Armlægning om armslængde

Fernand Leger: La grande Julie

Den mest omfattende idrætspolitiske konflikt i Danmark nogensinde udspillede sig i 1990’erne og kulminerede i 1998. 

Hovedrolleindehaverne var på den ene side kulturminister Ebbe Lundgaard og på den anden side formændene for DIF og DGI Kai Holm og Leif Mikkelsen. Stridspunktet var overordentligt principielt. Det drejede sig om, i hvilket omfang staten kunne have forventninger eller stille direkte krav til de frivillige organisationer.

Baggrunden var den kolossale stigning, der havde fundet sted i udlodningen af de såkaldte tipsmidler i begyndelsen af 1990’erne. I løbet af en meget kort årrække fik idrætsorganisationerne tredoblet deres indtægter fra staten efter indførslen af Lotto. Pengene fossede ind, uden at organisationerne på nogen måde havde givet anledning til de øgede indtægter, og DIF og DGI  vidste dårligt, hvad de skulle anvende de mange penge til.

Konflikt og “forståelse”

Situationen gav selvfølgelig anledning til øget opmærksomhed fra politisk side. Først Jytte Hilden og siden Ebbe Lundgaard rejste en række helt principielle spørgsmål om forholdet mellem staten og de frivillige organisationer. Kunne staten stille specifikke krav til de frivillige organisationer, når nu deres indtægter stort set kun beroede på statslige midler? Kunne staten påtage sig en selvstændig idrætspolitisk rolle, hvis  organisationerne ikke levede op til statens forventninger?

Det var helt centrale spørgsmål, der berørte den hidtidige balance mellem den offentlige og den frivillige sektor. Hidtil havde organisationerne levet et stille liv uden nogen form for politisk indblanding. 

Den tid var nu forbi. 

Jytte Hilden markerede fra starten af sin embedsperiode en klar og selvstændig idrætspolitisk profil. Og hun lykkedes med at oprette Lokale & Anlægsfonden og senere rejse en bredere idrætspolitisk debat om forholdet mellem staten og idrættens organisationer gennem en omfattende kulturpolitisk udredning. På idrætsområdet resulterede det i bogen ”Idrættens tredje vej” af Claus Bøje og Henning Eichberg, som foreslog, at Kulturministeriet oprettede en uafhængig og sagkyndig instans på idrætsområdet parallelt med de statslige fonde på de øvrige kulturområder (kunst, teater, musik, film etc.).

Ebbe Lundgaard fulgte op med en undersøgelse af, hvilke samfundsmæssige opgaver idrættens organisationer udførte, og hvilke de kunne påtage sig. På baggrund af undersøgelsen foreslog Lundgaard oprettelsen af en statslig idrætsfond på 75 mio. kr. Fonden skulle finansieres ved at reducere tipsmidlerne til idrættens organisationer tilsvarende.

Forslaget affødte et ramaskrig fra Kai Holm og Leif Mikkelsen. Især Leif Mikkelsen holdt fast i det helt grundlæggende princip, at staten ikke kunne blande sig i de frivillige organisationer, og i hvordan de anvendte midlerne. Tildelingen af de statslige midler måtte bero på ubetinget tillid til det frivillige arbejde. 

Konflikten eskalerede og blev meget personlig. Til sidst kunne de to formænd bogstavelig talt ikke være i stue med ministeren. Konflikten fandt dog en tilsyneladende løsning i indgåelsen af en såkaldt ”forståelse” mellem ministeren og idrætsorganisationerne. Her accepterede de oprettelsen af en noget mindre fond mod, at ministeren ikke blandede sig i organisationernes eget virkefelt. Det viste sig imidlertid hurtigt, at organisationerne havde indgået aftalen på skrømt. De havde udført et dygtigt benarbejde hos de politiske partier og vidste, at ministeren ikke kunne opnå flertal i Folketinget for oprettelsen af en statslig fond.

Lundgaards efterfølger Elsebeth Gerner Nielsen ønskede fra sin tiltrædelse at lande en blød aftale. Resultatet blev oprettelsen af Idrætspolitisk Idéprogram og formuleringen af et fælles charter om samspillet mellem staten og de frivillige organisationer. Det Idrætspolitiske Idéprogram blev dog nedlagt i forbindelse med den nye VK-regerings nedlæggelse af råd og nævn i 2002. 

