Dansk Idrætspolitik

 

 

 

 

En statsminister har selvfølgelig til enhver tid ret til at blande sig i et hvilket som helst ressortområde under hans regering. Alligevel må det vække til eftertanke, når statsministeren giver et så omfattende interview om idrætspolitikken, som han gjorde i Politiken den 6. maj.

 

I interviewet lykkes det ham at fremsætte alle de påstande, som man troede efterhånden var aflivet i den idrætspolitiske debat i Danmark. Han påstår, at en Tour de France start i Danmark vil være godt for samfundsøkonomien og få flere turister til at strømme til Danmark. Alle videnskabelige undersøgelser har for længst afvist denne tankegang. Afholdelse af internationale eliteidrætsbegivenheder er næsten altid en underskudsforretning, og det påvirker ikke turiststrømmen. Han påstår også, at en Tour de France start i Danmark vil få flere danskere til at cykle. Også på det punkt har alle videnskabelige undersøgelser vist, at det ikke er tilfældet.

 

Landets kulturminister ville næppe forfalde til disse primitive påstande. Embedsværket ville helt sikkert have briefet hende om det manglende belæg for påstandene.

 

Mere bekymrende er det, at interviewet føjer sig ind i en række af eksempler på, at kulturministeren og Kulturministeriet er koblet af dansk idrætspolitik.

 

Udlodningsloven, som fastsætter de økonomiske tilskud til de nationale idrætsorganisationer og de statslige institutioner på området, blev revideret for nylig. Forud var gået en lang og kompliceret politisk proces. Den blev styret og bragt i land af skatteministeren.

 

Bestræbelserne på at trække en Tour de France start til Danmark er foregået helt uden om Kulturministeriet. Da Proudhomme besøgte Danmark for at drøfte mulighederne, deltog kulturministeren ikke i et eneste af de mange møder. Det gjorde statsministeren og erhvervsministeren.

 

Det samme har været tilfældet i forbindelse med bestræbelserne på at trække et Formel 1 løb til København.

 

Det er skik, at en repræsentant for den danske regering besøger og støtter atleterne under de olympiske lege. Men meget belejligt havde erhvervsministeren fået lagt et erhvervsfremstød i Sydkorea under de olympiske vinterlege, og derfor var det ham, der repræsenterede regeringen – ikke kulturministeren.

 

Som det også fremgår af interviewet med statsministeren, har han personligt sat sig i spidsen for regeringens rolle i realiseringen af den ambitiøse idrætspolitiske vision ‘Bevæg dig for livet’. Det er helt sikkert befordrende for arbejde med visionen. Samarbejde på tværs af ministerier er en meget vanskelig disciplin, da ministre og ministerier sjældent ønsker at bidrage til andre ministres eller ministeriers succes, men med statsministeren for bordenden kan den indbyggede modvilje måske blive ophævet. Men det er ikke befordrende for kulturministerens idrætspolitiske råderum.

 

Tilbage står billedet af en kulturminister, som står på sidelinjen og ser til, når de store idrætspolitiske initiativer, skal formuleres og bæres igennem. Om det er fordi hun ikke interesserer sig for idrætspolitikken, eller fordi hendes politiske gennemslagskraft internt i regeringen er for svag, må stå hen i det uvisse. Idrættens organisationer har dygtigt formået at tage bestik af situationen og rettet interessevaretagelsen mod de nye magtcentre. Men for idrætten kan det være betænkeligt, hvis idrætspolitikken løsrives fra den kulturpolitiske forpligtelse og sammenhæng.

 

Og så tilbage til interviewet med statsministeren, hvor han også forholder sig til Kronprins Frederiks forfatningsmæssige udskejelser. Den side af idrætspolitikken gøres der meget ud af i Politikens interview, hvor kronprinsens besynderlige rolle i Den Internationale Komité kritiseres. Men nu har ombudsmanden åbenbart afgjort, at korrespondancen mellem Kulturministeriet og Hoffet er omfattet af offentlighedsloven, så man kan kræve aktindsigt. Begrundelsen er, at Frederik deltager i IOC som privatperson. Derfor er han ekstern i forhold til centraladministrationen og korrespondancen er omfattet af offentlighedsloven. 

 

Men betyder det så, at han kan stemme som han vil i IOC? Hvis der er en privat-Frederik og en kronprins-Frederik – ligesom der tilsyneladende er en privat Lars og en statsminister Lars – og hvis det er i den første egenskab, han er medlem af IOC, er han vel også unddraget den danske regerings officielle politik og stemme som han vil? Eller hva’?