Sportsmenneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed

Facebooktwitterlinkedinmail

Poul Anker Bech: Fodbolderemit

.

Af Lars Jørgensen

.

”Boykot! Boykot! Boykot”, råber det danske sportsfolk fra stadioner og tribuner landet over.

”Dialog! Dialog! Dialog!”, svarer sportens magthavere i Danmarks Idrætsforbund og Dansk Boldspil-Union.

Forårets idrætspolitiske kamp om næste års fodbold-VM i Qatar og vinter-OL i Kina har pustet nyt liv i det danske sportsdemokrati.

Det er en demokratisk oplysningskamp, som handler om menneskerettigheder for fattige gæstearbejdere og religiøse mindretal i autokratisk styrede værtsnationer for globale sportsbegivenheder.

Men den lige så aktuelle idrætspolitiske debat om en lukket European Super League i fodbold, der kun har til formål at gøre verdens rigeste fodboldklubber endnu rigere, drejer sig om økonomisk solidaritet.

Og i fjor kulminerede flere års diskussioner om ytringsfrihed i sport, da atleter verden over efter politimordet på den sorte amerikaner George Floyd begyndte at knæle i sympati med Black Lives Matter-bevægelsen, som kæmper imod social ulighed og racisme i USA.

Det gør den idrætspolitiske kamp om menneskerettigheder i sport til en del af noget større, hvor mange atleter og fans ikke længere blot betragter sport som en leg, men som et politisk instrument til demokratiske forandringer.

.

Sportens arbejderbevægelse

Hverken menneskerettigheder, økonomisk solidaritet, ytringsfrihed, social ulighed eller racisme er imidlertid nye idrætspolitiske debatemner.

Disse og mange andre idrætspolitiske emner er blevet diskuteret i sporten gennem mere end hundrede år, hvor især sorte og kvindelige sportsudøvere har kæmpet for deres demokratiske rettigheder i en sportsverden, der oprindelig kun var tiltænkt hvide mænd. 

Det nye er, at det ikke længere kun er enkelte demokratiforkæmpere blandt atleter og fans, som protesterer over sportens skyggesider, men et stærkt kollektiv, der ligner tegningen til sportens arbejderbevægelse.

I en alliance med oplysningsindustrien og stadig flere fagforeninger for idrætsudøvere kræver atleter og fans af vidt forskellig nationalitet, etnisk oprindelse, religion, social status og politisk observans, at sportens magthavere nu tager alle sportsarbejderes demokratiske rettigheder alvorligt.

Omvendt forsvarer sportens magthavere sig med, at de har forsøgt, men at det er svært at finde den nødvendige globale opbakning til oplyst demokrati i sportens verden, fordi kun en tredjedel af klodens godt 200 lande hylder de demokratiske værdier.

.

Hvad er oplysning?

Boykot-holdet synes imidlertid ikke at have noget bud på, hvor mange andre udemokratiske lande end Qatar og Kina, der skal boykottes, eller hvem der skal betale regningen for sportens manglende indtægter fra de udelukkede diktaturstater, når demokratikampen er vundet.

Dialog-holdet synes til gengæld at have glemt, at atleter og fans i demokratiske lande ikke kun er betalende medlemmer og kunder i sportens foreninger og forretninger, men samfundsborgere med egne idrætspolitiske holdninger og idealer.

Men for begge parter i striden synes oplysning at være nøglen til en løsning, hvilket gør det relevant at se på den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kants besvarelse af spørgsmålet ’Hvad er oplysning?’:

’Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglende formåen til at bruge sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen ikke skyldes en mangel ved forstanden, men ved manglende beslutsomhed og mod til at klare sig uden en andens ledelse’.

.

Et mørklagt diktatur

Kant formulerede sin oplysningstanke i 1784. Derfor kan man undre sig over, at mange atleter og fans i et oplyst demokrati som det danske først nu har fået beslutsomhed og mod til at træde ud af deres selvforskyldte umyndighed og ind i den idrætspolitiske debat uden idrætsorganisationernes ledelse. For mange demokratikampe har siden da fået næring af netop Kants oplysningstanker.

Men som sportens magthavere påpeger, er det svært at gøde sporten med demokratiske værdier i en verden, hvor de ikke gror lige godt alle steder.