Autonomien udvandes

Siden har der været ret stille om de helt grundlæggende spørgsmål vedrørende statstilskud og armslængde. Men balancen mellem staten og den frivillige sektor er forrykket markant. 

Staten har oprettet en række statslige institutioner med idrætspolitiske opgaver, og organisationerne er underlagt en form for resultatkontrakt med årlige afrapporteringer på klart fastsatte mål. På kommunalt niveau har der især efter kommunalreformen i 2008 udviklet sig et mere dybtgående samarbejde med udgangspunkt i formuleringen af kommunale idrætspolitikker.

Et nyligt offentliggjort studie fra Center for Forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på SdU udarbejdet af Bjarne Ibsen og Klaus Levinsen viser imidlertid, at samarbejdet måske har nået en grænse i hvert fald på kommunalt niveau. Omfanget af konkrete samarbejdsprojekter mellem kommunale institutioner og de frivillige foreninger er ganske vist udbredt, men stagnerende eller i direkte tilbagegang, og blandt foreningerne er der en udbredt tilbageholdenhed. 40 % af foreningerne synes ikke, det er deres opgave at bidrage til løsningen af kommunale opgaver.

Det står i grel modsætning til de landsdækkende organisationers kapløb om at ”gøre sig til” over for staten. 

DIF har med vanlig fornemmelse for ”public affairs” benyttet valgkampen til at rette fokus mod bl.a. en indsats for socialt udsatte grupper. DIF stiller politikerne i udsigt, at de vil kunne udføre en stor indsats, hvis blot de får lidt flere midler – permanent.

DGI har på sin side engageret sig massivt i en antirygekampagne. Umiddelbart kan det forekomme uskyldigt og sympatisk. Men DGI overtræder en klar linje. Det er en bevægelse væk fra organisationernes idrætspolitiske opgaver til at løfte andre – i dette tilfælde sundhedspolitiske – opgaver. 

I de første hundrede år af idrætsorganisationernes levetid var der en klar, respekteret adskillelse mellem staten og de frivillige organisationer. Organisationerne insisterede på deres autonomi, og staten overlod fuldstændigt ansvaret for området til organisationerne.

Det er ændret markant de sidste to årtier.

Men hvor diskussionen i 1990’erne drejede sig om at give staten plads til at føre en aktiv og selvstændig idrætspolitik som supplement til de frivillige organisationer, har staten nu overladt al initiativ og økonomi til organisationerne, som til gengæld står i kø for at løse opgaver for staten. 

4 thoughts on “Armlægning om armslængde

  1. Tak for endnu et godt blogindlæg. Altid dejligt med et kritisk, analytisk og tilmed historisk perspektiv på den idræt, vi alle brænder for at få flere med i. I GAME føler vi også, at det er vores historie, da vi blev undfanget i det smalle vindue, som IPIP udgjorde omkring årtusindskiftet. I dag er det ikke staten, men private fonde, som f.eks. Nordea-fonden, som muliggør at det skæve kan vokse frem. Men hvis det skal slå rødder og folde sig ud til gavn for de mange, vil der fortsat være behov for at staten/politikerne er deres ansvar bevidst og begynder at føre en aktiv og selvstændig idrætspolitik som supplement til de frivillige organisationer. Præcis som der foreslås i indlægget her.

  2. Fint indlæg. Og enig med Simon Prahm i at det er fondene, der langt hen af vejen sørger for at holde hånden under den idræt som ikke er foreningsbåren og som appelerer til de mere udsatte grupper. Det er ikke holdbart og der er brug for en aktiv idrætspolitik fra statens side, der har blik for de allermest idrætssvage grupper som ikke dyrker idræt i foreninger. Med hensyn til DIF´s (og DGI´s) fokus på de allermest udsatte grupper er det vigtig at pointere at de rent faktisk vil bidrage med midler til en platform for udsatte idrætten og altså ikke vil modtage midler. De midler skal udelukkende gå til de landsdækkende aktører indenfor udsatteidrætten som driftsstøtte. De vil altså heller ikke have kontrollen over midlerne. Det der er tanken bag DIF´s og DGI´s engagement og selve konstruktionen er at der skal være et langt større samarbejde mellem den organiserede idræt og udsatteidrætten med henblik på at udnytte faciliteter, know how og netværk så vi kan udbrede idrætten til endnu flere udsatte grupper

    bh Martin S. Pedersen, sekretariatsleder Ombold

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.