Dansk Idrætspolitik

 

 

 

Der foregår for øjeblikket en intens magtkamp om WADA. En kamp, der kan få helt afgørende betydning for den fremtidige indsats mod dopingmisbrug i international topidræt  og føre WADA ud i et kaos af mistillid og magtesløshed.

 

Da WADA blev oprettet i 1999, skete det efter lange og svære forhandlinger mellem verdens regeringer ført an af EU på den ene side og IOC på den anden.

 

Oprettelsen skete på baggrund af de store dopingskandaler i 1998 i først og fremmest cykelsporten, men også i svømning og atletik. Skandalerne gjorde det helt klart, at idrætsbevægelsen med IOC i spidsen hverken havde evnen eller viljen til at bekæmpe doping. Tværtimod måtte man konstatere, at der var kræfter, der aktivt forsøgte at dække over misbruget. Tavshedens lov herskede.

 

Hvis der skulle ryddes op, var det evident, at statsmagten måtte træde til. Fra regeringer verden over rejste der sig en voldsom kritik af IOC, og der blev lagt et stort pres på IOC for handling.

 

IOC så sig derfor nødsaget til at indkalde til den første verdenskonference om doping i Lausanne i 1998 med deltagelse af ministre fra en lang række nationer. På konferencen måtte IOC lægge øre til en meget voldsom kritik af den mangelfulde dopingbekæmpelse. Fra regeringssiden blev det rejst som et krav, at der skulle oprettes et internationalt anti doping agentur, at det skulle være uafhængigt og transparent, og at der skulle indføres fælles og ensartede sanktioner.

 

IOC måtte – modvilligt – bøje sig for disse krav. De blev stadfæstet i konferencens sluttekst, og parterne forpligtede sig til i løbet af tre måneder at forhandle struktur, mission og finansiering for et nyt agentur på plads. IOC tilkendegav forlods en forpligtelse til at bevilge 25 mio. $ til agenturet.

 

Princippet om uafhængighed blev kun opfyldt delvist. WADA blev ganske vist oprettet som et selvstændigt agentur med hovedsæde i Montreal løsrevet fra IOC og de internationale specialforbund. Men IOC kunne med den finansielle forpligtelse i hånden holde fast i, at der måtte være sammenhæng mellem finansiering og antallet af sæder i de besluttende organer. Verdens regeringer måtte derfor forpligte sig til en ligeværdig finansiering og følgelig, at de besluttende organer i agenturet skulle besættes ligeligt mellem repræsentanter fra idrættens organisationer og verdens regeringer. Dette princip blev gældende for den øverste myndighed repræsentantskabet (Foundation Board) og bestyrelsen (Executive Committee), og man enedes om at lade formandsskabet gå på skift.

 

WADA har på mange måder været en succes. Man fik vedtaget et fælles kodeks på tværs af idrætsgrene og landegrænser, og verdens regeringer fik med ekspresfart vedtaget en international konvention, der forpligtede regeringerne på kampen mod doping og støtten til WADA.

 

Efterfølgende kan det måske diskuteres, om brug af doping er blevet mindre. Men at der stadig findes misbrug sted, kan der ikke herske tvivl om.

 

Den omfattende og systematiske statsdoping i Rusland, som blev afsløret i 2016, stillede imidlertid WADA over for nye og store udfordringer.

 

Rusland er en stor og indflydelsesrig nation i international sport, men på baggrund af afsløringerne, som blev grundigt dokumenteret af en uafhængig advokatundersøgelse, stod det klart, at WADA måtte erklære Rusland ”non-compliant”, som det hedder – dvs. manglende overholdelse af det globale kodeks. Det blev op til IOC at træffe afgørelse om konsekvenserne for Ruslands deltagelse i OL.

 

WADA opstillede efterfølgende en række krav til Rusland, som skulle opfyldes, hvis Rusland igen skulle erklæres ”compliant”. De fleste af dem havde teknisk karakter. Vigtigst var det, at Rusland skulle erkende sit ansvar og anerkende den uafhængige advokatundersøgelse, og at WADA skulle have adgang til alle data i det russiske dopinglaboratorium. Laboratoriet var blevet lukket og forseglet på instruks fra WADA, da skandalen blev afsløret. På laboratoriet ligger efter alt at dømme systematiske oplysninger om de russiske atleters dopingmisbrug.

