WADA-reformer i slow-motion

Facebooktwitterlinkedinmail

Kasper Heiberg: På cykel

af Michael Ask, direktør i Anti Doping Danmark

.

Da det internationale antidoping agentur, WADA, blev etableret for godt 20 år siden, var det en unik konstruktion, som på mange måder var forud for sin tid. Inden ordene ”co-creation” og ”public-private partnership” var opfundet, blev WADA organiseret som en såkaldt ”hybrid-organisation”, hvor idrættens organisationer og verdens regeringer fik tildelt hver halvdelen af magten i WADA’s to ledende organer: Foundation Board og Executive Committee.

Forud var gået flere års intens politisk magtkamp, hvor presset mod idrættens organisationer fra nogle af verdens regeringer var vokset i takt med, at den ene dopingskandale efter den anden var blevet afsløret. Hver eneste gang havde de ansvarlige idrætsledere lovet forbedringer, men samtidig holdt fast i det hævdvundne princip om ”idrættens autonomi”. Et dogme, som stadig lever i bedste velgående den dag i dag: Nemlig at idræt eller sport er så unik og upolitisk en aktivitet, at dens ledere skal have friheden til at drive forretningen uden unødig politisk eller samfundsmæssig indblanding.

Den såkaldte Festina-skandale under Tour de France i 1998 blev imidlertid den udløsende faktor for, at idrætten ikke fortsat selv kunne håndtere dopingsager. World Anti-Doping Agency (WADA) blev grundlagt. Ideen var fremragende! Et regelsæt, det såkaldte ”Word Anti-Doping Code”, skulle regulere, hvad der var tilladt og forbudt på tværs af lande og idrætsgrene, ikke mindst de olympiske discipliner. Den overordnede ledelse blev besat af ledende repræsentanter fra den olympiske bevægelse, IOC, og udvalgte repræsentanter fra fem verdenskontinenters regeringer efter en 50/50 model. En på papiret ligelig magtfordeling.

.

En skæv magtfordeling

I praksis har magtfordelingen vist sig over tid at være skæv. Mens IOC har haft en næsten uafbrudt række af de samme topledere tilknyttet WADA’s ledende organer gennem mange år, så skifter regeringernes repræsentanter hyppigere i takt med, at regeringer kommer og går. Dertil kommer, at mens IOC’s repræsentanter kontinuerligt kan koordinere deres holdninger til de politiske og strategiske beslutninger i WADA ved at stikke hovederne sammen i IOC’s hovedkvarter ved foden af Geneve-søen, så er det vanskeligere for regeringernes repræsentanter. I bedste fald mødes de dagen før WADA møderne i et forsøg på at finde fælles fodslag. En øvelse, der langt fra al tid lykkes, da verden som bekendt ikke altid ser ens ud. afhængig af hvilken længde- og breddegrad man ser den fra.

Det har uden tvivl bekommet IOC vel, at de i realiteten har kunnet styre WADA i de forgangne år. WADA har aldrig fået tildelt en magt, der gjorde, at de reelt kunne bestemme over IOC, og dermed har idrætten et langt stykke hen ad vejen kunne fortsætte med en ofte opportunistisk politik, der har vægtet profit og magt over good governance principper som f.eks. uafhængighed, objektivitet og gennemsigtighed.

Først da den russiske dopingskandale begyndte at rulle i 2015 blev der for alvor sat fokus på WADA’s struktur. WADA lykkedes med efterforskningen og afdækningen af, hvad der skete i Rusland. Og reglerne gav mulighed for at straffe de enkelte udøvere. Men mulighederne for at straffe dem, der egentlig orkestrerede det systemiske dopingsnyd, var begrænsede i reglerne. Og da ansvaret for at straffe derefter tilfaldt idrættens organisationer, blev konsekvenserne også begrænsede.

WADA’s magtesløshed blev i særdeleshed udstillet i forbindelse med de olympiske lege i Rio de Janeiro i 2016. På det tidspunkt havde en uafhængig undersøgelse, den såkaldte ”McLaren rapport”, slået fast, at systematisk doping havde fundet sted i Rusland i årevis med det primære formål at opnå succes ved de olympiske lege. Alligevel tillod IOC, at Rusland deltog i Rio, og WADA havde ingen magt til at gøre noget ved det. Rusland endte som nummer 4 på medaljeoversigten med 52 vundne medaljer.

En del regeringer, bakket op af en del nationale antidoping organisationer (NADO’er) og udøverorganisationer, har siden advokeret for reformer af WADA, der skal give dem mere operationel uafhængighed fra idrættens organisationer, ikke mindst IOC.

.

Uafhængig?

En arbejdsgruppe blev nedsat, og hvor står vi så i dag ca. fire år efter?

