Den russiske dopingskandale og WADA vil utvivlsomt komme til at optage megen idrætspolitisk opmærksomhed i de første måneder af 2019. Opmærksomheden vil følge flere spor:
For det første spørgsmålet om, hvilke sanktioner det vil påføre Rusland, at man her ikke gav WADA adgang til det forseglede laboratorium inden fristens udløb den 31. december 2018. Ganske vist har de russiske myndigheder nu givet tilladelse til, at WADA kan komme ind på laboratoriet den 9. januar og hente de mange systematisk registrerede data om russiske atleter og deres formodede dopingmisbrug. Men det står stadig fast, at Rusland ikke indfriede de krav, der var stillet om at give adgang inden fristens udløb. WADA skal derfor tage stilling til, hvilke konsekvenser det skal have. Formelt set skal Rusland erklæres non-compliant og som følge heraf udelukkes fra al internationalt sportsligt samkvem. Men det sker næppe.
For det andet – og måske mere interessant – er der spørgsmålet om, hvad de mange data vil vise. Hvis de, som alle forventer, beviser et omfattende og systematisk dopingmisbrug, vil det i første række få konsekvenser for de berørte atleter. De vil få frataget medaljer, mesterskaber og rekorder. Men det vil være svært ikke også at konkludere, at der har været tale om et systematisk program planlagt og gennemført af de russiske myndigheder. Spørgsmålet er så, hvor højt op i systemet, beslutningerne er truffet. Med det stærkt hierarkiske system, der kendetegner den russiske stat, er det svært at forestille sig, at der ikke tale om beslutninger på meget højt – måske allerhøjeste – niveau. Det kan imidlertid blive svært at bevise. Russerne vil kunne forklare sig med, at der har været brådne kar langt nede i systemet.
Uanset hvad vil det føre til en diskussion af, hvilke følger det statskontrollerede dopingprogram skal have for Rusland. Et systematisk statskontrolleret dopingprogram er selvfølgelig på alle måder uacceptabelt. Problemet er, at de regler, der gjaldt før det nuværende anti doping kodeks trådte i kraft 1. april sidste år, er uklare på netop det punkt – altså hvordan man sanktionerer en stat. Og når Thomas Bach, præsidenten for IOC, allerede har tilkendegivet, at han synes, Rusland har udstået sin straf, tyder alt på, at det hele vil fuse ud i ingenting – i forhold til det formelle regelsæt . Tilbage står – endnu en gang – billedet af en stærkt anløben international sportskultur.
For det tredje er der spørgsmålet om formandsvalget i WADA til november. Den norske kandidat, Linda Helleland, har næppe mange chancer. Hun er alt for konsekvent og kompromisløs for IOC. Hun ønsker en helt anden struktur for WADA, så institutionen bliver heltuafhængig af IOC. IOC har derfor valgt at bryde den hidtidige tradition i WADA ved nu at blande sig i valget af en formand rekrutteret fra regeringssiden og foreslået den polske sportsminister, som har støttet en blød linje i forhold til Rusland. Med mindre der findes et kompromis i form af en tredje kandidat, vil den polske minister sikkert blive valgt. I så fald mister WADA sin troværdighed og sin uafhængighed, og det vil kunne give anledning til, at bl.a. USA trækker sig ud af samarbejdet. Sker det, er der reelt tale om et kollaps.
Og nu til den hjemlige idrætspolitiske scene:
Medlemstallene for de store idrætsorganisationer offentliggøres normalt i begyndelsen af april. Viser de ikke en markant vækst, står DIF og DGI over for et forklaringsproblem. Hvis ikke den stort anlagte vision ’Bevæg dig for livet’ næsten halvvejs inde i projektperioden kan vise nogle resultater, er det tid til eftertanke. Organisationerne må revurdere de ambitiøse målsætninger. Fra starten var de mere baseret på et kvikt talspil – 25-50-75 – end på analyser af udfordringer og muligheder. Visionens målsætning er i sig selv fin og besnærende. Den er blot stødt ind i en anden virkelighed. Den vækst i idrætsdeltagelsen, der i mange år syntes givet og grænseløs, har tilsyneladende ramt et loft. Væksten kommer ikke længere af sig selv. Der skal ekstraordinære foranstaltninger til, og målsætningerne må tages op til revision.
