Det galla vanvid

Facebooktwitterlinkedinmail

Paul Klee: Løber ved målet

Af Claus Bøje

Så fik vi endnu engang årets sportsbegivenheder præsenteret som gallaprisfest a la Oscar, Grammy eller Emmy. Sporten indpakket i en lobhudlende amerikansk skabelon til fejring af underholdningsindustriens superhelte. Den behagesyge mondænitet. Den ukomfortable smiger. Det gale vanvid.

Eller snarere det glade. For alle er jublende glade, når der bydes op til Sport 2019 – DR’s fejring af årets sportsnavne fordelt på 13 forskellige priskategorier.

Vanviddet består for det første i det svigt over for sportens udøvere, skabelonen repræsenterer. De udstilles på et podie i en situation, de så indlysende hverken behersker eller er trygge ved. Fjernt fra deres handlingers autencitet skal de stråle i en opsætning, som er skabt til underholdningsindustriens scenevante aktører. Der er milevidt fra deres spring op på sejrsskamlen efter deres sejrrige præstation – glade, svedige, godt brugte og fandenivoldske – til de stive, afmålte skridt ad den røde løber op til gallascenen i Jyske Bank Boxen. Som dresserede tøjstativer skal de aflevere takketaler, som dybest set parodierer den præstation, de har grund til at være stolte af. Med få undtagelser magter de ikke at udnytte øjeblikket til at sige noget, som fortæller, hvem de er bag butterflyen og partydresset. Vi ved, de var sikre og stærke – måske tilmed heldige – i den situation, de belønnes for. Nu drives der rovdrift på deres åbenlyse usikkerhed og forlegenhed. Det er synd. Forældre, trænere og eventuelle holdkammerater takkes i en stadig strøm. Det er tilsyneladende en utopisk forestilling at forvente personlige refleksioner over de idrætspolitiske vilkår, de er rundet af.

Vanviddet består også i mængden af priser til uddeling, og der er kun grund til at tro, at antallet stiger de kommende år. For tilsyneladende kan et hvilketsomhelst firma med tilstrækkelig rundhåndethed købe sig til reklametid under gallafesten. Bestseller, Toyota, Hessel Hire, Tryg, Salling Group, Ørsted, e-Boks og BT er en del af aftenens vindere. BT har i det mindste en vis relevans i sammenhængen. Bladet betragter sig som Danmarks sportsavis, og lever af at formidle de sportspræstationer, festen belønner. Men de øvrige virksomheder er de rene snyltere på den bedste sendetid – inviteret ind af den alt for (fri)villige idræt. Tænk at vinde Toyotas ”Intet er umuligt”, Bestsellers ”Olympiske Håb” eller Ørsteds ”Årets energibundt”. Hvilken anerkendelse! Man fornemmer så sandelig suset fra de store arenaer og Olympens tinder.

For det tredje stråler vanviddet ud af den uendelige mængde af ultrakorte klip, som præsenterer årets kandidater. Klimaks på klimaks på klimaks spækket med hæsblæsende speaker-superlativer. Og det kan kun blive værre i fremtiden jo flere priser, der kommer til. Årets sport fremstår som et konfettishow, hvor al præsentation underlægges reklameindustriens stakåndede puls og sovses ind i et sprog af opgejlet, lalleglad monotoni.

Og vanviddet understreges af den totale mangel på respekt for de idrætspræstationer, som tilsyneladende finder sted på denne aften i Jyske Bank Boxen. Gymnaster, dansere og tekniske ekvilibrister af forskellig art leverer spektakulære optrin. Men de bliver jappet af i lynhurtige TV-klip og halvmørke. Det er synd. Det er da for pokker begejstringen for kroppens fantastiske udfoldelsesrepertoire, der er gallafestens fokus.

Ved at forsøge at lægge sig i overhalingsbanen af underholdningsindustriens store prisshows bliver DR’s opsummering af årets vindere et forræderi. Der trives en fidel og fisefornem omgangsform, som er sportens udøvere fremmed. De dyrkes som de stjerner, de er, men ikke i en sammenhæng, de behersker. De fremmedgøres. Det er synd.

Det galopperende vanvid.

Print Friendly, PDF & Email
Facebooktwitterlinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.