Det uformulérbare – eller ind i legen og kulturen

Facebooktwitterlinkedinmail

.

Peter Hansen: På isen bag byen

.

Af Bo Vestergård Madsen

.

”Det uformulérbare – kropsfagene i højskolen”. Sådan lyder titlen på Claus Bøjes artikel til antologien ”Midt i højskolen” fra 1991, som i øvrigt er fremragende og en genlæsning værd. Det er Bøjes nye bog også. Titlen ”Kampen om idrættens kulturpolitik. Mere mening – mere skønhed”, opsummerer på bedste vis Claus Bøjes ærinde og idépolitiske ståsted gennem 45 år. Genlæsning, ja, for det er en samling og gennemskrivning og redigering af et væld af artikler gennem årene, som ellers har været spredt ud et væld af steder. Nu har forlaget Spring og forfatteren fået samlet dem til en helstøbt og samtidig spændstigt hoppende bog, som rummer virkelig meget stof til debat og eftertanke hos læseren. Tak for det. Det er vi nogle, der har savnet.

Når jeg har kaldt omtalen af denne bog for ”Det uformulérbare”, er det af flere årsager. Dels fordi titlen på mange måder kondenserer de tanker, Bøje har givet sprog i bogen her – og som han har givet kamp og krop gennem et langt, levet liv. Dels fordi den faktisk ikke indgår i bogen. Mærkeligt nok. Det kommer vi tilbage til. I stedet for at påpege, hvad der ikke er med, er der nemlig grund til at glæde sig over, hvad der er med. 39 tekster, som forfatteren kalder dem med et lidt neutralt begreb. Det er så også det eneste neutrale i denne bog! I de 39 kulturpolitiske essays eller pamfletter udfolder Claus Bøje sig som den kulturkæmper, han har været og stadig er, hvis nogle skulle være i tvivl.

.

Myten om sportens enhed og sammenhæng

De mange tekster bevæger rundt i et væld af emner, men det overordnede tema angives jo i bogens titel: ”Kampen om idrættens kulturpolitik. Mere mening – mere skønhed”. Idrætten er ikke nogen ø (som mennesket jo bekendt heller ikke er), men må ses som en del af en kulturpolitisk kamparena, hvor der er forskellige positioner. Sporten er ikke blot et universelt fænomen, der altid har været og blot er blevet forfinet gennem årene. Nej, det er et epokalt fænomen, knyttet til moderniteten og som med tiden for elitedelen i hvert fald har udviklet sig til en kommerciel markedsplads, der medfører grådighed, magtliderlighed, snyd og demokratisk forvitring.

Men – som Claus Bøje påpeger flere steder i bogen – sportens egen fortælling om sig selv er utrolig stærk. Grundlæggeren af de moderne Olympiske Lege, Pierre de Coubertin trækkes frem flere gange for at vise, hvordan fortællingen om sportens lige linje fra de gamle grækere til i dag italesættes og bankes ind i kødet på os.

Det samme gælder fortællingen om enheden og forbundetheden mellem elite og bredde i idrætten. Altså dette, at når eliten har det godt og har succes, ja, så smitter det automatisk af på bredden (og omvendt). Denne enhedstese – for det er en tese – har været efterprøvet utallige gange. Udfordret fra starten på IdrætsForsk ved Gerlev Idrætshøjskole, hvor Claus Bøje i en årrække var forskningsleder. Efterfølgende empirisk afprøvet af Idrættens Analyseinstitut gennem flere undersøgelser. Med samme resultat: der er ingen eller kun meget ringe sammenhæng. Har vi hørt denne kritik før? Ja! Har vi stadig behov for at udfordre disse fortællinger? JA! Myten lever i bedste velgående. Der er nemlig knyttet kæmpe økonomi- og magtinteresser til denne myte.

.

