Benhård idrætspolitisk kamp bag udformningen af charter

Facebooktwitterlinkedinmail

Jim Dine: Olympic robe

.

Af Mogens Kirkeby

.

Der udspiller sig i øjeblikket en benhård og rendyrket idrætspolitisk magtkamp om fortællingen om europæisk idræt. En kamp på ord, hvor idrætsforbundene med relationer til den internationale olympiske komite ønsker sig en monopollignende organisationstruktur baseret på den organisatoriske fortælling om en pyramidemodel med en lyksalig og ubrydelig sammenhæng mellem motionsidræt og medaljeidræt – og hvor pengene efter sigende flyder fra eliten til motionisten.

Men lobbyisterne for denne såkaldte ”Pyramidemodel” mangler at svare på mindst to spørgsmål:

Skal vi afskaffe forenings- eller organisationsfriheden?

Og hvad gør vi ved virkeligheden?

Europarådets Sport Charter

Europarådets Sport Charter er under revision. Og – indrømmet – det kan lyde tørt og ligegyldigt, for i idrætsverden er det jo kvaliteten og kvantiteten af praksis – ikke indrammede skåltaler – der gør forskellen for borgernes motion og idræt. Men Europarådets Sports Charter har en historisk tyngde og ikke mindst en basis i fundamentale menneskerettigheder. Teksten danner et meget fint alment  værdigrundlag for idrættens praksis og organisering i Europa – til fri guidning for landenes og det civile samfunds håndtering af idræt og motion. Så det er naturligvis værd at kæmpe for.

Europarådet blev oprettet i 1949 af 10 vesteuropæiske lande, heriblandt Danmark, med det formål at sikre fred og internationalt samarbejde efter 2. verdenskrig. I dag er 47 europæiske lande medlemmer af Europarådet og vedkender sig derved de centrale principper om fremme af demokrati, menneskerettigheder og retsstat. Grundstenen i samarbejdet er medlemstaternes tiltrædelse af Menneskerettigshedskonventionen, der indledes med: ”Ethvert menneskes ret til livet er beskyttet ved lov”. Og som senere i artikel 11 beskriver forsamlings- og foreningsfrihed, sådan; ”Enhver har ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger og til foreningsfrihed, herunder ret til at oprette og slutte sig til fagforeninger for at beskytte sine interesser”.

Europarådets arbejde på idrætsområdet har taget seriøst afsæt i de grundprincipper, som indrammer samarbejdet mellem medlemstaterne – den enkelte borgers fundamentale rettigheder. I  1966 introduceres mottoet ”Idræt for alle” og der blev taget initiativer til fremme af unges deltagelse i idræt.  I 1967 vedtog den øverste myndighed, Ministerkomiteen, en resolution, der fordømte doping og gav anbefalinger til medlemslandenes bekæmpelse af dopingmisbruget.

I 1975 vedtages European Sport for All Charter, der har indgangsreplikken: ”Enhver har ret til at deltage i idræt”. Og der går en lige politisk linje mellem ideen i dette European Sport for All Charter fra 1975 til den resolution, som ministrene vedtog i Georgiens hovedstad Tbilisi i oktober 2018, hvor første forpligtelse er: ”Vi forpligter os til at fremme fysisk aktivitet og idræt for alle som en grundlæggende rettighed for ethvert menneske”. Idræt er for alle og det skal alle arbejde for.

Gennem årene har organiseringen af det idrætspolitiske samarbejde i Europarådet ændret sig. I tre årtier fra 1977 til 2007 var rammen det såkaldte Committee for the Development of Sport (CDS). CDS bestod af repræsentanter fra medlemslandene og nogle få observatører – både lande som eksempelvis Canada og ganske få NGO observatører – primært ENGSO og ISCA.

CDS blev afløst af en frivillig aftale med det lidet mundrette navn ”Enlarged Partial Agreement on Sport (EPAS)” støttet af interesserede medlemstater – i begyndelsen omkring 20 lande – i dag er 40 af de 47 medlemslande medlemmer af ”Enlarged Partial Agreement on Sport (EPAS)”, ligesom 25 idrætsorganisationer er medlem af et rådgivende udvalg.

.

