Kronprinsens kispus med folkestyret

Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Folketingets Ombudsmand har truffet afgørelse i en sag, som omhandler kronprinsens involvering og ageren i den Internationale Olympiske Komite (IOC). 

Ombudsmandens afgørelse gør det – endnu en gang – tydeligt, at kronprinsens medlemskab af den selvbestaltede loge er yderst problematisk og udfordrer kongehusets position i forhold til regering og Folketing. Ved at insistere på sit medlemskab tvinger han regeringen, Folketinget og nu også Ombudsmanden ud i et forsvar for hans involvering, som virker anstrengt og tyndbenet. 

Afgørelsen – og hele forløbet – er blevet et studie i juridiske krumspring.  Facit har været givet på forhånd, og de skarpe juridiske hjerner har måttet ”regne baglæns”.

Manglende aktindsigt

En journalist klagede i september 2016 over, at Kulturministeriet havde nægtet ham aktindsigt i en korrespondance mellem ministeriet og Kongehuset i forbindelse med IOC’s stillingtagen til Ruslands deltagelse i de olympiske lege 2016 i Rio. 

I første omgang havde ministeriet nægtet journalisten aktindsigt med den begrundelse, at dokumenterne måtte betragtes som led i statsstyret, som det hedder. Offentlighedsloven giver nemlig ikke adgang til aktindsigt i dokumenter, der udveksles internt mellem ministerier. Og når Kongehuset i grundloven er defineret som den udøvende magt i Danmark i samarbejde med regeringen, kan man undtage forpligtelsen til aktindsigt med henvisning hertil.

Men den argumentation godtog Ombudsmanden i første omgang ikke. Han mente, at kronprinsen ”…er valgt som medlem af IOC i sin personlige egenskab (min fremhævning, red.).” Arbejdet i IOC varetages altså ikke som led i statsstyret, men som privatperson. 

Det er en interessant skelnen, som også statsministeren har benyttet sig af. Det vender vi tilbage til nedenfor.

De stakkels jurister i Kulturministeriet måtte altså på den igen og granske lovbøgerne for at finde andre argumenter.

Og denne gang lykkedes det.

Konkret skøn

Ministeriet erkendte nu, at nogle af dokumenterne burde være udleveret. Andre af dokumenterne kunne tilbageholdes af hensyn til fortroligheden i det internationale samarbejde, argumenterede man. 

Så vidt, så godt.

Tilbage står en række dokumenter, som nu tilbageholdes med henvisning til ”… offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet.”, som det er formuleret i loven. I så fald skal det ske efter ”et konkret skøn”. 

Ombudsmanden bruger i sin afgørelse godt 12 sider på at gennemgå lovgrundlaget for denne bestemmelse og de forskellige argumenter for at kunne tage anvendelsen i brug i den konkrete sag. 

Konkluderende kan Ombudsmanden udtrykke ”forståelse”, som han kalder det, for Kulturministeriets ønske om at ”sikre, at kronprinsen er orienteret om, hvornår kronprinsens handlinger og/eller ytringer kan få politisk betydning og dermed gå ud over grænserne for det frirum, som kronprinsen har til at agere i sin personlige egenskab”.

Og her er det så, at man som lægmand kan blive juridisk rundtosset.

Rundtosserier

På den ene side fastholder Ombudsmanden (og ministeriet), at kronprinsen er medlem af IOC som privatperson.

I sig selv er det et problematisk argument. Hvordan kan en person hvis rettigheder og pligter er nedfældet i Grundloven agere i sin personlige egenskab. I den egenskab – må man forstå – er han så undtaget fra de pligter, der påhviler ham i hans  offentlige egenskab. Betyder det, at de privilegier, han nyder som offentlig person (straffrihed, skattefrihed etc.) ikke gælder, når han er privat – og at han i denne egenskab i almindelighed kan handle mod regeringens bestræbelser og politiske interesser?

Men godtager man på den anden side påstanden, begynder Ombudsmandens argumentation at bide sig selv i halen. For hvordan kan regeringen dele fortrolige dokumenter med en privatperson? Generelt er al kommunikation mellem privatpersoner og offentlige myndigheder (undtaget personfølsomme oplysninger) underlagt reglerne om aktindsigt. Men det gælder altså ikke kronprinsen som privatperson. Her må man ty til et ”konkret skøn”. Og det må man, fordi han skulle tage stilling til en sag, som havde regeringens politiske bevågenhed – udelukkelsen af Rusland fra OL i Rio. 

Enhver anden privatperson kan tage stilling uafhængigt af regeringens holdning. Men det kan kronprinsen selvfølgelig ikke – fordi han ikke bare er en privatperson. Derfor står man i den situation, at man bliver nødt til at gøre ham bekendt med regeringens holdning, fordi han har den særlige position. På den ene side giver man ham et råderum til at tage stilling som privatperson. På den anden side finder man anledning til at give ham privilegeret adgang til regeringens interne overvejelser – og samtidig undtage ham fra de bestemmelser i offentlighedsloven, der normalt gælder for privatpersoner. 

Kæden hopper af.

En klæbrig suppedas

Sagen viser med al tydelighed, at kronprinsens involvering i IOC på alle måder er en betændt sag. 

Det er ved flere lejligheder kommet frem, at kronprinsen insisterede på at indtræde i IOC på trods af råd og advarsler både internt i hoffet og fra regeringen (se f.eks. Lars Jørgensen: Konge af en anden verden). At forbinde kronprinsen med IOC, hvor korruption til stadighed foregår, er selvfølgelig uklædeligt. Men  at placere ham i en sammenhæng, hvor han uvægerligt vil kunne komme i konflikt med regeringens idrætspolitik, er åbenlyst uholdbart. 

Kronprinsen valgte alligevel – på trods af råd og advarsler – at indtræde i den selvbestaltede loge. Om han har tænkt konsekvenserne igennem vides ikke. 

Men nu står både kronprinsen og folkestyret i suppedasen.

Hverken en statsminister, en kulturminister eller en hvilken som helst politiker fra et regeringsbærende parti kan kritisere kronprinsen offentligt uden at sætte spørgsmålstegn ved hans forvaltning af rollen som kronprins – og i sidste instans kan det udløse en forfatningskrise. I Grundloven er det fastsat, at den udøvende magt ligger hos Kongen. Han (eller hun) udnævner så en regering til at forvalte denne magt i praksis. En åbenlys konflikt mellem regering og Kongehus om regeringens politiske linje, vil derfor sætte spørgsmålstegn ved, hvem der i realiteten har den udøvende magt. 

Hvis hans involvering i IOC var en del af hans almindelige virke, kunne han selvfølgelig ikke indtage andre holdninger end regeringens. Men det gjorde han i sagen om Ruslands deltagelse i OL i Rio. At handle mod regeringens politiske interesser ville normalt være et brud på alle principper om Kongehusets rolle i det danske folkestyre. Men hvis ministre eller politikere begyndte at kritisere ham for det, ville de sætte spørgsmålstegn ved hans rolle i forhold til regeringen. 

Kronprinsens indtræden i IOC har derfor udløst en dominoeffekt af politisk tyndbenede argumenter og nu også en juridisk karrusel af ræsonnementer, der baseres på et til lejligheden belejligt ”konkret skøn”. 

Suppedasen bliver mere og mere klæbrig.

Print Friendly, PDF & Email
Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.