har fået finanslovsbevillinger til at støtte.
Bache – tidligere afdelingschef i Kulturministeriet – fremsætter hermed en besynderlig og urimelig forklaring på sin ulyst til af beskæftige sig med idrætten.
For det første fordi det er en faktuel fejl, at idrætten ikke gennem Kulturministeriet har fået finanslovsbevillinger i perioden. Staten finansierer gennem finanslovens §7 Kulturministeriets varetagelse af idrætten. Men Bache har tilsyneladende haft øjnene stift rettet mod § 21, som alene omhandler departementets konti. Men også herfra udgår midler til idrætten – og begge er §’er på finansloven.
I et statsligt perspektiv er idrætten den kultursektor, der modtager flest offentlige midler – og næstflest på Kulturministeriets område. Kulturministeriet udbetaler godt 1 mia. kr. til idrætten. Det overgås kun af tilskuddet til scenekunst, som modtager 1,3 mia. kr. Tilskuddet til idrætten udgør 11% af Kulturministeriets samlede udbetalinger.
For det andet fordi Kulturministeriet gennem en række ’styrelser’ har ført en markant kulturpolitik rettet mod idrætten. Det gælder især gennem oprettelsen af Lokale og Anlægsfonden og Team Danmark, men også ved initiativer som Idrættens Analyseinstitut, Idrætspolitisk Idéprogram, Anti Doping Danmark og Sport Event Danmark. Hertil kommer, at Kulturministeriet i den periode, ministeriet har varetaget idrætten, har gennemført tre store betænkninger om idrættens betydning for det danske samfund – Betænkning om Idrætten og Friluftslivet (1974), Betænkning om eliteidrætten i Danmark (1984 – efterfølgende revision i 2004) og Betænkning om breddeidrætten i Danmark (1987). Endvidere har skiftende kulturministre fremsat idrætspolitiske redegørelser i Folketinget – den seneste i 1998 ved Ebbe Lundgaard.
For det tredje fordi en række kulturministre gennem årene meget aktivt har søgt at profilere sig gennem idrætten – ikke mindst Niels Matthiasen, Mimi Stilling Jakobsen, Ebbe Lundgård, Elsebeth Gerner Nielsen og Brian Mikkelsen. Senest Joy Mogensen med hendes interessante sammenligning af håndboldhallen og Det Kgl. Teater.
Direkte absurd bliver udeladelsen, når man betragter idrættens umådelig dominerende indflydelse på samfundets kultur. Medierne formidler uhæmmet eliteidrættens præstationer, og samme idræt tilskrives uvurderlige kvaliteter for befolkningens følelsesliv, identitetsfornemmelse og sammenhold. Over halvdelen af befolkningen er idrætsaktiv og besynger det fællesskab, idrætten giver anledning til. Idrætten præger sprog og opdragelse og betragtes som en relevant løsning på alt fra sundhedsproblemer til effektivt management. Idrætten er en kult med alt for vidtrækkende betydning for befolkningens bevidsthedsliv til ikke at blive taget alvorlig som del af samfundets kulturpolitik.
Ved at skrive idrætten ud af kulturpolitikken legitimerer Baches bog undladelsen af en stillingtagen til idrættens kvaliteter i en kulturpolitisk sammenhæng. 60 års dansk kulturpolitik fremstår amputeret.
Det sker på et tidspunkt, hvor der mere end nogensinde – jf. sommerens sportsbegivenheder – er behov for en kulturpolitisk diskussion af idrættens umådeholdne betydning.
..