 

Opfyldelsen af disse to krav har nu givet anledning til splittelse i WADA – og til helt principielle spørgsmål om WADA’s fremtid.

 

På den ene side presser IOC meget stærkt på for at få Rusland tilbage i det gode selskab hurtigst muligt. På den anden side står nogle af de aktives repræsentanter, nogle regeringsrepræsentanter og en række nationale anti doping agenturer. De slår til lyd for en hård og konsekvent linje over for Rusland, og de ser IOC’s pres som et forsøg på at undergrave WADA’s uafhængighed.

 

Splittelsen brød ud i lys lue, da WADA’s Executive Committee i september 2018 besluttede igen at anerkende Rusland som ”compliant” under forudsætning af, at WADA får adgang til det russiske dopinglaboratorium senest med udgangen af 2018. På den ene side anerkendte man altså, at Rusland havde erkendt sit ansvar, selv om det står lidt uklart, hvordan Rusland har gjort det. De russiske myndigheder har skubbet ansvaret over på enkelte brodne kar, men ikke erkendt et overordnet politisk ansvar. På den anden side har WADA nu sat en konkret frist for at få adgang til laboratoriet og de systematiske oplysninger om de russiske atleters dopingmisbrug. Hvis ikke det sker, vil en række sanktioner blive udløst.

 

Adgangen til laboratoriet kniber det stadig med. En delegation fra WADA besøgte i slutningen af november de russiske myndigheder med henblik på at få adgang. De måtte imidlertid rejse hjem med uforettet sag. Der blev ikke opnået endelig enighed om de praktiske vilkår. Forhandlingerne fortsætter dog.

 

Beslutningen om at lukke Rusland ind i varmen igen betød, at de aktives repræsentant i WADA Beckie Scott har trukket sig fra WADA, at WADA’s næstformand den norske minister Alice Helleland åbenlyst kritiserede beslutningen, og at en række nationale anti doping agenturer er gået sammen om at rejse en principiel debat om WADA’s fremtid.

 

Som en reaktion på WADA’s beslutning samledes 18 af de førende nationale anti doping agenturer (heriblandt det danske) i Paris i oktober. I sluterklæringen fra dette møde kritiserede de WADA’s beslutning og opfordrede til en gennemgribende reform af WADA’s struktur.

 

Til stede på mødet var også det amerikanske anti doping agentur USADA, og som opfølgning inviterede Det Hvide Hus i Washington, hvor det statslige ansvar for dopingbekæmpelsen i USA er placeret, kort efter til en rundbordssamtale. I den afsluttende erklæring blev der udtrykt dyb mistillid til WADA og WADA’s håndtering af ”den statssponsorerede dopingkrise i Rusland”. Kritikken kom både fra en række aktive idrætsfolk og regeringsrepræsentanter. Mødedeltagerne opfordrede til gennemgribende reformer af WADA herunder en uafhængig undersøgelse af WADA’s kultur, ledelse og drift. Og videre, at WADA’s styrende organer skal gennemgå et eftersyn med henblik på at sikre, at personer, der spiller en aktiv rolle i idrætten, ikke samtidig kan have ledende positioner i WADA.

 

USADA har i de seneste måneder talt med høj stemme om reformer af WADA, og meget tyder på, at Det Hvide Hus måske overvejer at trække USA ud af WADA. Trumps generelle holdning til samarbejde i internationale organisationer og det anspændte forhold mellem USA og Rusland taget i betragtning vil det ikke overraske, hvis det sker.

 

Bag disse kontroverser lurer det kommende formandsvalg i WADA. Den norske minister Helleland har meldt sig som kandidat. Men hun er helt uacceptabel for IOC, som derfor har kørt en polsk minister på banen som kandidat.

 

USA’s eventuelle exit og den åbne kamp om formandsposten kan få IOC til også at trække sig fra WADA med den begrundelse, at de kan gøre det mere effektivt selv.

 

I så fald er WADA reelt kollapset og kampen mod doping bombet tilbage til forrige århundrede.

 

 

Hør også Michael Ask, direktør for Anti Doping Danmark, udlægge konflikterne på den2sport på den2radio.