Høje ambitioner i Kulturministeriet

..

Af Claus Bøje

..

”Jeg har høje ambitioner for kulturen”, udtalte den nye kulturminister Jakob Engel-Smidt forleden i en pressemeddelelse.

 ”Jeg vil ikke bare skrue hist og pist. Jeg vil virkelig ændre noget. Og det kræver, at vi får en ordentlig debat om, hvad kulturen anno 2023 kan og skal. For første gang i 25 år vil jeg præsentere en kulturpolitisk redegørelse. Jeg håber, at den virkelig vil sparke en debat i gang i Folketinget og i offentligheden og give mig input til, hvordan en kommende samlet kulturpolitik skal se ud”.
Dejligt med en kulturminister med høje ambitioner, men hvad han vil ændre, står indtil videre hen i det uvisse. Han røber ingen visioner.

Han efterlyser input!

Under alle omstændigheder er det lovende, at der bliver udarbejdet en samlet kulturpolitisk redegørelse. For det er både bemærkelsesværdigt og betænkeligt, at de seneste 25 år ikke har budt på samlende redegørelser fra skiftende kulturministre. De tjener til at skabe og fremlægge et overblik over den siddende regerings visioner, prioriteringer, strategier og konkrete planer.

Seneste redegørelse blev fremlagt i Folketinget i 1997, og traditionen, som siden 1960’erne har budt på redegørelser af Kresten Helveg Petersen, Niels Matthiasen, Lise Østergaard, Mimi Stilling Jakobsen og Jytte Hilden, stoppede med Ebbe Lundgaard. Jytte Hildens redegørelse udgjorde en variant af den klassiske redegørelse, idet hun – i stedet for at udarbejde redegørelsen i dialog med sine embedsmænd – bad kultursociologen Peter Duelund stå for en ekstern udredning under overskriften Kulturens Politik.

Udredningen kom til at bestå af i alt sytten bind om kulturpolitikkens forskellige delområder, forfattet af forskellige eksperter, samt et afsluttende 18. bind, hvor Duelund sammenfattede de mange bidrag og gav sit bud på retningen for kulturpolitikken. Konstruktionen fratog Hilden ansvar for indholdet, og hun kunne efterfølgende tage stilling til, hvordan de mange analyser og forslag i det store værk kunne bruges politisk.

Måske en model til overvejelse for den nuværende kulturminister, som ønsker sig ”input” til kulturdebatten. Input!

Ministerens redegørelse skal naturligvis angive, hvilke overordnede mål, han vil udstikke. Betragtes med summarisk hånd de formuleringer, som skiftende kulturministre har fremlagt gennem årene, har der været tale om generelle formuleringer som:

Kulturpolitikken skal

  • skabe rimelige vilkår for frembringelsen af kunst inden for alle genrer og give mulighed for eksperimenterende virksomhed
  • inspirere til en skabende dimension i almindelige menneskers liv
  • opmuntre til kommunikation og fællesskab og skabe forudsætninger for, at enhver får øgede muligheder for at påvirke samfundsudviklingen og bestemme over sit eget liv
  • bidrage til en afklaring af den enkeltes og fællesskabets identitet
  • medvirke til et bedre samfundsmiljø og fremme af livskvaliteten for det enkelte menneske
  • modvirke tendenser til isolering og opsplitning af tilværelsen samt skabe muligheder for frigørelse og selvstændighed
  • sikre kvalitet, mangfoldighed og valgfrihed
  • opbygge kulturel kompetence og dermed styrke en dansk identitet i mødet med globaliseringen
  • berige dialogen mellem forskellige livsværdier og holdninger og sikre kreativiteten og fantasien mod truslerne fra den kommercielle massekultur
  • fastholde det danske sprog og udtryk
  • bevare og levendegøre kulturarven
  • stimulere oplevelsesøkonomiens bidrag til beskæftigelse og eksport.

Med så flotte og krævende målformuleringer er spørgsmålet, hvad de enkelte kulturelle sektorer – teatret, bibliotekerne, musikken, litteraturen, uddannelserne folkeoplysningen, idrætten og billedkunsten – kan bidrage med til opfyldelse af målene?