Det vigtigste organ i WADA, når det kommer til afgørelser i sager som den russiske, er Executive Committee. Her så fortalerne for reformer – herunder mange NADO’er og udøverorganisationer – gerne, at Executive Committee primært bestod af uafhængige medlemmer, så hverken IOC eller regeringerne for den sags skyld ville kunne blokere for en objektiv beslutning af politiske eller kommercielle hensyn. Efter lange tovtrækkerier blev det i november 2018 besluttet at tilføre to uafhængige medlemmer. Deres magt vil dog stadig være begrænset, da de bliver et tillæg til de i forvejen 12 medlemmer, der er udpeget ligeligt af henholdsvis idrættens organisationer og regeringerne. Efter mere end to års diskussioner om kriterierne for at kunne opfattes som ”uafhængig” er disse to medlemmer nu endelig udpeget. Den ene er Patricia Sangenis – en argentinsk læge, der i mange år var medlem af IOC’s medicinske komite. Den anden er italienske Gabriella Battaini-Dragoni, der netop er stoppet som vice generalsekretær for Europarådet. Det er vel ikke helt urimeligt at konkludere, at ingen af de to er rigtigt uafhængige.

.

Indflydelse fra flere

Et andet diskussionsemne de senere år har været, om antidoping arbejdet med fordel kunne have indflydelse fra flere aktører end idrættens organisationer og regeringerne.

For det første er det ret åbenlyst, at dem det egentlig handler om, nemlig udøverne, ikke har nogen reel indflydelse på det regelsæt, som de er underlagt. Udøverne er blevet lovet større indflydelse, men indtil videre har det ikke udmøntet sig i meget andet, end at WADA i deres nyligt vedtagne strategi har som et af deres fem overordnede mål at være ”udøver-fokuseret”.

Derudover har en del NADO’er, herunder Anti Doping Danmark (ADD), anført, at de i stigende grad er de respektive regeringers forlængede arm, når det stadigt mere og mere komplekse regelsæt med tilhørende standarder skal diskuteres i international sammenhæng. Det er simpelthen blevet for kompliceret og omfattende til, at man kan forlange af ministre og embedsmænd med mange andre ting på dagsordenen, at de skal sætte sig dybt ind i det, som antidoping organisationerne beskæftiger og med hver dag. Under navnet ”NADO Leaders Group” arbejder en gruppe på ca. 20 NADO’er, for mere uafhængighed og gennemsigtighed i WADA. De, herunder ADD, har støttet op om mere indflydelse til udøverne, men samtidig også peget på, at det ville give mening hvis også NADO’erne fik mere indflydelse. Det er trods alt NADO’erne, der står for 75-80 % af alt antidopingarbejdet i verden. De internationale idrætsforbund står for resten.

WADA’s præsident, Witold Banka, har sagt pæne ord om vigtigheden af, at NADO’erne har indflydelse. Derfor overrasker det, at den såkaldte review-gruppe, der nu skal til at se på de reelle forandringer, som er sket i WADA’s governance-struktur de sidste fire år, skal have repræsentanter fra idrættens organisationer, regeringerne og en udøver, men ingen repræsentant fra NADO’erne. Man fornemmer indflydelsen fra IOC, der i den oprindelige governance-arbejdsgruppe var stærkt utilfredse med nogle af de mere vidtgående forslag til uafhængighed, som NADO’ernes repræsentanter ved den lejlighed diskede op med. Nu er NADO’erne så ekskluderet fra det arbejde, som de ellers var en del af oprindeligt.

En yderligere cementering af, at der ikke er en den store lyst til egentlig reform i WADA kan ses ud af den netop vedtagne femårige strategiplan. Der er ikke med et ord nævnt noget om, at WADA arbejder hen imod mere uafhængighed. Efter Executive Committee mødet i september 2020 udsendte WADA en pressemeddelelse, der (frit oversat) sagde at: ”medlemmerne af Executive Committee klart udtrykte deres opbakning til den nuværende model med et ligeligt partnerskab mellem regeringerne og idrættens organisationer. Denne model har vist sig at være succesfuld lige siden WADA blev etableret for 21 år siden”. Der skal altså ikke rokkes ved den grundlæggende konstruktion.

.

Fremtiden for WADA

På trods af et pres fra udøvergrupper og NADO’er samt senest fra den amerikanske regering, der ligefrem har truet med at stoppe sit finansielle bidrag til WADA, hvis ikke der bliver gennemført mere vidtgående reformer, er det begrænset, hvor meget WADA’s governance system har udviklet sig de seneste 4-5 år. Forandringerne sker i slowmotion, mens tilliden til at WADA er i stand til at håndtere den næste store dopingskandale på en upartisk og effektiv måde, langsomt falder. Det er en reel trussel mod den grundlæggende fantastiske ide, det var og er at have et ensartet antidoping regelsæt, der gælder på tværs af nationer og idrætsgrene. IOC er meget godt tilfreds med tingenes tilstand. Så i den nuværende struktur er det reelt kun regeringerne, der kan fremtvinge yderlige forandringer, da udøvere og NADO’er stadig må nøjes med at se til fra sidelinjen.

Man må håbe, at der snart igen er progressive regeringer, der vil arbejde for et WADA, der fremover kan leve op til mere nutidige good governance-principper. Ellers risikerer WADA på sigt at miste sin legitimitet, og det kan ingen være tjent med.

Print Friendly, PDF & Email
Facebooktwitterlinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.