Udlodningslov eller finanslov

Facebooktwitterlinkedinmail

Harald Giersing: Fodboldspillere

Lidt ud af det blå er der opstået en politisk diskussion om idrætsorganisationernes privilegerede stilling i forhold til de økonomiske tilskud fra staten. Nogle vakse sportsjournalister i DR har rejst diskussionen (se her), og der kan ikke herske tvivl om, at den er ubekvem for idrætsorganisationerne – ikke mindst fordi den netop kommer ud af det blå. Organisationerne har ikke har kunnet ”bearbejde” ministeren og de politiske ordførere på forhånd. Politikerne har måttet reagere intuitivt og udtrykt forståelse for, at andre end de store organisationer kan være på den såkaldte fordelingsnøgle.

Men måske bør diskussionen ikke kun dreje sig om, hvem der skal være på lovens fordelingsnøgle. Måske bør diskussionen dreje sig om, hvorvidt der overhovedet skal være en udlodningslov. Eller om statens tildeling af midler til idrætsområdet burde reguleres af finansloven – som det gælder for alle andre tilskud fra staten.

Den nuværende udlodningslov er sidste skud på den stamme, der blev skabt med indføringen af fodboldtips i 1948. Dengang blev der oprettet et statsligt selskab, der kunne tilbyde danskerne at spå om resultatet af fodboldkampe – vundet, tabt eller uafgjort. Overskuddet fra tipningen skulle  tilfalde børne- og ungdomsarbejdet i idrættens organisationer. Begrundelsen var selvfølgelig, at idrætten lagde kampe til.

Fordelingen af overskuddet blev fastsat ved en nøgle indfældet i loven. Nøglen var ikke direkte baseret på objektive kriterier, men der blev i et vist omfang skelet til organisationernes størrelse.

Statens tilskud til idrætsorganisationerne har siden hvilet på lovgivningen om spil – og fra 1989 også lotto. Og grundprincipperne for fordelingsnøglen er ikke ændret væsentligt. 

Men begrundelsen for at fastholde denne særstilling er ikke længere til stede. 

For det første hidrører udlodningsmidlerne ikke længere fra spil på sportskampe. De kommer udelukkende fra Lotto, skrabespil m.v. 

For det andet er midlerne ikke længere underlagt de svingende konjunkturer i danskernes spillelyst. Man har tidligere delt risikoen – så at sige. I dag er organisationerne garanteret et fast tilskud, som oven i købet er inflationssikret. Et helt enestående privilegium i en periode, hvor alle andre modtagere af statslige tilskud har skullet spare 2% årligt i et såkaldt omprioriteringsbidrag.

Der er derfor ikke længere nogen reel begrundelse for at fastholde den særlige finansieringsform. Og alene af den grund kunne man lige så godt overføre finansieringen til finansloven.

Men nok så vigtigt: Det vil give de folkevalgte politikere mulighed for løbende at tage stilling til omfanget og fordelingen af statens støtte til hele idrætsområdet – i modsætning til i dag, hvor støtten er fastlåst. Og det vil åbne mulighed for en fleksibel statslig idrætspolitik, som kan tage højde for nye initiativer – eller måske lige frem for at aktiv statslig idrætspolitik.

Forslaget er ikke fremmed for idrættens organisationer. Spørgsmålet har de senere år med jævne mellemrum været diskuteret internt. Men når organisationerne holder fast i udlodningsmidlerne sker det med henvisning til en frygt for uforudsigelige finanslovskompromisser i sene nattetimer. 

Men det er en frygt, de må dele med alle, der modtager statslige tilskud – universiteter, sygehuse, daginstitutioner, museer, pensionister, dagpengemodtagere etc. Har man tillid til værdien af egen indsats, bør man vel ikke frygte for tilfældigheder i den politiske prioritering? 

Idrættens finansieringsmodel er helt unik sammenlignet med andre modtagere af statslig støtte. Kun DR har haft en sammenlignelig model med licensfinansieringen, der heller ikke var underlagt finanslovens konjunkturer. Men den model er nu også afskaffet.

Aktuelt står en række mindre initiativer uden for fordelingsnøglen – Dansk Skoleidræt, gadeidrætten, idræt for udsatte, esport m.fl. – som kunne fortjene en idrætspolitisk opmærksomhed. I det hele taget kunne det være ønskeligt, om det løbende var muligt at støtte nye og inspirerende initiativer – og fjerne støtten igen, hvis initiativerne ikke er bæredygtige.

Kommer idrætten på finansloven vil det åbne for en reel idrætspolitisk diskussion om værdien af den samlede idrætspolitiske indsats og om prioriteringen af de enkelte indsatser. At de store frivillige idrætsorganisationer fortsat vil være de store beløbsmodtagere vil være hævet over enhver tvivl. Men en placering på finansloven vil åbne mulighed for løbende at støtte små og nye initiativer – og fjerne støtten igen, hvis initiativerne ikke er levedygtige. 

Det vil kort sagt åbne for en løbende idrætspolitisk diskussion om den statslige indsats.

Rettelse: Dansk Skoleidræt er faktisk på den nuværende fordelingsnøgle med et lille beløb på 1,9 mio. kr.

Print Friendly, PDF & Email
Facebooktwitterlinkedinmail

1 thought on “Udlodningslov eller finanslov

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.