Dansk Idrætspolitik

Poul Anker Bech: Efter kampen

.

Statistik kan være kedelig. Statistik kan bruges og misbruges til meget. Men statistik er uomgængelig som grundlag for udformningen af politik, politiske strategier og politiske analyser.

Danmarks Statistik har midt i corona-krisen udgivet en publikation ”Kultur 2019” (kan downloades her), og den bør være pligtlæsning for enhver, der interesserer sig for kulturpolitik – herunder idrætspolitik. Især er det interessant at læse om idrættens økonomiske fylde i forhold til de andre sektorer på kulturområdet.

På næsten alle de parametre, der indgår i analysen, er idrætsområdet det største enkeltområde i kulturlivet

.

Idrætten er den sektor, der modtager flest offentlige midler.

.

Den offentlige støtte til idræt beløber sig til næsten 5 mia. kr. i driftsudgifter. Anlægsudgifter indgår ikke i analysen.

Størstedelen (næsten 3,8 mia. kr.) udgøres af kommunernes tilskud, og idrætsområdet er med afstand det kulturområde, der modtager flest midler. Næststørst er bibliotekerne. De kommunale tilskud til idræt udgjorde knap 40% af de samlede kommunale udgifter til kultur.

Kulturministeriet udbetaler godt 1 mia. kr. til idrætten. Det overgås kun af tilskuddet til scenekunst, som modtager 1,3 mia. kr. Tilskuddet til idrætten udgør 11% af Kulturministeriets samlede udbetalinger.

.

Idrætten er den sektor, der har flest beskæftigede.

.

Idrætten beskæftiger iflg. analysen godt 18.600 årsværk. Det er mere end en femtedel af samtlige årsværk på kulturområdet. Lønsummen udgør godt 9 mia. kr.

Som det eneste af de fem største kulturerhverv kan idrætten også fremvise en vækst i antallet af årsværk fra 2008 til 2017. De andre større erhverv (arkitektur, radio og tv, reklamer, dagblade og tidsskifter m.v.) har alle en tilbagegang i  perioden.

Billedet af idrætten som en frivillig sektor er altså et billede med nuancer.

.

Idrætten er den sektor, der har flest aktive.

.

Danmarks Statistik tager ikke udgangspunkt i Idrættens Analyseinstituts undersøgelser af danskernes idrætsvaner, som ellers udgør den gængse reference. I stedet anvendes de såkaldte kulturvaneundersøgelser.

70% af danskerne dyrker motion mindst en gang om ugen – lidt flere kvinder end mænd.

Næsten lige så mange – 68% – har overværet eller lyttet til en sportsbegivenhed. Det overgås kun af det antal, der har hørt musik eller set film. Boglæsning, biblioteksbesøg, museumsbesøg, teater dyrkes af færre.

.

Alligevel er idrætspolitik marginaliseret i forhold til den øvrige kulturpolitik.

.

Der kan rejses indvendinger og tages forbehold over for opgørelserne i publikationen. Det er ikke ærindet her. Uanset hvilke statistikker, man anvender, er billedet det samme. Idræt er på stort set på alle parametre den største sektor i kulturlivet.

Paradoksalt er det derfor, at idrætspolitik lever en skyggetilværelse i forhold til den øvrige kulturpolitik. Idrætten vurderes ikke efter samme kulturpolitiske målestok, som det øvrige kulturliv.

Hvor idrætspolitikken sjældent giver anledning til principielle politiske konflikter, er den øvrige kulturpolitik ofte arena for helt grundlæggende politiske uenigheder.

Hvor idrætspolitikken sjældent får opmærksomhed i medierne, er vilkårene for teatrene, medierne, litteraturen, musikken, filmen etc. næsten dagligt et tema i landsdækkende medier.

Mediernes opmærksomhed er selvfølgelig snævert knyttet til graden af politisk uenighed. Medierne er mere interesseret i konflikt end i konsensus. Men man skal ikke være blind for, at sammenhængen også går den anden vej. Opmærksomhed i medierne kan skærpe den politiske interesse og de politiske positioner.

Idrætspolitikkens skyggetilværelse hænger selvfølgelig sammen med, at idrætssektoren i modsætning til den øvrige kultursektor er domineret af nogle få magtfulde interesseorganisationer. Har der været tilløb til politiske konflikter, har disse organisationer altid fundet sammen og udgjort et magtfuldt modspil, som ingen politikere har turdet udfordre.

Og hvor de kulturpolitiske uenigheder synes skærpet det sidste årti, er det gået modsat for idrætspolitikken. Ikke mindst foranlediget af en markant og offensiv linje fra Dansk Folkeparti er de grundlæggende kulturpolitiske positioner blevet skærpet. Omvendt når det gælder idrætspolitikken. Her har skiftende regeringer i højere grad overladt formuleringen af de overordnede idrætspolitiske målsætninger til organisationerne fremfor at spille en selvstændig politisk rolle.

Kulturstatistikken gør det – endnu en gang – tydeligt, at der er behov for en mere grundlæggende og nuanceret idrætspolitisk generaldebat. Som den største sektor i kulturlivet, kan idrætspolitikken ikke leve en skyggetilværelse.