De 100 sprog

Det slår mig ved den samlede gennemlæsning, hvor meget børnenes udfoldelsesmuligheder ligger Claus Bøje på sinde. Han citerer flere steder den italienske pædagog Loris Malaguzzis digt ”Et barn har 100 sprog”, ”men berøves de 99”, som det hedder i den følgende strofe. Det at kunne udtrykke sig i mangfoldighed gennem legen, kampen, dansen, i fordybelsen er et helt centralt element i den forfatterens idépolitiske univers. Det gælder selvfølgelig ikke kun børnene, tværtimod. Mulighederne for at kunne udfolde sig sprogligt, kropsligt-æstetisk skal udforskes og udfordres gennem hele livet i alle dets faser. Det legende bør ikke kun reserveres barndommen, og går man historisk til værks, vil man se, hvordan man legede på tværs af alder i de gamle landsbysamfund. Nogle lege var dog mest egnet til (unge) voksne, der kunne se, men mest af alt føle hinanden an. Mange af de gamle lege havde klare erotiske undertoner.

.

Idrætten som kampfelt

For Claus Bøje er den lystfyldte tilgang til idrætten helt afgørende frem for krops- og sundhedsdisciplinering og jagt på rekorder. Så selvfølgelig er ”Lystaksen” også med i bogen. Fra erotikken som det mest lystfyldte til kondicykling i kælderen som det mindst lystfyldte. Kritikken heraf har gennem tiden været rettet mod dette spørgsmål: Hvem skal bestemme, hvad der er mest lystfyldt? Til det er der vel at sige, at ”Lystaksen” netop – i en provokerende form – skal prikke til os, udfordre til debat og samtale.

.

Lystaksen

.

Og her er vi vel ved kernen i Claus Bøjes virke. Idrætten, herunder sporten, har så kolossal betydning i samfundet. Hvor er samtalen, debatten om den? Hvorfor accepterer vi f.eks. så blindt ”Sportsjournalistikkens Bermudatrekant”, dvs. den uhellige alliance mellem sport, medier og sponsorer, som suger og lukrerer på hinanden? Hvorfor ikke bygge rammer for kropskulturens mangfoldighed frem for de internationale idrætsorganisationer standardiserede mål? Hvorfor acceptere, at de største sportsbegivenheder i verden nærmest systematisk afholdes i halv- og heldiktatoriske stater? Der er så meget stof til debat og eftertanke, at jeg håber, at der skyder en række idrætspolitiske saloner op omkring i det ganske land, som læser og diskuterer denne bog.

.

Sanselighedens kulturpolitik

Teksterne viser et fantastisk, sprogligt overskud. De er polemiske, rytmiske og billedskabende. Forførende og fængende. Det er så som så med nuancer og forbehold. Sådan er genren, men også Claus Bøjes stil. Ind i mellem så ætsende syrligt, at det antager Gustav Wiedske proportioner. He, he, herligt. Men ét er de konfronterende og kritiske artikler. Noget andet er de tre ”Glæden ved”-artikler: ”Glæden ved at se på”, ”Glæden ved vand” og ”Glæden ved at stå på skøjter”. Her udfolder forfatterens sprog sig eminent sanseligt og overraskende. Læseren kommer med helt ned under vandet og tilbage i vores mødrende ophav. Vi er med, når Claus Bøje skulker fra arbejde for at finde en hemmelig sø, han kan skøjte på, selvom isens tykkelse ikke helt er, som politiet gerne vil have det.

Dette er skrevet i en weekend, hvor vintersolen har gjort alt for at varme os. Hvor jeg på turen på Damhusengen så børn og voksne finde små pletter til at skøjte og sågar spille ishockey på. Helt uden opstregninger og dommere. Tænk engang! Hvor samtaleturen Utterslev Mose blev oplyst af isens strålende skin og på én og samme gang stærke og skrøbelige strukturer. Hvor børn og forældre fandt på lege under inddragelse af de forhåndenværende grene, kviste og sten. Hvor min nyligt hjemmefra flyttede datter sender mig billede af sig med ordene ”Var ude på Søerne med Marta og lod som om, vi var skøjteprinsesser – uden skøjter på 😊”, så jeg blev helt rørt. Det er disse bevægende, sansemættede øjeblikke, der giver livet mere mening, mere skønhed.