Jakob Engel-Smidt proklamerer, at han virkelig vil ændre noget. Ikke bare skrue hist og pist. Måtte det vise sig, at han også er i stand til at levere. Han sidder i hvert fald i den for en kulturminister så usædvanlige position, at han som medlem af regeringens koordinationsudvalg og økonomiudvalg har direkte indflydelse på fordelingen af de statslige midler til de forskellige ministerier og på regeringens strategier og reformer.  

En rød tråd gennem de kulturpolitiske redegørelser har været nagelfaste grundprincipper, som fastholder værdigrundlaget for den kulturpolitiske diskussion. Niels Matthiasen præciserede ved fremlæggelsen af sin kulturpolitiske redegørelse i 1977 sådanne principper – han pegede på ytringsfrihed, kulturelt demokrati, kvalitet og decentralisering – og da Ebbe Lundgaard i 1997 fremlagde den foreløbig sidste redegørelse var de samme principper stadig det centrale omdrejningspunkt.

Ytringsfriheden må overalt respekteres og forsvares, og kulturpolitikken skal sikre, at den får et reelt indhold.

Kulturelt demokrati skal tilstræbes. I begrebet ligger en erkendelse af, at et samfund rummer flere kulturer eller kulturformer. Enhver kulturform – selv om den kun har betydning for et mindretal – bør have vækst- og udfoldelsesmuligheder, og der bør skabes forudsætninger for, at så mange som muligt på deres egne præmisser kan deltage aktivt i kulturlivet.

Kvalitet skal være bestemmende for, hvad staten kan yde økonomisk støtte til, og kvaliteten skal på alle kulturlivets områder søges fremmet. Men kvalitet er ikke noget entydigt. Den kvalitetsbedømmelse, som foretages af Statens Kunstfond, må bygge på resultaterne af det kunstneriske arbejde, men på andre områder vil det være rimeligt at lægge vægt f.eks. på de kvaliteter og værdier, der kan ligge i selve den kulturelle proces.

Decentralisering bør søges gennemført så langt som muligt både i form af en geografisk spredning af kulturvirksomheden og en henlæggelse af ansvar og afgørelser til det niveau, som aktiviteten finder sted på.

De kulturpolitiske principper – her gengivet i Niels Matthiasens version – har som sagt siden dannet grundlag for skiftende kulturministres kultursyn. Det er på talerstolen i Folketinget selvsagt vanskeligt at erklære sig principielt uenig i, at ytringsfrihed, kulturelt demokrati, kvalitet og decentralisering bør forsvares som bærende principper. De kulturpolitiske uenigheder mellem partierne har mere konkret gået på, hvor grænserne for statens involvering lå, og på, hvad der inden for grænserne måtte anses for støtteværdigt i forhold til en opfattelse af kvalitet.

Hvor den offentlige kulturpolitik efter etableringen af Kulturministeriet i 1961 blandt andet var præget af visheden om, at statens indsats var nødvendig som et alternativ til markedets mekanismer – den kommercielle massekultur – er den politiske dagsorden i dag i høj grad at søge alliance med dette marked. Hvor den statslige kulturpolitik netop skulle støtte initiativer, som – trods deres formodede kvaliteter – ikke forventedes at kunne overleve på markedets præmisser, er det i dag nærmest et kvalitetsstempel at kunne henvise realiseringen af kunstneriske og kulturelle initiativer til et joint venture med markedsmæssige overvejelser – turisme, eksport, branding og økonomisk rentabilitet. Hvor den offentlige kulturpolitik tidligere var et modspil til den kommercielle massekulturs dominans, er den i dag – sat på spidsen – stærkt inspireret af markedstænkning.

Markedets evne til ressourceallokering er uovertruffen, fordi det knytter menneskers handlinger sammen i så enkel en formel som ønsket om individuel, økonomisk op­timering. Markedet er imidlertid en ansigtsløs, økonomisk proces uden anden retning end forventningen om sorte tal på bundlinjen. Prioriteringerne er uden kulturpo­litikkens humanistiske livssyn. Dagsordenen sættes af et marked, som kender prisen – ikke værdien.

Jeg vil virkelig ændre noget, sagde kulturministeren.

Til det bedre, må man formode.

Det koster. Har han mon pondus til det?

Redegørelsen forventes fremlagt til maj.

..

Illustration: Erik Rasmussen: Højdespringer.

..

Artiklen har været publiceret på Kulturmonitor den 17. februar 2023

..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.