Dansk Idrætspolitik

Banksy

…

.

Af Claus Bøje

.

Den kommende direktør for Team Danmark må forventes at besidde egenskaber, som repræsenterer en bred indsigt i institutionens opgaver. Direktøren må formodes med sit overblik og samlende indsats at kunne balancere de forskellige sider af virksomhedens formål. Direktøren må fagligt og menneskeligt kunne trække på et bredt spekter af erfaringer, som kan støtte og inspirere medarbejderne på de mange forskellige arbejdsområder.

Men sådan skal det åbenbart ikke være i fremtiden. Det netop offentliggjorte stillingsopslag til en ny direktør i Team Danmark (se her) er reelt et kup mod institutionens lovgrundlag. Nu skal dansk eliteidræt primært opfattes som en vare, og markedet skal tillægges en betydning, som både direkte og indirekte kommer til at regulere udviklingen gennem sine prioriteringer.

Inden påstanden underbygges nærmere, må det være på sin plads at erindre om Team Danmarks omfattende formål.

Lovgrundlaget angiver, at institutionen skal

1) varetage den overordnede planlægning vedrørende eliteidrætten

2) sikre en kulturpolitisk forsvarlig udvikling af eliteidrætten

3) iværksætte trænings- og instruktionsmuligheder for eliteidrætsudøvere

4) sikre en forsvarlig udvikling af eliteidrætsudøvere fysisk, personligt og socialt

5) varetage talentrekruttering og -udvikling

6) yde individuel økonomisk støtte til eliteidrætsudøvere

7) iværksætte rådgivning, forskning og formidling

8) tilvejebringe uddannelsestilbud til eliteidrætsudøvere

9) etablere arbejdsmarkedsmæssige og sociale støtteforanstaltninger for eliteidrætsudøvere

10) yde rådgivning og økonomisk støtte til specialforbundene under Danmarks Idræts-Forbund

11) samarbejde med de kommunale og amtskommunale myndigheder om eliteidræt, herunder faciliteter

12) samarbejde og indgå aftaler med medier og sponsorer, bl.a. om salg af rettigheder og ydelser.

Sammenfattende er det Team Danmarks opgave at udvikle eliteidrætten på en social og samfundsmæssig forsvarlig måde – med kulturpolitikken som grundlag, og institutionen skal besidde stærke social-, uddannelses- og sundhedspolitiske kompetencer kombineret med indsigt i fysiologisk og psykologisk forskning, offentlig forvaltning, medier og arbejdsmarkedsmæssige forhold.

Altså en ganske omfattende forpligtelse. Så smukt og klart formuleret i 12 punkter.

Men med en enkelt undtagelse afspejles intet af alt dette konkret i stillingsopslaget. Det taler i generelle vendinger om lederevner (og et bankende hjerte) som kun rekrutteringskonsulenter kan formulere dem. Og dog: Et punkt i formålsparagraffen fremhæves. Nemlig 12. og sidste punkt. Her sættes der så til gengæld turbo på.

Den kommende direktør skal således ”kommercialisere Team Danmarks aktiviteter” og ” drive en kommerciel agenda”. Han eller hun skal repræsentere ”en dokumenteret historik for at skabe kommercielle resultater fra tidligere karriereforløb, være er i stand til at fastsætte ambitiøse kommercielle målsætninger og være vedholdende og energisk i forhold til at indfri dem”. Og vedkommende ”skal være strategisk velfunderet med fremragende forretningsforståelse og blik for at opfange og omsætte nye markedsmuligheder til konkrete resultater”.

Team Danmark har i international sammenligning altid været en bemærkelsesværdig institution. Institutionens kulturpolitiske fundering og vidtgående hensyntagen til eliteudøvernes trivsel i bredeste, humanistiske forstand har skabt beundring viden om. Lovtekstens indledende fanfare om at udvikle eliteidrætten på en social og samfundsmæssig forsvarlig måde er en formulering, der særdeles bevidst er lagt ind i lovens formålsparagraf – netop for at beskytte danske eliteidrætsudøvere mod de uheldige virkninger af eliteidrættens omfattende kommercialisering.

Derfor er stillingsopslaget ikke bare oprørende læsning, det er deprimerende. For stillingsopslaget signalerer, at bestyrelsen med den forholdsvis nye formand, Hernings borgmester Lars Krarup, i spidsen ønsker at omdanne Team Danmark fra en kulturpolitisk institution baseret på de grundlæggende værdier og principper i dansk kulturpolitik til en kommerciel virksomhed underlagt markedets logik og krav. Team Danmark skal nu ligge i ske med det private erhvervsliv og primært drives ud fra markedsmæssige hensyn.

Stillingsopslaget er reelt et politisk kup. Man må håbe, at kulturministeriet opfanger de nye signaler og forsvarer og fastholder institutionens placering i den offentlige kulturpolitik.

Kulturministeren bør gribe ind og insistere på et stillingsopslag, der korresponderer med lovens ånd og bogstav.