Senest til juni skal der være folketingsvalg. Den nuværende kulturminister Mette Bock stiller ikke op, men søger i stedet valg til Europa-Parlamentet. Hun har da heller ikke afsat spor af betydning som minister for idrætten.
Uanset valgets udfald skal der derfor findes en ny kulturminister. Det er altid spændende og som oftest helt uforudsigeligt, hvem der bliver kulturminister.
I Danmark er der tradition for meget brede politiske forlig, når det gælder idrættens forhold. Idrætten er normalt ikke genstand for den store konfrontation mellem de politiske blokke. Derfor er personspørgsmålet ikke så afgørende, når det gælder de store linjer i idrætspolitikken. Men alligevel kan det have en betydning, om den pågældende minister interesserer sig for området og tilmed har forståelse for det. Kulturministeren har et vist selvstændigt råderum i forhold til Folketinget (f.eks. deltagelse i internationalt samarbejde, rådighedsbeløb på tipsaktstykket, formulering af strategier etc.), og hvordan det rum udfyldes, er individuelt betinget. Stor betydning har det også, hvor magtfuld ministeren er internt i regeringen – ikke mindst i forhold til finansministeren.
Nok så interessant bliver det at nærlæse et kommende regeringsgrundlag. Når grundlaget skrives under de afsluttende forhandlinger om en ny regering, gløder mails og telefoner, og DIF og DGI gør alt for at være med på sidelinjen. Efter Brian Mikkelsens afgang som minister er det blevet væsentligt sværere. Organisationerne har ikke længere helt samme kontakt med en centralt placeret politiker.
Organisationerne vil være ekstra oppe på tæerne, fordi udlodningsloven, der fastsætter det økonomiske grundlag fore hele idrætten i Danmark, skal evalueres – og måske revideres – i 2020 og dermed efter al sandsynlighed i den kommende regeringsperiode.
Selv om der normalt ikke er konflikt om de grundlæggende idrætspolitiske spørgsmål mellem blokkene, kan der alligevel anes nuanceforskelle set i et historisk perspektiv. Der kan spores en tendens til, at regeringer med deltagelse af Socialdemokratiet og Radikale Venstre har et mangfoldigt blik på idrætsområdet og vil forsøge at tildele Kulturministeriet en aktiv idrætspolitisk rolle. Omvendt vil regeringer med deltagelse af partier fra blå blok tendere mod at overlade alt initiativ til de store idrætsorganisationer. I det lys og i lyset af en eventuel revision af udlodningsloven skal det blive ekstra interessant at nærlæse et kommende regeringsgrundlag.
DBU gav i 2017 anledning til flere indlæg på denne blog (se her, her og her). Personspørgsmål i de verserende konflikter kom til at skygge for mere dybtgående analyser af DBU’s helt særlige økonomiske forhold. Det kommende år tegner umiddelbart mere fredeligt. DBU skal ansætte ny direktør efter fyringen af Claus Bretton-Meyer, og DBU’s formand Jesper Møller søger valg til UEFA’s Executive Committee. Bliver han valgt, skal det blive interessant at følge, om han kan gøre en forskel i forhold til UEFA’s betændte politiske kultur. Internationalt samarbejde kræver ofte en hårfin balancegang. Søger man konfrontationen, risikerer man at blive isoleret. Søger man det langsommelige samarbejde, risikerer man at blive opslugt i kulturen. Valget finder sted i begyndelsen af februar.
Bloggen vil gøre sit bedste for at følge og kommentere udviklingen.