…
…
DIF og DGI har et godt samarbejdsklima. Er der ikke kommet andet ud af den store idrætspolitiske vision ’Bevæg dig for livet’, er det i hvert fald lykkedes at skabe et godt samarbejde – ifølge den eneste tilgængelige evaluering af projektet.
Men samarbejdet er ikke bedre og tættere, end at især DIF ofte går egne veje – endda med projekter, som man som udenforstående kunne mene, hørte hjemme i samarbejdet – f.eks. facilitetsudvikling, samarbejde med kommuner, samarbejde med skoler, indsatser i udsatte boligområder etc.
Og nu går DIF så i luften med et initiativ, der kan tolkes som (endnu) et drilleri over for DGI. DIF vil samle en række af specialforbundenes danmarksmesterskaber i en uge som et nationalt mini-OL (atletik, svømning, cykling, tennis, sejlsport etc.). Det første arrangement af sin art skal løbe af stablen i juni 2021 – lige før DGI’s landsstævne.
DIF har næppe valgt tidspunktet alene for at drille DGI. Der er mange andre, gode argumenter for at placere stævnet på lige netop dét tidspunkt. Og ideen med at samle de mange forskellige danmarksmesterskaber er på alle måder glimrende. Men det har næppe trukket fra, at DIF med initiativet kan trække lidt opmærksomhed væk fra DGI og over mod DIF. De har gnægget lidt i skægget på øverste etage i Idrættens Hus.
For DGI skal ikke alene slås om medieopmærksomheden med et nationalt mini-OL. Landsstævnet foregår samtidig med Tour de France starten i Danmark. I konkurrencen om sportsjournalisternes gunst, vil landsstævnet nu ryge endnu længere ned på prioriteringslisten.
Samarbejdet om ’Bevæg dig for livet’ er fasttømret, og det vil helt sikkert blive ført til ende. Der er bundet for meget politisk prestige og for mange fondsmidler i projektet til, at det kan falde til jorden.
På øverste niveau i DIF og DGI er der da også et fint samarbejdsklima. Men det er velkendt, at samarbejdet knager på mange leder og kanter længere nede i systemet. Specialforbundene synes ikke, at DGI’ landsdelsforeninger investerer nok i de projekter, de enkelte specialforbund er involveret i. Landsdelsforeningernes medarbejdere er bundet til en bestemt kvote af deres arbejdstid, som de kan bruge på hvert projekt. Og når den kvote er opbrugt, må medarbejderen fokusere på andre opgaver. Omvendt synes landsdelsforeningerne, at specialforbundene ikke investerer hverken opmærksomhed eller ressourcer nok i projekterne. De stiller bare krav.
Oveni disse frustrationer må DGI til stadighed konstatere, at DIF gang på gang søsætter nye projekter, som ud fra enhver saglig betragtning kunne have bidraget til den fælles målsætning og styrket den samlede indsats. Projekterne har ofte ikke den helt store praktiske betydning, men de giver opmærksomhed i medierne og politisk – og det er måske også den vigtigste gevinst for DIF.
Det lader til, at DGI efterhånden har resigneret over for de mange små stikpiller. Men resultatet er, at den oprindelige entusiasme og begejstring for ’Bevæg dig for livet’ efter alt at dømme er kølnet gevaldigt, og at DGI ikke længere giver samarbejdet højeste prioritet.
Udadtil vil DGI selvfølgelig hylde det nye DM initiativ og ønske held og lykke. Men man kan gå ud fra, at det har udløst endnu et dybt suk hos medarbejdere og folkevalgte i DGI.
Samarbejdet mellem DIF og DGI er ikke i krise. Men den oprindelige begejstring synes forduftet og afløst af et mudret dødvande. Senest har man forsøgt at puste nyt liv i projektet med en kampagne i samarbejde med Sundhedsstyrelsen. ”Alt tæller” hedder det med en henvisning til, at alle former for fysisk aktivitet i hverdagen har en gavnlig sundhedsmæssig effekt. Kampagner af den type har sjældent den store effekt – med mindre man nu begynder at tælle havearbejde og trappeopstigninger med i statistikken, når idrætsdeltagelsen skal gøres op.
Så samarbejdet fortsætter, og det udbygges med eksterne samarbejdspartnere som Friluftsrådet og Dansk Firmaidrætsforbund. Men visionen har ikke længere den store opmærksomhed, og al tale om fusion synes dybt begravet.