Støn og skrig – og et lille håb

Af Lars Elvstrøm

 

Tommervik: Abstract Tennis Art Player Painting

 

 

Ikke siden Martina Navratilova og Steffi Graf har verden set en kvindelig tennisspiller med et varieret slagrepertoire og en taktisk spændvidde, der gjorde hende spændende at følge.

Alligevel bliver vi som TV-seere budt på den ene mere kedelige kvindeturnering efter den anden. Kampene er stort set ens. Spillerne ligeså. Får disse moderne kvindelige toptennisspillere bolden i spil, leverer de ensartede grundslag frem og tilbage over nettet – mens de skriger af anstrengelse. Enerverende og ensformigt at se og høre på, mens man håber på noget mere spræl, nogle gyldne øjeblikke. F.eks. i form af slag eller kombinationer, der overrasker både modstander og tilskuere. Eller overraskende taktiske valg. Spillerne er jo ”næsten kunstnere”, som man kan forstå på Danmarks kulturminister. Hvis spillerne selv opfatter den måde, de ”performer” på, som en fortolkning af deres liv, kan hun jo delvist have ret.

Men det gør de nok næppe. De er blevet placeret på en tennisbane og fodret med bolde af forældre, trænere og boldmaskiner. Fra de var helt små – stående i en lang række, frem og slå på en tilkastet bold, forhånd og tohånds baghånd, lidt feedback og så om bag i køen. Som øvede med voksenketsjer – besked på at slå hårdt og med topspin. Som lidt ældre – boldfodring med ketsjer fra side til side, masser af knokleri, topspin og ”mere lyd på”! Som unge atleter – topspin, masser af topspin, alene topspin.

Disse kvindelige tennisspillere, hvoraf mange i dag kommer fra Østeuropa, har på tennisbanen en stærkt begrænset underholdningsværdi, men hvis de klæder sig spændende, ser godt ud og i medierne viser lidt bar hud, er der masser af mediedækning uden for banerne. På tilskuerpladserne kniber det imidlertid. Det forlyder, at Women’s Tennis Association (WTA) gerne vil arrangere flere turneringer sammen med herrerne for måske på den måde at sløre billedet af de mange tomme sæder, når kvinderne stønner og skriger sig igennem deres lidelser. For sådan må de da selv opfatte det.

Kun de færreste af dem kan sætte bolden i gang med en serv, der som en æstetisk nydelse udspringer af en kastebevægelse. På deres returneringer kan mange kun svinge med ”fuld skrue”, hvorfor der sjældent kommer mange bolde i spil. Opstår der en uventet spilsituation, blotter de en forstemmende mangel på alsidighed og evne til at improvisere. Men hvordan skulle de også kunne det med et repertoire bestående af en topspundet forhånd og en tohånds baghånd slået fra den baglinje, hvor de er vant til at blive fodret? Det er relativt sjældent, man ser en kvinde overraske med en underskruet baghånd, en stopbold eller et fremstød til nettet. Flugtninger falder dem ikke nemt. Har de alligevel forvildet sig til nettet, slår de deres flugtninger som topspundne grundslag.

Det er sandsynligvis ikke kun mig, der dypper de tørre småkager under disse kvindekampe. Selv kommentatorerne må have det svært. Formentlig er de instrueret i altid kun at rose og fortælle, at vi lige nu er vidner til fremragende tennis. Eller også afmonterer de den kritiske analyse ved at tale om ”sløset spil”, ”manglende fokusering” og ”glemme at gøre arbejdet færdigt”! Ved åbenlyst pinlige situationer som en topspundet flugtning fra under netkanten direkte i nettet eller en hentet stopbold, der med en ufiks håndledsslice løftes flere meter ud, lader de bare som ingenting. Det må være svært ikke at grine.    

Men nu lysner det! I ”gamle dage” kom mange af de dygtigste spillere fra græsbanerne ”down under”. Græsset er for længst erstattet med hardcourt, men nu kommer der fra Australien en ung kvinde, der kan alt. Hun har en flydende og elegant serv. Hun slår de samme slag som skrigerne, men hun kan også slå en perfekt underskruet baghånd, og hun kan blokere de hårde server, så de sættes i spil. Hun kan angribe nettet med flugtninger, og hun spiller taktisk mere spændende end de slagteknisk begrænsede kvinder, der alene kan smadre en forhånd og en baghånd. Hun skriger ikke og hun virker hverken arrogant, hysterisk eller selvoptaget men ydmyg og seriøst fokuseret.

Ligesom med Navratilova er der en spændende historie bag hendes tennis. En slags Askepot fortælling, hvor hun skulle gå så gruelig meget igennem, før hun kunne realisere og ikke mindst materialisere sit mangesidige talent. I idrætsverdenen tales meget om personligheder, hvor det ofte – udover skabelonen ”idrætsudøver” – er svært at finde en egentlig personlighed med holdninger og værdier. Det kan dog tage tid at udmønte en underholdende og varieret tennis i konkrete resultater mod industrielt opdrættede slagmaskiner. Den omtalte spiller hedder Ashleigh Barty! Hun kan være noget af det bedste, det er sket for kvindetennis i mange år, og jeg glæder mig til at se hendes fremgang i det Wimbledon, der ligger lige om hjørnet.

 

1 thought on “Støn og skrig – og et lille håb

  1. Hr. Elvstrøm.

    Tjah…. så’n kan man jo være så uenige.

    Sad og så en kamp mellem Kerber og Wozniacki for nylig, var voldsomt underholdt. Så fodboldlandskamp mellem herrehold fra DK og Kroatien. Ulideligt spændende, men sportsligt utroligt kedeligt.

    Begge eksempler på sportslige præstationer der burde få lov at stå alene, uden fordømmelse – uden feinschmeckerei – uden generalisering, Bare være…. burde ikke alle sportspræstationer bedømmes enkeltvis på samme måde?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.