Dansk Idrætspolitik

Vladimir Velickovic: Trois états du saut

…

af Claus Bøje

…

Den såkaldte ”svømmesag” har nu fået kulturminister Joy Mogensen til at fremlægge et lovforslag, der skal justere Team Danmarks struktur og opgaver. Formålet med justeringen er angiveligt at give Team Danmark en forpligtelse til tilsyn med specialforbundenes elitearbejde – direkte indskrevet i loven. Problemet er bare, at forslaget ikke spotter det egentlige problem: bestyrelsens sammensætning.

Team Danmark blev i sin tid oprettet som en selvstændig og uafhængig statslig institution, der skulle sikre ”en social og samfundsmæssig forsvarlig” udvikling af dansk eliteidræt.  

Uafhængigheden er her et nøgleord, for skal institutionen sikre en social og samfundsmæssig forsvarlig udvikling, er uafhængighed helt afgørende. Det er den af to grunde:

For det første kan de specialforbund, der har ansvaret for en idrætsgren, og som varetager organiseringen af mesterskaber og deltagelse i internationale konkurrencer, være fristet til at anlægge et enøjet blik på udviklingen af talenter og dermed medvirke til et uforsvarligt socialt miljø for udøverne – etisk såvel som sundhedsmæssigt. Det har svømmesagen med al tydelighed vist. Derfor er der behov for en uafhængig institution, der kan føre tilsyn med forholdene og sikre, at udviklingen sker i overensstemmelse med de nødvendige menneskelige hensyn – og dermed lever op til lovens ånd og bogstav.

For det andet skal Team Danmarks virksomhed og støtte alene baseres på faglige kriterier i forhold til vurderingen af idrætsgrenenes internationale konkurrenceniveau og fremtidsperspektiver. Hvis særinteresser kommer til at præge grundlaget for beslutningerne, risikerer de at undergrave de ’objektive’ faglige kriterier. Derfor er det en fare for uafhængigheden, hvis DIF og specialforbundene får den bestemmende indflydelse i de besluttende organer.

Team Danmark er en selvejende statslig institution, som ledes af en bestyrelse. Bestyrelsen skal sikre og værne uafhængigheden.

Da Team Danmark blev oprettet i 1984 blev to af de syv bestyrelsesmedlemmer udpeget af kulturministeren herunder formanden. De sidste fem blev valgt af et repræsentantskab, som var sammensat sådan, at en tredjedel repræsenterede de aktive, en tredjedel offentlige institutioner og en tredjedel specialforbundene og DIF. Modellen sikrede, at DIF og specialforbundene ikke umiddelbart kunne få den bestemmende indflydelse, og denne begrænsede indflydelse vakte kolossal irritation i DIF.

Frem til revisionen af Team Danmark loven i 2004 var det derfor også DIF’s erklærede mål, at Team Danmark skulle sammenlægges med DIF – og der var et vist gehør for målsætningen i politiske kredse. Efter lange forhandlinger besluttede den daværende kulturminister dog at fastholde Team Danmarks status som uafhængig statslig institution. Men til gengæld fik DIF og specialforbundene markant større indflydelse. DIF kunne nu udpege fire ud af otte bestyrelsesmedlemmer. Kulturministeren udpeger de andre fire – herunder formanden. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Fra en beskeden indflydelse på bestyrelsessammensætningen fik DIF nu halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne.

At repræsentanter for en organisation, der er paraplyorganisation for de specialforbund, der modtager Team Danmarks ydelser, har afgørende indflydelse på fordelingen, er en åbenbar udfordring af uafhængigheden. Varetager bestyrelsesrepræsentanterne egne specialforbunds interesser, eller indgår de i alliancer, der tilgodeser nogle interesser på bekostning af andre? Grundlæggende vil der altid kunne rejses tvivl om motiverne bag beslutningerne. 

Kulturministerens forslag til revision af loven ændrer ikke ved dette forhold, som var de oprindelige lovgiveres forsøg på at beskytte de aktive idrætsudøveres interesser.

Lovforslaget skal ”styrke atleternes stemme i bestyrelsen” hedder det ganske vist. Det gør man ved at etablere ”en uafhængig funktion med en særligt udpeget person, som atleter, trænere og andre kan henvende sig til, hvis de oplever uacceptabel adfærd i de elitetræningsmiljøer, som Team Danmark samarbejder med. Den uafhængige funktion refererer direkte til Team Danmarks bestyrelse.”

Oprettelsen af en sådan funktion er på alle måder prisværdig og sympatisk. Den ændrer blot ikke på den grundlæggende magtfordeling i Team Danmarks øverste ledelse.

Ministeren er imidlertid klar over, at modellen har nogle svagheder, som blev tydeliggjort i forbindelse med ”svømmesagen”, hvor en direktør for et specialforbund sad i bestyrelsen. Derfor indføjes nu en bestemmelse om, at medlemmer af Team Danmarks bestyrelse ikke samtidig må ”være ansat i Danmarks Idrætsforbund eller specialforbund under Danmarks Idrætsforbund eller være medlem af bestyrelsen i et specialforbund under Danmarks Idrætsforbund.”

Men den bestemmelse tjener kun til en overfladebehandling. Allerede i den nuværende bestyrelse sidder et medlem, som er ægtefælle til en direktør i et specialforbund.

Skal Team Danmarks uafhængighed for alvor sikres, kræver det et opgør med den grundlæggende bestyrelsesmodel. Samme øvelse har ministeriet  været igennem med Anti Doping Danmark. Ved seneste lovændring  blev bestyrelsessammensætningen ændret radikalt, da det åbenlyst var et problem med en bestyrelse, hvor idrættens organisationers dominerende indflydelse kunne så tvivl om dopingindsatsens uafhængighed .

Ministeren kunne passende gennemføre en tilsvarende øvelse med Team Danmark. Og i denne forbindelse sørge for, at de aktive på bestyrelsesniveau får indflydelse i kraft af  andet og mere end en klageadgang, når de udsættes for ’uacceptabel adfærd’.

Skabe rammerne for, at de får reel indflydelse på de generelle forhold og vilkår for deres situation som eliteudøvere, sådan som eliteidrætsloven oprindelig tilsagde.