Med udgangen af 2018 blev det store drama om den russiske dopingskandale og WADA’s fremtid tilspidset. WADA havde sat 31. december som frist for at få adgang til det forseglede dopinglaboratorium i Rusland. Laboratoriet rummer angiveligt systematiske oplysninger om russiske atleters dopingmisbrug siden det omfattende dopingprogram i Rusland blev iværksat for flere år siden (se her). Men russerne nægtede fortsat WADA adgang til laboratoriet.
Hvis WADA skal følge de krav og forudsætninger, som organisationen selv har defineret, bliver man nødt til at erklære Rusland non-compliant – dvs., at Rusland ikke lever op til de grundlæggende standarder for kampen mod doping, som de er nedfældet i det globale anti doping kodeks. Og det bør føre til, at Rusland udelukkes fra al deltagelse i international sport, og at Rusland heller ikke kan få tildelt værtsskab for internationale sportsbegivenheder.
Seneste: De russiske myndigheder har nu givet WADA adgang til laboratoriet. Men WADA fastholder, at Rusland ikke har overholdt de aftalte betingelser ved ikke at overholde tidsfristen. Derfor fortsætter WADA den formelle procedure, der er iværksat.
Men om det kommer til at gå sådan, er højst tvivlsomt.
Præsidenten for IOC, tyskeren Thomas Bach, har allerede tilkendegivet, at han synes, Rusland har været sanktioneret tilstrækkeligt. Er det danske medlem af IOC, kronprins Frederik, mon enig med ham i den konklusion? Og er den danske kulturminister?
En række nationale anti doping agenturer – med det amerikanske i spidsen og med deltagelse af det danske – har allerede gjort det klart, at situationen øjeblikkeligt må få konsekvenser for Rusland (se her).
Den tilspidsede situation kan få vidtrækkende konsekvenser. Det kommende formandsvalg kan splitte WADA, og USA har truet med helt at trække sig fra WADA. I så fald er WADA reelt kollapset (se her).
De danske medier er i skrivende stund – langt om længe – begyndt at vise lidt interesse for dramaet. Men 2018 blev ellers ikke året, hvor dansk sportsjournalistik i udpræget grad påtog sig journalistikkens fundamentale forpligtelse som kritisk vagthund i forhold til magthaverne.
Såvel DIF’s og DGI’s fælles vision ’Bevæg dig for livet’ med investering af et trecifret millionbeløb som formandsvalget i DGI blev stort set forbigået i tavshed. Fodboldkonflikterne blev gjort til et personspørgsmål. Og bestræbelserne på at trække en Tour de France-start og et Formel 1 løb til Danmark blev ganske vist dækket ret massivt, men dækningen var næsten udelukkende præget af begejstring frem for kritisk analyse.
Dansk sportsjournalistik er i stadig højere grad præget af ureflekteret entusiasme end af kritisk, undersøgende, uafhængig journalistik. Bloggen har ved et par lejligheder peget på de blinde pletter i sportsjournalistikkens fokusering.
’Bevæg dig for livet’ kunne ellers godt have givet anledning til journalisternes opmærksomhed. En evaluering af de første tre års arbejde med visionen viste, at indsatsen og de mange millioner ikke har ført til andet end et forbedret samarbejde mellem DIF og DGI. Og selv på dét punkt halter det flere steder. Nogle af DIF’s specialforbund tager ganske enkelt ikke opgaven særlig alvorligt (se her).
Alligevel har kulturministeren givet afkald på enhver idrætspolitisk ambition og deponeret alle initiativer hos DIF og DGI og deres fælles vision (se her).
Nye medlemstal offentliggøres i begyndelsen af april. Hvis ikke de kan fremvise en markant fremgang, begynder organisationerne for alvor at have et forklaringsproblem. Kan fonde og regeringen fortsat forsvare at pumpe så store pengebeløb i et projekt, som ikke kan fremvise resultater af betydning, og kan organisationerne internt fastholde, at der skal bindes så mange ressourcer og opmærksomhed i et projekt, de på mange måder opfatter som en klods om benet.
I begyndelsen af maj bragte Politiken et meget stort interview med statsministeren om idrætten. At en statsminister involverer sig så meget i idrætspolitikken er usædvanligt – ja, vel ikke set før – og kan kun glæde. Han forsøgte at sætte ord på sin egen glæde ved idræt og på fællesskaberne i de frivillige foreninger – et anliggende, som tydeligvis ligger ham meget på sinde.
Så vidt, så godt. Mere problematisk var det, at han i sin iver efter at realisere sin største idrætspolitiske ambition – at få en Tour de France start til Danmark – forfaldt til den klassiske myte om, at det vil inspirere danskerne til at dyrke motion. Der kan måske være mange gode grunde til at få et stort cykelløb til Danmark. Men at det skulle få flere til at dyrke idræt, er ikke en af dem. Det samme gælder i øvrigt de turistøkonomiske argumenter. Alle empiriske studier har aflivet disse myter.
I samme interview gjorde statsministeren det klart, at regeringen fremover vil sætte klarere rammer for kronprinsens idrætspolitiske ageren i IOC. Ingen kan være i tvivl om, at kronprinsens kispus med den danske regerings officielle idrætspolitiske linje i forbindelse med den russiske dopingskandale har vakt stor irritation bag kulisserne på Slotsholmen (se også her). Den anspændte situation i forbindelse med WADA’s adgang til det russiske dopinglaboratorium kan blive den første test på, om regeringen har styr på den egenrådige kronprins.
I tre uger af oktober kunne man i København opleve en vidt favnende festival med indslag af idræt, poesi, jazz, billedkunst, film, dans, filosofi, videnskab og meget andet. Anledningen var Torben Ulrichs 90 års fødselsdag. Op til fejringen havde Torben sammenfattet sine tanker om idrætten i en bog ’Boldens øjne, værens ben – Notater langs idrættens spalte(n)de veje’ (se omtale her). Bogen er et forsøg på at undersøge idræt som erkendelsesform, og det lykkes Torben Ulrich at vise, hvordan idrætten kan give såvel mere mening som mere skønhed til livet. Ingen sportsredaktion har fundet anledning til at omtale eller referere dette originale bidrag til forståelse af idrættens muligheder.
For bloggens faste læsere kan det slutteligt nævnes, at det mest læste indlæg på bloggen i 2018 var et kort referat af et videnskabeligt studie af idrætsforeningernes fællesskaber. Studiet antyder, at det højt besungne fællesskab i de danske idrætsforeninger måske ikke stikker så dybt, som vi normalt antager – og som vi lægger til grund for den kulturpolitiske opmærksomhed og betydelige offentlige støttepolitik, idrætten er genstand for. Blogindlægget blev åbnet næsten 10.000 gange og affødte mange reaktioner på de sociale medier. Reaktionerne fra idrætsorganisationernes repræsentanter var præget af mistænkeliggørelse af undersøgelsens metode og resultater. Et fromt ønske kunne være, at organisationerne fremover var parate til at løfte en konstruktiv dialog om at forpligte idrætten i en kulturpolitisk sammenhæng frem for at forsvare og fastholde gamle myter og privilegier.
Godt nytår til bloggens læsere!