Julegaver til idrætten

 

Max Klinger: Handsken

 

Den sidste måned har været indbringende for idrættens organisationer, for staten har været i et overdådigt gavehumør.

 

Første gave var den endelige vedtagelse af udlodningsloven. Den tildeler idrættens organisationer en ganske enestående og privilegeret placering. Der kan selvfølgelig altid anføres mange gode grunde til at sikre en støtte til de frivillige organisationer, og der kan tilmed argumenteres for, at sikringen flugter med de kulturpolitiske målsætninger i almindelighed og det aktuelle regeringsgrundlag i særdeleshed. Ikke desto mindre er det ganske uhørt eller i hvert fald uden fortilfælde, at modtagere af statslig støtte uden videre sikres et fast stigende beløb fra nu af og i al fremtid – eller i det mindste indtil loven ændres. Hvor alle andre institutioner – fra sygehuse til museer, fra universiteter til plejehjem – forlods er underlagt det såkaldte effektiviseringskrav, dvs. en årlig besparelse på 2%, og derudover risikerer politisk bestemte besparelser, er idrættens organisationer nu sikret en pristalsreguleret stigning i statens tilskud til området. Det må da betegnes som både privilegeret og enestående.

 

Anden gave var den såkaldte spillehalspulje. Spillehaller med gevinstgivende spilleautomater kunne i mange år få 95 procents nedslag i de statslige afgifter, hvis de valgte at give pengene som tilskud til lokale foreninger. I 2014 afslørede en TV2 dokumentar imidlertid, at der fandt et udbredt misbrug sted, og på den baggrund blev et bredt politisk flertal enige om at fjerne nedslaget. Det ramte en række foreninger, som rent faktisk benyttede ordningen efter hensigten. Som et plaster på såret har et stort flertal i Folketinget nu indgået en aftale om at overføre midlerne – 72 mio. kr. i 2017 – til en ny pulje, som skal fordeles af organisationerne. Det indebærer, at DIF og DGI hver skal fordele henholdsvis 23,9 mio. kr. og 22,2 mio. kr. Ifølge aftaleteksten er det et krav ”…, at midlerne anvendes lokalt. Aftalepartierne lægger vægt på, at midlerne anvendes med en geografisk fordeling i hele landet, samt at de fordeles til mange foreninger frem for få og til mange forskellige formål.” Kulturministeren peger i sin pressemeddelelse på, at regeringen støtter de to organisationers vision ’Bevæg dig for livet’. Isoleret set er denne julegave derfor også i overensstemmelse med regeringens idrætspolitiske sigtelinjer.

 

Men alligevel rejser gaven et par spørgsmål. For det første om det er statens opgave at støtte det lokale foreningsliv. Det er normalt en kommunal opgave. For det andet om staten, hvis den ønskede at bidrage til udviklingen af det lokale foreningsliv, så ikke i stedet kunne etablere en innovations- eller udviklingspulje – altså en pulje, som gav kulturministeren som idrættens minister mulighed for at føre en aktiv idrætspolitik. Det er så ikke tilfældet. Man overlader det til organisationerne at formulere og realisere en national idrætspolitik. Til sammenligning kan nævnes, at det hedengangne Idrætspolitisk Ideprogram fra 1998 havde et samlet årligt budget på blot 20 mio. .

 

Tredje gave kom med finansloven. Nærmest ud af det blå(!) har regeringen reserveret 4 mio. kr. årligt i ekstra tilskud til Team Danmark. Eliteidrætten kan altid bruge flere midler. Men hvorfor merbevillingen kommer netop nu, og hvorfor Team Danmark pludselig skal på finansloven står hen i det uvisse. Gaven kommer oven i en lang række af nye bevillinger og initiativer, som de senere årtier har styrket eliteidrætten i forhold til breddeidrætten . Fra etableringen af Team Danmark over Anti Doping Danmark til Sport Event Danmark har staten til stadighed opprioriteret støtten til eliteidræt og dermed forrykket balancen i den statslige idrætspolitik, og med jævne mellemrum er støtten til netop disse eliteinstitutioner oven i købet opprioriteret. Det kan der være mange gode grunde til. Men dem kender vi bare ikke. Der kan altid argumenteres for en konkret ekstrabevilling eller et nyt initiativ. Men samlet set er der sket en markant forrykkelse af balancen, som der ikke er argumenteret for.

 

De tre gaver skal være modtagerne velundt. Men man savner en overordnet plan og strategi for den statslige kulturpolitik på idrætsområdet. Både staten og organisationerne hopper fra sten til sten uden nogen samlet plan. På den anden side er dette hopperi nærmest blevet et kendetegn for moderne politik: Små enkeltinitiativer, der kan give positiv medieomtale uden nogen overordnet og sammenhængende strategi endsige langsigtet vision.

 

 

1 thought on “Julegaver til idrætten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.