Af samme årsag kan man derfor også undre sig over, at danske idrætsorganisationer efter mere end hundrede års samarbejde med internationale idrætsorganisationer bliver ved med at tro på dialog som et middel til demokratisk oplysning af en sportsverden, hvor autokratisk styrede lande aldrig har haft en større magt end de har i dag.  

Utallige antidemokratiske sportsledere har dokumenteret, at krænkelse af menneskerettigheder og økonomisk kriminalitet nærmest er en sport i sig selv i internationale idrætsorganisationer, selv om de hævder at fremme demokratiske dyder som fællesskab og solidaritet.   

Sport er et autonomt parallelsamfund, som i demokratiske lande måske nok ligner et oplyst demokrati, men som i praksis minder om et mørklagt diktatur, hvor demokratiske love om magtens tredeling og offentlig indsigt i private foreninger og klubbers forvaltning ikke eksisterer.

Og i de diktaturstater, som mange af sportens ledere foretrækker at placere store sportsbegivenheder i for at undgå demokratiske forhindringer, risikerer sportsmennesket at blive smidt i fængsel eller at få hovedet hugget af, hvis det råber alt for højt om demokratiske rettigheder.

.

En streg i sandet

I diktaturer kan sportens demokratiske oplysningskamp være en kamp på liv og død, som selv mange af de mest forhærdede formidlere af oplysning i demokratiets fjerde statsmagt, nyhedsmedierne, har svært ved at forestille sig.

Derfor er det ikke overraskende, at der skulle gå ti år, før den fjerde statsmagt kollektivt begyndte at formidle de oplysninger om et stort antal døde VM-gæstearbejdere i Qatar, som i foråret fik vestlige atleter og fans til at træde ud af deres selvforskyldte umyndighed med et argument om, at det er usportsligt at spille fodbold på de dødes grave.

I demokratiske oplysningskampe bliver det sidste ord dog sjældent sagt. Demokratiske mål og midler er altid til forhandling. På samme måde, som man i politik og journalistik kun har et standpunkt, indtil man tager et nyt.

For fem år siden, da Michael Laudrup fik kritik for sit engagement som fodboldtræner i Qatar, forsvarede Weekendavisens fodboldskribent ham med et argument om, at ’vi får travlt, hvis vi skal brændemærke de sportsfolk, der er på lønningslisten i tvivlsomme virksomheder eller bosat i udemokratiske lande. Og hvilken komite skal mon tiltros moralsk overhøjhed til at belære den enkelte idrætsøver om ret og vrang?’

Efter den engelske avis The Guardians oplysninger i februar i år om, at 6.500 gæstearbejdere angiveligt er døde som følge af arbejdet med at gøre Qatar værtsklar til VM i fodbold, sparkede den samme skribent nyt liv i den danske menneskerettighedsdebat, da han som medforfatter til en artikel med overskriften ’Blodbold’ opfordrede til en dansk boykot af VM med en begrundelse om, at ’det er på tide at slå en streg i sandet’.

.

Demokratisk oplysningspligt

Hvorvidt 6.500 døde arbejdere i Qatar på ti år er mange set i forhold til, at 27 millioner arbejdere ifølge International Trade Union Confederation er døde i den samme periode andre steder i verden på grund af arbejdsulykker og arbejdsrelaterede sygdomme, er ikke et spørgsmål, der fylder så meget i debatten.

Men eksemplet er med til at understrege nyhedsmediernes udfordringer med at sætte demokratiske mål og midler til offentlig forhandling på et tilstrækkeligt oplyst grundlag, selv om danske nyhedsmedier får milliarder af kroner i offentlig støtte for at producere oplysning, der kan fremme den demokratiske debat.

Når nyhedsmedier i stadig stigende grad skal finde oplysning om sportens skyggesider i livsfarlige, mørklagte diktaturer, hvor demokratiets fjerde statsmagt sjældent er velkommen, er det derfor nærliggende at spørge, om det kun er de statsstøttede nyhedsmedier, der har en demokratisk oplysningspligt? Eller om idrættens offentligt støttede organisationer har et medansvar for at oplyse de borgere, som betaler sportsgildet?

.

Idrætspolitisk propaganda

Da det internationale fodboldforbund FIFA for 11 år siden tildelte Qatar værtskabet for VM i 2022, var der ikke mange danske nyhedsmedier, der bekymrede sig om at formidle oplysning om landets krænkelse af internationale menneskerettigheder. Og kun få af dem borede i de vedholdende korruptionsanklager om, at sheikerne i Qatar købte det nødvendige antal stemmer i FIFA’s topledelse for at få VM-værtskabet.