Enhed eller mangfoldighed

Værdierne og principperne er de samme, men verden – også idrætsverden – har forandret sig, og helt naturligt er det grundlæggende charter for idræt i Europarådsregi også justeret og opdateret. Og så er vi tilbage ved den idrætspolitiske magtkamp om fortællingen om europæisk idræt.

Mens de fleste medlemslande, forskere i idrætssektoren og organisationer uden tilknytning til IOC, mener at idrætsvirkeligheden i Europa er kendtegnet ved blandt andet mangfoldighed og organisatorisk pluralisme – så forsvarer organisationer med relationer til den internationale olympiske komite en pyramidemodel med en enhedsstruktur.

Det er naturligvis fuldt legitimt at fremme en fortælling, man har forkærlighed for. Det er også forventeligt, at det bliver iscenesat enstemmigt og koordineret af medlemmerne af den olympiske familie. Sådan er idrætspolitik også.

Der, hvor det bliver en stemme fra fortiden, er når fortalerne mener, at de organisationer, der udgør pyramiden er modellen, der beskriver europæisk idræt med den fine titel European Sports Model. Og at vi skal gøre alt for at beskytte lige præcis den opfattelse og fortalernes økonomi for at redde det europæiske kontinents idrætsdeltagelse.

Det bliver også en smule anmassende når pyramidens organisationer i fællesskab introducerer en af sine største slagnumre ’Den økonomiske solidaritet’. I den fortælling tjenes pengene af medaljeidrætten og gives videre til motionsidrætten. Der er idrætter, der på eliteplan giver et overskud, der redistribueres – primært fodbold i visse lande. Hvor mange promille af idrætsøkonomien, det er, og hvor langt ned i bredden de når – det fortaber sig lidt i tågerne. Omvendt er der mange idrætsdiscipliner indenfor pyramiden, hvor eliten medfinansieres af motionsnistbetalingen. Det er naturligivs helt demokratisk legalt og vel også en form for økonomisk solidaritet. Den får dog meget begrænset omtale i forsøget på at fremme den såkaldte solidaritet i European Sports Model.

Helt provokerende og utidssvarende bliver det, når pyramidemodellens forkæmpere mener, at det er vigtigt for stort set alt i idrætten, ’at een organisation per idræt eller een paraplyorganisation, er den anerkendte partner for de offentlige myndigheder’. Undskyld mig, men det lyder som noget fra en svunden tid i Europa, som kun få ønsker sig tilbage til. Men talt op bliver den. Det skete f.eks. i marts, hvor IOC præsidenten Thomas Bach mødtes med EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen for blandt andet at drøfte, ”den værdi- og solidaritetsbaserede European Sports Models og dens bidrag til det europæiske samfund”, som det beskrives på IOC’s hjemmeside.

Vi kan betegne pyramidemodellen som et frivilligt aftalesystem mellem et antal organisationer. For nogle organisationer betyder de indbyrdes relationer og fælles branding meget. For andre organisationer er det nok mere frygten for at stå udenfor, der holder dem til den hellige ild.

Pyramiden er en del af den europæiske idræt. men når det gælder antallet af borgere, der er motions- og idrætsaktive, så udgør modellen et mindretal.

Derfor er der også mange andre fine modeller, der langt bedre beskriver helheden og omfanget af idræt i Europa. En af disse modeller er en model, der i tegnet form ligner en kirke og derfor også kaldes ”kirkemodellen”. Her er pyramiden reduceret til at udgøre kirkespiret, mens de fleste idrætsaktive er lokaliseret i de noget større og mere jordnære dele af kirken.

I løbet af de næste måneder bliver den næste version af Europarådets European Sport Charter til. Jeg tror og håber ikke, det lykkes at forvanske et meget demokratisk, mangfoldigt og inkluderende charter til en skygge af sig selv i form af en monopolistisk pyramidemodel.

Vi har brug for et charter, der beskriver og inkluderer hele idrætten – en model som tager afsæt i nutiden og rækker ud til fremtiden – ikke tilbage til en forgangen fortid.

.

Mogens Kirkeby er præsident for International Sport and Culture Association (ISCA) og medlem af hovedbestyrelsen i DGI.

Print Friendly, PDF & Email
Facebooktwitterlinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.