Statens Idrætsfond

.

Af Claus Bøje

.

Kulturpolitikkens ’input-æra’ er over os.

Den nye kulturminister ønsker – som han udtrykker det – input til den kulturpolitiske redegørelse, han agter at fremsætte i Folketinget til maj. Hans hensigt er prisværdig, for en kulturpolitisk redegørelse tjener til at skabe overblik over den siddende regerings samlede kulturpolitik. Folketinget får dermed mulighed for at diskutere forhåbninger og drømme på området.

Men besynderligt og tankevækkende, at de seneste 10 kulturministre har undladt at skabe dette overblik.

Jakob Engel-Schmidt kalder, og kulturlivets entreprenører leverer i øjeblikket ideer og forslag til ministeren. Også på idrætsområdet kommer der indspark. Et gennemgående træk er, at forslagsstillerne ønsker initiativer, som dels kan understøtte den del af befolkningen, som dyrker idræt uden for idrætsorganisationernes regi, dels kan bidrage til at motivere de mange, som slet ikke er aktive. Organisationerne modtager langt hovedparten af de statslige midler til idrætten, og i lyset af deres begrænsede gennemslagskraft på befolkningens idrætsvaner er anbefalingerne, at det må det være rimeligt at arbejde for en fordeling, som når bredere ud end til den traditionelle foreningsidræt. Så meget mere som størstedelen af befolkningens idrætslige aktivitet foregår uden for foreningerne.

Tidligere kulturministre har forsøgt at sætte en mere balanceret, differentieret fordeling af tilskuddene på dagsordenen. Hver gang er de imidlertid blevet banket på plads af idrætsorganisationernes store politiske indflydelse. Mest dramatisk i 1997, da Ebbe Lundgaard ville reservere 50 mio. kr. af idrætsorganisationernes statslige tilskud til en kulturministeriel fond til fremme af idræt for de mennesker, idrætsorganisationerne ikke når. En sådan fond ville kunne sikre idrættens hovedorganisationer arbejdsro, som han så underfundigt udtrykte det (i en tale på Idrættens Rigsdag). Fonden ville kunne ”skabe balance i den statslige idrætspolitik. Og den vil kunne udgøre en kulturpolitisk inspirator i synet på idrættens samfundsmæssige muligheder. Det er altså ikke fondens formål at erstatte den frivillige idræt. Tværtimod, den skal supplere indsatsen, hvor det er nødvendigt, for at sikre at statens samlede idrætspolitik kan gennemføres. Det kan vi ikke pålægge idrætsorganisationerne at gøre, og det er med al ønskelig tydelighed fremgået, at det ønsker organisationerne heller ikke at blive pålagt”.

Problemet var og er, at idrætsorganisationerne forståeligt nok ikke ønsker deres tilskud beskåret, og de har tilstrækkelig stor politisk indflydelse til at forhindre det. Jakob Engel Smiths dilemma er derfor, at ønsker han at ændre kulturpolitikken på idrætsområdet fundamentalt, må han ud og finde betydelige, supplerende midler. Vil han skabe en rimelig balance mellem ressourcerne til henholdsvis den organiserede idræt og den selvorganiserede og tilmed skabe tillokkende tilbud til den inaktive del af befolkningen, er det ikke nok med diverse ad hoc puljer forvaltet i samarbejde med organisationsidrætten. Den gode nyhed er, at supplerende midler skulle han nok kunne fremskaffe, for på papiret er han en særdeles magtfuld minister i kraft af sit medlemskab af både regeringens økonomiudvalg og koordinationsudvalg.

Som situationen er i dag, har Kulturministeren ikke mulighed for at føre en idrætspolitik, der skaber en rimelig balance, medmindre han etablerer en selvstændig platform under ministeriet. Ebbe Lundgaard så for sig en fond i lighed med de andre sektorfonde i ministeriet – f.eks. Kunstfonden.

I virkeligheden eksisterer de væsentligste byggesten til en sådan fondsdannelse allerede i form af Lokale og Anlægsfonden, Team Danmark, Idrættens Analyseinstitut og Sport Event Danmark. Alle sagkyndige og uafhængige institutioner under Kulturministeriet. I perioden 1998-2002 eksisterede endnu et element, som kunne fuldende paletten, nemlig Idrætspolitisk Idéprogram – oprettet af Elsebeth Gerner Nielsen. Programmet havde til formål at støtte nye udfoldelsesmuligheder, ny organisering, nye partnerskaber og ny mening, og programmet udgjorde dermed en et vigtigt element i en sammenhængende idrætspolitisk strategi: Lokale og Anlægsfonden – som administrerede programmet – kunne sørge for en fornyelse af idrætsfaciliteterne tilpasset ændringerne i befolkningens idrætsvaner, Idrætspolitisk Idéprogram kunne støtte nye ideer til udvikling af deltagelsen.

Desværre nedlagde Brian Mikkelsen programmet i 2002 – formentlig efter inspiration fra idrætsorganisationerne, som så med indædt skepsis på statslige initiativer uden for deres kontrol. Programmet opnåede i sin korte levetid stor international opmærksomhed og fremragende evalueringsresultater.

En sådan Statens Idrætsfond – man kunne også tale om et Statens Idrætsråd – bestående af Lokale og Anlægsfonden, ’Idrætspolitisk Idéprogram’, Team Danmark, Sport Event Danmark og Idrættens Analyseinstitut kunne skabe fundamentet for den fornyelse af idrætsbilledet i Danmark, som til stadighed efterlyses. Idrætten uden for organisationernes regi og rekrutteringsbestræbelserne over for de inaktive kalder på en idrætspolitisk indsats med tyngde, dynamik og fantasi.

Tyngden leveres af de økonomiske ressourcer.

Heldigvis er kulturministeren medlem af regeringens magtfulde økonomiudvalg!

.

Illustration: R.B. Kitaj: Whistler vs. Ruskin (Novella in Terra Verte, yellow and red). 1992.

.

Artiklen har været bragt på Idrætsmonitor den 21. marts 2023

.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.