..
Af Claus Bøje
..
Idrætten har til stadighed – ikke mindst med henvisning til det antikke Grækenlands olympiske lege – næret en drøm om, at den kan etablere et fredhelligt område hævet over de politiske realiteter og magtforhold. Drømmen beror på en historisk tradition, som forbinder idrætten med religionen og festen, hvor den som ritual, opvisning og underholdning har været knyttet til den højtid, der opbygges om kulten og den ceremonielle festligholdelse.
Men lag for lag er idrætsudfoldelsen politisk defineret:
Selve den måde, idrætsaktiviteten udfoldes på, er ideologisk bestemt. Regler, organisering og indhold er udtryk for valg mellem muligheder, der udtrykker forskellige kulturelle værdier.
Idrætsudøveren er bundet til at agere i sammenhænge, hvor der er forskellige begrænsninger på friheden til personlige tilkendegivelser. Overskrides grænserne, sanktioneres udøveren.
Idrætsorganisationernes internationale samarbejde er præget af ledernes personlige holdninger til politiske konflikter. Idrættens mesterskabsstævner er historisk set rige på modsætningsfyldte og vilkårlige beslutninger om boykot og udelukkelse.
Regeringer anvender idrætten som politisk redskab i forsøg på at påvirke eller isolere bestemte regimer. Tidligere gennem henstillinger, som idrætsorganisationerne ofte ignorerede. I dag gennem FN, som bindende for medlemslandene har beføjelser til at definere idrættens internationale råderum.
Idrætsbegivenheder bliver af udenfor stående interesser brugt som platform til eksponeringen af budskaber af forskellig art. Fra politiske magthaveres ageren i bestræbelserne på national profilering – til det kommercielle markeds forsøg på at knytte deres produkter til en attraktiv begivenhed.
Endelig kan man – i den mere finurlige ende af skalaen – nævne borgmestervarianten, hvor bykonger er blevet kanoniseret pga. deres demonstrative velvilje over for idrætten. Rasmussen i Brøndby og Brixtofte i Farum som oplagte eksempler.
Efter Ruslands invasion i Ukraine må diskussionen om rimeligheden i adskillelsen af idræt og politik for altid forstumme. Forfærdelsen over den ’utænkelige’ intereuropæiske krigsførelse affødte en utvetydig fordømmelse fra idrættens organisationer og vestlige regeringer. Ingen diskussion om nuancer eller eventuelle forbehold i sanktioner over for Rusland og russisk idræt. Det viste sig, at en stærk udelukkelse af alt samarbejde kunne samle total opbakning.
Den antikke olympiske drøm om idrætten som et fredhelligt område – hævet over politiske stridigheder – er ønsketænkning og endelig begravet på illusionernes kirkegård. Ruslands forfærdelige aggression har skabt fuldstændig accept på alle planer om, at idrættens udøvelse ikke kan adskilles fra de politiske rammer for dens iscenesættelse.
Selvfølgelig vil fremtiden bringe debatter om det politisk betimelige i deltagelsen i konkrete idrætsbegivenheder.
Men ingen med argumentationen om, at idræt og politik kan adskilles.
..
Bragt på IdrætsMonitor den 4. april 2022.
Ill.: Banksy: OL London 2012
Tak.