Dansk Boldspil-Union begyndte først at vise interesse for forholdene i Qatar i 2016, efter at organisationer som Amnesty International, Human Rights Watch og International Trade Union Confederation i årevis havde påpeget, at Qatars to millioner fattige gæstearbejdere bygger landets mange nye VM-stadioner under slavelignende forhold.

Senest er Danmarks Idrætsforbund også kommet på banen med kritik af Qatar efter et årti, hvor forbundet har været forsigtige med at stille demokratiske krav til landet. Måske for ikke at støde Qatars enevældige emir Tamim bin Hamad Al-Thani, der er medlem af den Internationale Olympiske Komite, som Danmarks Idrætsforbund er underlagt i olympiske sammenhænge, fordi bestyrelsen også er Danmarks Olympiske Komite.

I dag har danske nyhedsmedier generelt en langt bedre balance i deres dækning af sportsunderholdning og sportspolitik end for bare få år siden. Men de danske sportsorganisationers bidrag til den demokratiske oplysning af atleter og fans bærer stadig mest præg af at være propanda for organisationernes egne idrætspolitiske dagsordener.

I et demokratisk oplysningsperspektiv er der en slående lighed mellem de kommunikationsstrategier, danske idrætsorganisationer anvender, og de kommunikationsstrategier, som kendetegner de diktaturstater, de danske organisationer nu tager afstand fra. Ingen af stederne synes selvkritik at være en del af strategien.

.

Offentlig aktindsigt

Måske er det naivt at forvente, at de danske idrætsorganisationers hær af kommunikationsmedarbejdere i respekt for de døde sportsarbejdere i Qatar nu begynder at skrue ned for propagandaen og op for en kritisk belysning af skyggesiderne i den sportsverden, de lever af. Men det ville være godt for sportsdemokratiet, hvis de gjorde.

På samme måde ville sportsdemokratiet blive styrket, hvis de danske politikere i regering og folketing på baggrund af den aktuelle danske sportsdebat begynder at overveje en ændring af loven om offentlig aktindsigt, så den også kommer til at omfatte offentligt støttede foreninger og klubber i dansk idræt.

Det er ikke sikkert, at dansk idræt har noget at skjule. Men et politisk indgreb, som har til formål at belyse sportens skyggesider, ville sende et klart signal til resten af verden om, at danske politikere tager det oplyste sportsdemokrati lige så alvorligt som de mange danske atleter og fans, der nu er trådt ud af deres selvforskyldte umyndighed og ind i den idrætspolitiske debat.

I ti år har fem danske kulturministre på skift forholdt sig tavse til nyhedsmediernes gentagne kritik af Qatars behandling af landets to millioner gæstearbejdere. Derfor vil den danske kulturminister, som skaffer politisk flertal for offentlighedens ret til indsigt i, hvordan dansk idræt forvalter sine offentlige støttekroner, formentlig også være sikker på at få tilbudt livsvarigt æresmedlemsskab af samtlige fanklubber i dansk idræt.

Men det er nok klogt at handle hurtigt. For der er under et år til vinter-OL i Beijing er planlagt til at blive afholdt i skyggen af Kinas koncentrationslejre for landets muslimske mindretal. Og intet tyder på, at debatten om Qatar når at køle af, inden fodbold-VM efter planen om halvandet år sparkes i gang på de døde stadionarbejderes grave.

.

Lars Jørgensen, freelancejournalist

.

Print Friendly, PDF & Email
Facebooktwitterlinkedinmail

1 thought on “Sportsmenneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed

  1. Tusind tak for interessant skriv.
    Qatar er 2.7mio ish. 300.000 er qataraner. Det giver 2.4 mio.
    Jeg ved ikke om fortællingen om 2 mio migrantarbejdere er fattige. Der er rigtig mange beskæftiget i Oil&Gas, Health sector, Qatar Airways, hotel branche, Education (skolelærer, elever, alt omkring Qatar uni og gæste universiteterne, finance, sport, TV osv.
    Jeg er selv fysioterapeut hernede.
    Alle der ikke har Qataransk pas er i princippet migrant. Jeg læste at der er ca 600.000 arbejdere i byggebranchen. Men jeg kan ikke få tallet til at passe med 2 mio fattige migrantarbejdere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.