Journalistik som overfladebehandling

.

Daniel Richter: Uden titel

.

Sportsjournalistikken er ikke, hvad den har været. De dage, hvor kriterierne for at blive ansat som sportsjournalist var, at man kun lavede én stavefejl i sit eget navn, hvor det kunne være svært at se, om journalisten, der skrev om boksning, var ansat af Mogens Palle eller af avisen, og hvor redaktionerne i overvejende grad befolkedes af tidligere fodboldspillere, er endegyldigt forbi.

Sportsjournalistikken har fået et gevaldigt kvalitetsløft de sidste par årtier. Sportsjournalisterne er uddannede, de har indsigt i de sportslige forhold og følger nøje med i resultater, statistikker, biografier etc. både nationalt og internationalt.

Også de mere tvivlsomme sider som doping, matchfixing og korruption i internationale sportsforbund, vækker nu et grundlæggende journalistisk instinkt hos de fleste sportsjournalister.

Alligevel svigter sportsjournalistikken afgørende nogle af de fundamentale journalistiske principper. 

Dansk Journalistforbund har på deres hjemmeside forsøgt at give svaret på, hvad journalistik er:

”Det er journalistikkens kerneopgave i respekt for fagets etiske regler, at holde øje med, om magthavere og ansvarlige på alle områder overholder lovgivning, gældende regler og deres egne normer.

For at sikre troværdighed i formidlingen er det afgørende, at journalisten arbejder uafhængigt af egne og udefra kommende politiske og økonomiske interesser og udfører sit job frit og ansvarligt – kun begrænset af mediets egne formulerede etiske regler og lovgivningen.

Målet er at oplyse borgerne og dermed give dem grundlag for at tage stilling og agere i samfundet og privatlivet.”

Vurderet med de alen, lever sportsjournalistikken ikke op til de centrale kriterier for god journalistik og den grundlæggende journalistiske forpligtelse. Danske sportsjournalister beskæftiger sig stort set ikke med lovgivningen på idrætsområdet, med fordelingen af de økonomiske ressourcer, med organisering, magt og ledelse, med danskernes involvering i idræt etc.

Det er et paradoks. For på den ene side mobiliserer idrætten den største del af den danske befolkning til aktiv udøvelse, og idræt er den største modtager af offentlige tilskud på kulturområdet. På den anden side forbigås stort set alle idrætspolitiske beslutninger og initiativer med tavshed.

Lad os fremdrage nogle eksempler, som også tidligere har været behandlet her på bloggen :

Udlodningsloven regulerer statens tilskud til hele idrætten i Danmark. Den blev senest revideret i december 2017. Forud for lovens vedtagelse i Folketinget gik en dramatisk og interessant politisk proces, som – hvis det havde været andre politikområder – ville have givet stof til mange analyser fra politiske kommentatorer. Idrættens lobbyister havde i flere år gennemført en vel tilrettelagt og velkoordineret indsats over for de centrale beslutningstagere. Magtfulde organisationer uden for kredsen af beløbsmodtagere forsøgte at få del i kagen. Internt i regeringen var der uenighed mellem en skatteminister, der engagerede sig personligt i processen, en kulturminister, der ikke kunne finde sine egne ben, og et Finansministerium, der som altid fastholdt en udgiftsneutral linje. Til sidste måtte statsministeren gribe ind. Resultatet blev en lov, der giver de store idrætsorganisationer en helt unik position som modtager af statslige midler. Ikke alene er organisationerne ikke underlagt det omprioriteringsbidrag (læs: årlig besparelse på 2%), som alle andre faste modtagere af statslige midler er. Idrættens organisationer er garanteret en årlig stigning i bidraget svarende til prisudviklingen.

’Bevæg dig for livet’ er et omfattende forsøg på at få flere danskere til at dyrke idræt iværksat af DIF og DGI i fællesskab og aktivt understøttet af skiftende regeringer. Initiativet har indtil videre lagt beslag på et beløb i omegnen af 300 mio. kr. Men resultaterne lader vente på sig. Alt tyder på, at danskernes idrætsdeltagelse endnu ikke er løftet nævneværdigt trods den omfattende indsats. Eneste udkomme synes at være et forbedret samarbejdsklima mellem de to organisationer. 

Formandsvalget i DGI i 2018 var på mange måder historisk. For første gang i de danske idrætsorganisationers 150 årige historie blev en kvinde valgt til formandsposten for en af de store idrætsorganisationer – og dét efter et kampvalg. Måske er det en påstand, der ikke kan eftervises, men valget af formand i en organisation som DGI har på næsten alle måder større betydning for dansk idræt end valg af formand i det internationale fodboldforbund eller det internationale håndboldforbund.

Dette er blot tre eksempler på fraværet af journalistisk behandling af begivenheder, som burde være dækket intensivt, kritisk og uafhængigt, hvis sportsjournalistikken skulle have levet op til Dansk Journalistforbunds definition af god journalistik. Men listen kunne fortsættes i det uendelige. Danske sportsjournalister ”overser” næsten systematisk beslutninger og initiativer, der er med til at ændre dansk idrætspolitik. Værst står det til hos de store public service stationer DR og TV2.

Modsat forholder det sig med kulturjournalistikken. Træffes der kulturpolitiske beslutninger om biblioteker, medier, teatre, museer etc. dækkes det oftest ganske intensivt i de landsdækkende medier. 

Ofte hører man argumentet, at sport er underholdning, og at læsere/seere ikke gider beskæftige sig med politik. Men sport er ikke kun underholdning. Som nævnt modtager dansk idræt  milliardbeløb i offentlig støtte. Alene derfor er idrætten underlagt offentlighedens interesse. Og journalistikken har en forpligtelse til at belyse og undersøge økonomi og magt i idrættens verden – ikke kun at gå efter seer- og læsertal.

Ofte hører man også sportsjournalister argumentere for, at det er sportsjournalistikkens (særlige) opgave at formidle følelser og begejstring. I sig selv er det et tvivlsomt argument. Man kan vel næppe forestille sig, at journalisterne på Christiansborg skal formidle følelser og begejstring, når de skal beskrive  et nyt politisk initiativ fra regeringen? 

Men selv om man skulle tage argumentet for gode varer, må det ikke skygge for de grundlæggende opgaver, som de er formuleret af Dansk Journalistforbund – uafhængighed, frihed og ansvarlighed. Ellers bliver journalistikken reduceret til markedsføring.

Som overfladebehandling i stærke farver.

Dette blogindlæg er en skriftlig gengivelse af et mundtligt oplæg holdt på Idrætsmødet i Aalborg den 31. august 2019. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.