Svigter DGI sin særlige forpligtelse?

Facebooktwitterlinkedinmail

Eadweard Muybridge; Dancing woman

DGI har offentliggjort en såkaldt politisk grundfortælling (se her). Den er kort, og den rummer mange fine og interessante betragtninger. Faktisk er det vanskeligt at være uenig i det, der står i teksten. 

Mere interessant er det måske derfor at være opmærksom på, hvad der ikke står.

Og dér falder det i øjnene, at begrebet ’folkeoplysning’ ikke er nævnt med et eneste ord.  

Folkeoplysningen har ellers altid udgjort selve DNA’et i DGI. Ja, da DGI blev dannet ved en fusion mellem DDGU og DDSG&I i 1992 lød formålsparagraffen:

”Danske Gymnastik- og Idrætsforeningers formål er ved idræt og andet kulturelt virke at styrke det frivillige foreningsarbejde for at fremme den folkelige oplysning.”

Den folkelige oplysning var altså selve formålet. Idræt og andet kulturel virke var blot midlet.

Den folkelige idræt opstod og udviklede sig med andelsbevægelsen og højskolebevægelsen. Forestillingen om ”Det hele menneske” var central for bevægelsens indsats. Det betød, at bevægelsen skulle omfatte alle sider af tilværelsen. Økonomi, politik, uddannelse, religion og krop måtte udvikles i samklang. Bønderne skulle omdannes fra almue til et handlende og oplyst folk. Gymnastik og skydning blev var derfor også udviklet i denne højere sags tjeneste  – “punktet udenfor” gjaldt også idrætten. Gymnastikken var baseret på at skabe “Den gode holdning” – i både bogstavelig og overført forstand – og skydning blev set som en folkelig mobilisering (i hvert fald i en periode). I den idrætskultur, DGI er vokset ud af, har det derfor aldrig givet mening at adskille idræt og politik. Idræt var politik. Alt hang sammen, og den folkeoplysende tradition insisterede på at forpligte idrætten i et samfundsmæssigt engagement.

Gymnastikken som formidler af en ”holdning”, der skulle udvikle bondestanden til en drivende samfundskraft med indflydelse og ansvar og skytteforeningerne som forskole til en folkehær er selvfølgelig ikke tidssvarende i 2019. Men så meget desto mere kunne det være spændende at se DGI forsøge sig med en nyformulering og modernisering af den folkeoplysende forpligtelse, af en holdning, der kan bidrage til dannelse og udvikling.

I stedet har organisationen valgt at fokusere på idrættens muligheder i forhold til sundhed, som derfor har fået en central rolle i den politiske grundfortælling om aktiviteternes betydning, og som også afspejler sig i DGI’s politiske tilkendegivelser – jf. DGI’s stærke involvering i spørgsmålet om rygning og cigaretpriser. 

Men tilbage til hvad der ikke står i den politiske grundfortælling. For heller ikke ordet ’kultur’ – endsige ’kulturpolitik’ – er nævnt. Alene det forhold at idrætten hører under Kulturministeriet, og at DGI modtager hovedparten af sine indtægter fra Kulturministeriet burde tilsige, at man i en politisk grundfortælling i det mindste forsøgte at formulere noget om idrættens og DGI’s rolle i kulturpolitikken. Og hvis ikke idrætten – og DGI – skal reduceres til et en sundhedspolitisk kampagne, er det af helt afgørende betydning at forpligte og udfordre idrætten i en kulturpolitisk sammenhæng.

Det er lidt uklart, hvad den nye politiske grundfortælling skal bruges til – i hvert fald for denne læser – ligesom det heller ikke står klart, hvordan grundfortællingen forholder sig til DGI’s formålsparagraf, som stadig nævner det folkeoplysende (se her), og til DGI’s værdigrundlag (se her), endsige til de såkaldte brandingværdier. Men skal fortællingen bruges til at positionere DGI på den politiske scene, er det tankevækkende, at man ikke har benyttet lejligheden til at nyformulere og dyrke DGI’s historiske særkende og særlige forpligtelse – ja måske DGI’s særlige berettigelse. 

Print Friendly, PDF & Email
Facebooktwitterlinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.