Og er der noget, jeg savner, inden der nu går alt for meget glæde og Glühwein i den? Jeg savner nok – men det er så min egen dagsorden – en eksplicit social tænkning og indignation. En standende udfordring for den kulturradikale position, hvad det så end er (og nej, dén åbner vi ikke her). Til det vil Claus Bøje måske indvende, at kulturpolitikken ikke skal spændes for socialpolitikken. Idrætten har blot en kolossal social slagside. Hvordan forholder vi os til det?

Jeg savner som nævnt artiklen fra ”Midt i højskolen”, hvor Claus Bøje i artiklen ”Det uformulérbare” virkelig spidsformulerer kulturpolitikkens sigte og et kultursyn, der insisterer på ytringsfrihed, kvalitet, demokrati og deltagelse. Og at mennesket altid er mere, end hvad der kan sættes på formel, som gamle Grundtvig ville sige. At vi til stadighed må prøve at formulere det uformulérbare. Har højskolen ikke en rolle at spille mere? Det synes man i hvert fald på Gerlev Idrætshøjskole, hvor Bøjes credo: Kampen, legen, dansen og fordybelsen stadig og i stigende grad er kulturbærende og -skabende.

.

Fuldbyrdelse – eller lige ved og næsten?

Efter en fin og tænksom artikel, der beskriver de forskellige udfordringer i livsfaserne – sammenhængen mellem erkendelse og bevægelse, er vi pludselig færdige. Er vi stået af i Roskilde? Jeg savner den opsamlende artikel, der perspektiverer den kulturpolitiske kamp og blotlægger de nye ”battlefields”. Hvad med alle de nye aktører på idrættens felt? Hvad er de nye udfordringer i det byggede miljø efter mere end 25 år med Lokale og Anlægsfonden som bannerfører for nyskabelse, arkitektonisk kvalitet og udfordring af hele tænkningen bag faciliteter og byrum? Hvor står vi nu, hvor idrættens kulturpolitik nærmest er deponeret hos DIF og DGI’s ”Bevæg Dig for Livet” (ellers kommer døden!). Som så ikke handler om så meget om kultur, men om det man kan tælle til: 25-50-75. Altså kvantitative mål frem for kvalitative… (Eller er der også nuancer her og plads til dialog?). Hvordan kommer Kulturministeriet ind i kampen igen? Jeg vil ha’ mer’!

I min lokalavis, Vanløse Bladet, var der for nyligt en reportage fra et online-borgermøde om, hvordan vi kan udvikle bynaturen omkring os her i Udkantskøbenhavn. Også her var det pludseligt slut, da folk var blevet godt varme, skriver journalisten, Chili Djurhuus.

Og hendes – for genren – noget overraskende outro? Kommer til at stå som min:

”Lidt ligesom et afbrudt samleje. Det gode er, at man altid kan starte forfra – eller starte, hvor man sluttede”.

____________________________________________________________________

Bo Vestergård Madsen, ph.d. i kulturstudier.

Strategisk rådgiver og indehaver af VESTERGÅRD KULTUR.

Tidligere ansat som bl.a. forskningsmedarbejder på IdrætsForsk og analysechef i Lokale og Anlægsfonden.

I øvrigt født og opvokset i Roskilde.

Print Friendly, PDF & Email
Facebooktwitterlinkedinmail

2 thoughts on “Det uformulérbare – eller ind i legen og kulturen

  1. Hej Bo
    Tak for din meget fine og sanseligt analyserende anmeldelse af Claus Bøje’s udvalgte skrifter. Din anmeldelse skaber stor lyst til at kaste sig over bogen – hvis man nu ikke havde haft den lyst i forvejen.

  2. Kære Bo
    Virkelig fantastisk skriv – og virkelig vigtigt i tiden … altid. Tak!
    Mh. Inge

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.