…
Ivan Andersen: Blødt løb
…
…
At udskille idrætten fra Kulturministeriet og kulturpolitikken i det hele taget vil være til stor skade for både idrætten og det øvrige kulturliv. Idræt er – og bør være – en uadskillelig del af dansk kulturliv. Idræt yder et stort og vigtigt bidrag til de erklærede kulturpolitiske målsætninger i Danmark. Diskussionen burde snarere dreje sig om, hvordan man i højere grad forpligtede idrætten i en kulturpolitisk sammenhæng.
I løbet af sommeren har en række kulturpersonligheder kastet deres vrede eller måske snarere foragt på idrætten, og det er senest fulgt op af tre politikere fra Radikale Venstre. Alle har de slået til lyd for en udskillelse af idrætten fra Kulturministeriet. Målet har angiveligt været at styrke den skabende kunst.
Men hvordan det skulle hjælpe de kunstneriske brancher at udskille idrætten fra det øvrige kulturliv, står hen i det uvisse. Mere interessant – for ikke at sige skræmmende – er det, at holdningen synes at udspringe i en mangel på forståelse for idrættens betydning for mennesker – ja, måske ligefrem en foragt over for den kropslige dimension i livet. Og det er både trist og forstemmende.
Diskussionen har mange lag.
Først det helt principielle: Er idræt kultur?
Tager vi udgangspunkt i en ofte citeret formulering af kulturpolitikkens målsætninger, er svaret et rungende ja. ”Det er kulturpolitikkens opgave at udvikle menneskers evner og anlæg, så de kan tage vare på sig selv og det fællesskab, de er en del af”. Idræt giver indsigt i det enkelte menneskers ressourcer, dets potentiale og dets grænser. Idræt udvikler den enkeltes kompetencer og dets evner til at tage del i et fællesskab. I den forstand kan der ikke herske tvivl om, at idræt yder et vigtigt bidrag til kulturpolitikken.
Man kunne også med et gammelt slagord sige, at ”kultur skal give såvel mere mening som mere skønhed til ethvert af livets øjeblikke”. Også denne ”test” består idrætten. Ført til det yderste har Torben Ulrich gennem hele sit liv arbejdet med at give både mening og skønhed til sit boldspil. Men mere jordnært har enhver, der har dyrket idræt, oplevet de øjeblikke, hvor alt løfter sig, hvor det hele pludselig falder i hak, hvor man glemmer sig selv og oplever en anden dimension. Det kan være små øjeblikke, eller det kan være noget der opstår gentagne gange.
Dernæst det mere institutionelle – forholdet mellem idræt og den skabende kunst.
Idræt er ikke kunst, men det er biblioteker, museer, medier, højskoler etc. heller ikke. Alligevel tøver vi ikke med at anskue disse områder som vigtige dele af kulturpolitikken. Desværre har der altid været en tendens til at betragte idræt som et upassende appendiks til kulturen – også i Kulturministeriet. Det er ærgerligt og misvisende. Anskuede man idrætten som en ligeværdig del af kulturpolitikken, ville man også kunne arbejde på at forpligte idrætten i en kulturpolitisk sammenhæng. Dét er måske i virkeligheden den helt store opgave.
Endelig er der det praktiske: Er det muligt at udskille idrætten i et særskilt ministerium?
Alt kan lade sig gøre… det ville bare være grotesk at gøre det. I dag varetages idrætten af 3-4 medarbejdere i Kulturministeriet. Det er indlysende, at et ministerium ikke kan bestå af så få medarbejdere. Skulle man beslutte alligevel at udskille idrætten, må det nødvendigvis betyde en oprustning af idrætten. Det er næppe det, idrætsskeptikerne ønsker. Og det er heller ikke det, idrætten ønsker. For det vil bare indebære en mere aktivistisk statslig idrætspolitik – og dét er et skræmmebillede for de frivillige idrætsorganisationer.
Tilbage står også spørgsmålet om de øvrige kulturområder. Udfaldet mod idrætten er angiveligt båret af et ønske om et større fokus på den skabende kunst. Men betyder det så, at der skal udskilles et Kunstministerium. Dét vil næsten være lige så grotesk som et Idrætsministerium. Den skabende kunst varetages af 7-8 medarbejdere i Kulturministeriet, så også dét ville være et mikroministerium. Endelig er der spørgsmålet om de tilbageværende ressortområder – medier, museer, ophavsret, højskoler, biblioteker etc. Skal de også have hvert deres ministerium?
Musiklivet, teatrene og biograferne lider voldsomt under corona krisen. Det kan der ikke herske tvivl om. Men det gør højskolerne, oplysningsforbundene og idrætsforeningerne også. I stedet for at bekæmpe hinanden burde aktørerne kunne samles i ønsket om en offensiv kulturpolitik, der forpligter både krop og ånd.