Af Lars Elvstrøm
Alle menneskebørn leger – ligesom dyrebørn!
Dyrenes leg fungerer under forældrebeskyttelse som en instinktiv forberedelse til et voksenliv. Også menneskebørns lege rummer elementer, der forbereder til et voksenliv, men kan i forklædningen som sport ikke regne med samme forældrebeskyttelse og infiltreres ofte af voksenlivets kultur og økonomiske interesser.
Dette er tydeligt i de fleste sportsgrene – også i tennis!
Sport fylder som voksenleg godt op i medierne. Uforholdsmæssig meget – kunne man mene – i forhold til sportens reelle samfundsmæssige betydning. Men i medierne kan sportsfolk opleve stor opmærksomhed og et personligt feedback, der senere kan efterlade savn og svære problemer. På den ene side synliggøres rækken af sportens ”sociale tabere” kun, hvis de udgør ”en god historie”. På den anden side kan idrætssystemet og udøveren have fælles interesser, hvis en misfornøjet udøver støttes i at udgive sine memoirer til fælles bekræftelse af sportens vigtighed og den enkelte udøvers livsforløb.
Således har endnu en dansk tennisspiller for ganske nylig givet sit bidrag!
De universelle lege, der i barndommens land lokkede til fortsat aktivitet, har legeforskere i den moderne idræt identificeret som fysiske færdighedslege, strategilege, chancelege og centrale personlege. Men i dag opøver sporten fysiske færdigheder, hvis udviklingsmæssige indhold begrænses af omgivelsernes krav til resultater og ikke sjældent nedbryder udøverens krop. Idrætten som central personleg fører til en høj grad af asocial selvoptagethed. Legens strategiske dimension er i dag kynisk præget af ”resultatets nødvendighed” og det følelsesmæssige pres, som hovedpersonen oplever, kræver psykologhjælp.
Alt dette kan læses direkte i medierne og mellem linjerne i de memoirer, som idrætsfolk udgiver!
En sådant forløb udstikker samtidig retningen for mange aktives videre livsforløb, fordi de for at sige det rent ud sjældent har andre muligheder. Tiden er gået med at kaste sig rundt efter de riges pebernødder, og de har – kraftig tilskyndet af forældres og mediers glorificering – forsømt at opnå andre kompetencer. De hænger nu fast i sportens verden og må tilpasse sig sportspressens og idrætsledernes forgodtbefindende. Medierne ser alene sporten som et stofområde, hvor ”stjernerne” på den ene side fungerer som umælende skabeloner for læsernes drømme, på den anden side bidrager som forsidestof ved ”skæve” udtalelser på områder, de ikke har forstand på. Og da lederne i sportssystemet i hovedsagen er frivillige, agerer de alene på baggrund af egen motivation uden synderlig interesse for den enkelte idrætsudøver.
Den socialisering, der er forgået, afspejles netop i den selvoptagne og ufarlige måde, sportsmemoirer kan skrives på!
Professionelle idrætsfolk udretter ikke noget fornuftigt for andre mennesker – kun for sig selv! Men de er omgivet af parasitter, der næres af deres præstationer. Da de legede som børn, følte familie og venner sig godt underholdt. Når de ”leger” som voksne, underholder de et publikum, der igennem pressen synes at kende dem. De udgør en uimodståelig magnet for erhvervslivets markedsføring af produkter. Mellemmænd og managers, som varetager de forskellige interesser, følger hurtigt efter og nupper selv et pænt stykke af kagen. Hele dette storslåede sceneri tiltrækker politikere og andet godtfolk, der kaster sig ind i lyskeglen for at gnubbe sig op ad de funklende stjerner, som idrætsklubberne målbevidst satser på at producere – betalt af tipsmidlerne.
Når disse ”ofre” ikke længere funkler, skrives der memoirer!
Idrættens skævvridning af ressourcefordelingen har idrætsledere og politikere altid retfærdiggjort med myten om idrættens enhed (elite skaber bredde og bredde skaber elite), med betegnelsen af sponsorater som ”idrætsstøtte”, med henvisningen til betydningen af sunde forbilleder for unge, med internationale resultaters gavnlige virkning for erhvervslivet samt med den konstante benægtelse af sociale tabere i sporten.
Hvad gør man så som afdanket idrætsmand, hvis ”forretningen” er gået i stå? Hvad gør man for at genopleve medierusen? Man finder i idrætsverdenen en fan og skriverkarl og får samlet en bog om sig selv!
Man digter lidt på en halvkedelig karriere, smører tykt på skønmaleriet, stiller sig selv i det rette lys og fylder godt op med selfies med de kendte. Motivationen er selvsmiger og promovering af den store betydning, man jo MÅ have haft, når man sådan får udgivet en selvbiografi. Biografien bakkes naturligt op af idrætsverdenen, som har en interessere i at holde den afdankede oven vande, så han ikke udstiller den triste udnyttelse af unge mennesker, der aldrig får en uddannelse og et samfundsnyttigt liv efter den spildte idrætsinvestering.
Således har en tidligere dansk toptennisspiller Michael Mortensen, der med en god forhånd og serv i 1984 opnåede en international ATP-rangering som nr. 301, fået udgivet sin selvbiografi. I nogle aviser lægges der vægt på, at han har haft det hårdt. Alligevel har ”drengen fra Vestegnen” gjort det godt, idet han er nået i mål som TV-kommentator og ofte brugt dagbladsekspert efter et lidt trælst trænerliv. Her har der ikke været den store succes med et par fyringer fra en dansk topklub og senere to hurtige afgange fra internationale engagementer med to af verdens højest rangerede kvinder på WTA-turen. Drømmen om at rejse som træner på den internationale tennistur holdt kun nogle få måneder.
Michael Mortensens selvbiografi adskiller sig ikke fra tilsvarende selvforherligelser fra andre slukkede ”stjerner”. Den er skrevet i et lettilgængeligt sprog og kan muligvis være interessant for særligt engagerede tennisentusiaster.