Idrætsministerium – en dårlig idé

.

.

Forslag om et særskilt Idrætsministerium dukker op med jævne mellemrum. Senest har Mai Mercado luftet tanken i Idrætsmonitor. Men forslaget er af mange grunde en rigtig dårlig idé. Det er både ugennemtænkt, uigennemførligt og til skade for idrætten.

For det første er idrætspolitikken i Danmark stærkt decentraliseret. Ca. 80% af de offentlige udgifter til idræt varetages af kommunerne, hvorfor idrætspolitikken på statsligt niveau er ret overskuelig. Kun 3-4 sagsbehandlere sidder med området, og at udskille dem i et særligt ministerium giver ingen mening.

For det andet er idrætspolitikken – undskyld mig – ret betydningsløs sammenlignet med de tunge politikområder som forsvar, skat, klima, energi, sundhedsvæsen, undervisning, miljø etc. Med få undtagelser er idrætspolitikken derfor heller ikke et område, som søges af ambitiøse og magtfulde politikere. At oprette et særskilt Idrætsministerium er ganske enkelt ude af proportion med en forestilling om realpolitisk indflydelse og gennemslagskraft.

For det tredje vil et særskilt Idrætsministerium yderligere marginalisere idrætten. Idrætten vil blive isoleret i et lille juniorministerium, og det vil blive tildelt en minister, som vil få svært ved at gøre sig gældende i ”slagsmålene” med andre ministerier. I det internationale samarbejde har jeg ved adskillige lejligheder oplevet, hvorledes en sportsminister ikke har haft tilstrækkeligt mandat til at forhandle. Han eller hun har været en juniorminister, som enten ikke har kunnet sige ja eller nej uden at rådføre sig med en seniorminister, eller også er den pågældende senere vendt tilbage og har måttet anmode om ændringer i beslutninger eller konklusioner.

For det fjerde vil det efter min opfattelse være en katastrofe at udskille idrætten fra kulturpolitikken. Det er netop i lyset af kulturpolitikken, at idrættens samfundsmæssige betydning giver mening og dermed også legitimitet. Forpligtes idrætten ikke i en kulturpolitisk sammenhæng, risikerer vi, at den både mister en statslig bevågenhed om sit unikke værdigrundlag, og at den bliver instrumentaliseret som halehæng til sundhedsområdet.

For det femte vil en sportsminister føle sig foranlediget til at føre en langt mere aktivistisk idrætspolitik end den, vi hidtil har været vant til i Danmark. En minister kan ikke bare sidde på hænderne og overlade det til organisationerne at føre politik. En minister må bevise sit værd, vise handlekraft og gennemføre reformer. Det er næppe et drømmesyn for idrættens organisationer, som altid har fastholdt ønsket om en minimal indblanding fra statens side.

Mai Mercado begrunder sine overvejelser med, at et særskilt ministerium vil kunne sikre en højere grad af koordination mellem de mange ministerier, som har berøring med idrætten. Men det problem løses ikke ved et særligt Idrætsministerium. Al erfaring viser, at koordinering mellem ministerier kræver en stærk minister – en minister, som kan sætte sin vilje igennem over for kollegerne. Hendes egen partifælle Brian Mikkelsen var det bedste eksempel herpå som medlem af både regeringens økonomiudvalg og koordinationsudvalg. En svag minister uden for regeringens magtcentrum vil ikke have nogen chance i det spil. Og et Idrætsministerium vil alt andet lige få tildelt en minister endnu længere nede i hierarkiet end en kulturminister.

Manglen på sammenhæng og koordination kunne i stedet løses ved, at en kulturminister udarbejder en sammenhængende idrætspolitik – en idrætspolitik, der med afsæt i kulturpolitikkens mål og principper, formulerer nogle klare og sammenhængende værdier, målsætninger og handlinger for staten, kommunerne, organisationerne og de mange små initiativer, der blomstrer op overalt uden for de store organisationer.

.

Publiceret på Idrætsmonitor den 13. september 2022 med lidt andre rubrikker.

.

Illustration: Bjørn Nørgaard: Fodboldbenet (udkast til skulptur).

.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.