”Måske gør man verden en lille smule rigere…”

På min væg hænger et billede, Torben Ulrich har lavet. Det er fremkommet ved at slå en tennisbold, en tennisketcher og et sjippetov dyppet i tusch mod papiret. Billedet har også et lille digt – vel nærmest et haiku digt – som rammer dybden i at spille tennis, ja i det at dyrke idræt i det hele taget. I digtet beskriver han, hvordan man må øve et slag igen og igen, fordi, man ikke kan det – og hvordan man må øve det igen og igen, fordi man kan det!

Digtet rammer vekselvirkningen mellem forbedring og fordybelse – en vekselvirkning, Torben Ulrich altid har været optaget af. Man bliver aldrig færdig med at øve et slag, og bolden kommer hele tiden tilbage.

Bestræbelsen gælder alle former for idræt. Idrætsudøveren stræber efter at beherske spillets elementer til fuldkommenhed. Men fuldkommen beherskelse er vel ret beset uopnåelig. Den kan opstå i de sjældne momenter, hvor alt går op i en højere enhed, de momenter, hvor man ikke behøver at tænke, men spillet ’sker’, de momenter, hvor det hele falder i hak, de momenter, hvor man ikke kan gøre noget forkert, de momenter, hvor trætheden og smerten forsvinder. Det er de øjeblikke, hvor man gør sig fri og bliver ét med bolden, med ketcheren, med medspillerne, med banen – ja sågar med modspillerne.

Jeg tror, de fleste idrætsudøvere har oplevet disse momenter i kortere eller længere tid – måske kun én gang, måske flere gange. Jeg tror også, det er de momenter jazzmusikeren søger, når han improviserer, billedkunstneren, når penslen tager over, digteren, når ordene flyder frit. Det er derfor heller ikke tilfældigt, at Torben også er jazzmusiker, billedkunstner, digter og meget andet.

Nogle vil måske kalde disse momenter guddommelige, andre vil tale om flow, og atter andre vil bare juble, når det sker. Det er det felt, Torben forsøger at arbejde med og arbejde sig ind… forekommer det mig. For det kan være lidt svært at forstå og svært at sætte ord på. Så er rekorder og mesterskaber nemmere at forstå.

For Torben har søgningen mod spillets dybde været vigtigere end at vinde trofæer. Han har insisteret på legen – det fantastiske og skønheden. Idrætten er for Torben et område for fundamental erkendelse. Derved skiller han sig ud i en verden, hvor resultatet er vigtigere end alt andet.

Torben er ikke kun enestående ved sin idrætspraksis. I sit liv har han konsekvent forsøgt at integrere sin afsøgen af filosofi, musik, buddhisme, tennis, kunst, digtning, film, videnskab og mange andre discipliner. Han er aktivt udøvende på tværs af disse genrer. Men han vil frabede sig at blive kaldt multikunstner. For han vil netop pointere, at bestræbelsen er interdisciplinær – ikke tværdisciplinær, ikke multidisciplinær, men netop interdisciplinær, dvs. et forsøg på at forene og integrere de forskellige discipliners metode.

Når Torben har forsøgt at forklare sit arbejde med ketcher og bold henter han derfor også inspiration fra både buddhisme, jazz og filosofi – og måske forklarer han det allerbedst i sin digtning.

Torbens projekt er at skabe forbindelse mellem væren og handlen – mellem mening og praksis. Hvor de fleste måske søger rytmen i spillet i kraft af taktik og teknik, søger Torben rytmen på grundlag af et arbejde med elementer som nærvær, åndedræt, tyngde, balance og puls. Det ene udelukker ikke det andet. Torben søger netop forbindelsen eller sammenhængen mellem det målrettede spil og fordybelsen.

Måske derfor er han også blevet opfattet som en provokatør, en outsider. Ved sin blotte eksistens har han skabt forvirring, forbavselse, forundring, eftertanke og nytænkning på idrættens område.

Meget konkret kom det til udtryk, da han forlod en DM-finale for at se VM-finalen i fodbold mellem England og Vesttyskland i 1966 i fjernsynet. Hændelsen er blevet nærmest mytisk, men er måske også vokset i eftertidens genfortælling. Torben siger selv, at han på forhånd havde meddelt turneringsledelsen, at han ikke var i stand til at spille på det tidspunkt, finalen blev transmitteret. Man kunne så have valgt at flytte spilletidspunktet, men det ville man ikke. Kampen startede derfor på det fastlagte tidspunkt kl. 14, og da klokken nærmede sig kl. 15, sagde Torben tak for kampen, pakkede sit tøj og gik hjem. Et oprør mod autoriteter som varsel for ungdomsoprøret eller et forøg på at spille et andet spil end spillet om trofæet?

Nu har Torben Ulrich så modtaget en fornem international pris for sin livslange indsats for tennissporten, og det er stort set gået ubemærket hen i de danske medier, som ellers altid er på pletten, når danskere modtager international hæder. Er det fordi, Torben stadig opfattes som en provokatør, eller er tiden snart moden til, at en person som Torben Ulrich kan indlemmes i idrættens Hall of Fame eller modtage Kulturministerens Idrætspris?

(Bragt i Politiken den 7. april 2017 – kan ses her)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.