Mesterskab eller fællesskab

Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Frafaldsproblemet – som det kaldes – er et gammelkendt problem i idrætten. Danske børn er meget aktive i idrætsforeningerne op til 12-13 års alderen. 80-90% af børnene i de yngste aldersgrupper er medlem af en idrætsforening. Men efter 12-13 års alderen falder de fra, og det har de altid gjort. 

Der er mange grunde til problemet. Men den største og væsentligste er, at foreningerne i netop den alder begynder at selektere med fokus på præstationsevnen. De bedste udtages til de mest attraktive hold, får de mest attraktive trænere, deltager i de mest attraktive stævner og turneringer etc. Mens de mindre gode ikke får samme opmærksomhed og ikke nyder samme privilegier – og så mister de lysten.

Det er på mange måder en naturlig mekanisme båret af sportens grundlæggende ide. Det er sjovt at være med i noget, man er dygtig til, og så vil man gerne være bedre. Klubberne er på deres side interesserede i – ja nærmest sat i verden for – at deltage i og vinde turneringer og mesterskaber, og dermed i at dyrke talenterne. Omvendt er det ikke sjovt  at være med til noget, man ikke er så god til, og da slet ikke, hvis man føler, at klubben reelt ikke er interesseret i, at man er med. 

Virkeligheden er selvfølgelig mere nuanceret. Men problemet har til stadighed udgjort en sten i skoen for idrætten.

Nu forsøger DIF og DGI så at gå nye veje – eller rettere: De tager et gammelt princip op, som i realiteten hører DGI’s historiske rødder til.

I regi af den store vision ’Bevæg dig for livet’ forsøger de to organisationer at lancere ideen om, at det skal være muligt at deltage i flere idrætsaktiviteter på tværs af eksisterende klubskel (se her). Medlemmerne skal kunne tage del i forskellige idrætsaktiviteter på tværs af traditionelle sæsongrænser – altså f.eks. fodbold om sommeren og basketball om vinteren.

Ideen er glimrende, men ikke ny.

På dansk har vi to ord, som i dag bruges lidt i flæng – ’forening’og ’klub’

De to ord har imidlertid forskelig historisk oprindelse og knytter sig til forskellige opfattelser af, hvordan og med hvilket formål man samles og dyrker idræt inden for rammerne af et sæt vedtægter. 

’Klub’kommer af det engelske ’club’ og knytter sig til den engelske sport. I den tradition forenes man om aktiviteten, om fodbold, tennis, cricket osv., og klubberne er organiserede i specialforbund. Man samles for at konkurrere, for at deltage i turneringer og kæmpe om mesterskaber. Alt sammen kondenseret i det olympiske motto – hurtigere, højere, stærkere.

’Forening’knytter sig til den såkaldt folkelige idræt. I den tradition samledes man om et højere formål og var en del af en større folkelig bevægelse. Her var foreningen – fællesskabet – selve omdrejningspunktet. ’Det hele menneske’ var et nøglebegreb og signalerede, at alle dele af bevægelsen – andelsbevægelsen, brugsforeningerne, højskolerne, valgmenighederne, forsamlingshusene, gymnastikforeningerne – var samlet om en fælles sag (’Punktet udenfor’).

Derfor siger vi også automatisk gymnastikforening, skytteforening og idrætsforening. Men vi siger lige så automatisk fodboldklub, tennisklub og bokseklub.

Så sent som i 1980’erne var de to forskellige tankegange årsag til en omfattende konflikt mellem DIF og det daværende DDGU (De Danske Gymnastik- og Ungdomsforeninger). Gymnastik- og atletikafdelingen i AGF var medlemmer af DDGU, og DDGU (eller rettere: den lokale amtsforening) registrerede i henhold til vedtægterne alle AGF’s medlemmer i deres medlemsregistrering – altså også medlemmerne fra de andre afdelinger i foreningen (fodbold, håndbold etc.). Princippet var, at man ikke registrerede enkeltafdelinger, kun foreninger. Foreningen med alle dens eventuelle forgreninger var en samlet helhed.

DIF kunne ikke acceptere denne praksis og beskyldte DDGU for oppustede medlemstal. DIF forbød alle specialforbund og deres medlemsforeninger at samarbejde med DDGU. Det var en helt uholdbar situation, hvor de lokale foreninger blev taget som gidsler. I sidste ende ændrede DDGU’s amtsforening vedtægterne, så enkeltafdelinger kunne optages særskilt. 

Det nye initiativ fra DIF og DGI kan tolkes som en renæssance for DGI’s foreningsbegreb. Det afgørende er ikke, hvilken aktivitet børnene dyrker. Det afgørende er, at de dyrker idræt i en forening. 

Princippet om tværgående og fleksible muligheder er et opgør med foreningsstrukturer i idrætten, som på mange måder er stivnede i forhold til moderne familiers levevis og vilkår – og i forhold til unges ønsker om idrætsudfoldelse. 

DIF’s og DGI’s nye initiativ er et yderst beskedent forsøg på at gå i den retning. At give børn og unge mulighed for at skifte mellem klubber i forhold til sæson, er et lille skridt. Man kunne håbe, at den ædle foreningstanke båret af ønsket om at ”oplyse” kom til ære og værdighed igen. At princippet om det hele menneske kunne revitaliseres og give børn og unge – samt deres forældre og bedsteforældre – mulighed for at udfolde sig uden hensyn til stivnede foreningsstrukturer. At fællesskabet i nogle sammenhænge var styrende, ikke mesterskabet. 

Mesterskabet skal der selvfølgelig også være mulighed for at dyrke, men skal der gøres noget ved frafaldsproblemet, skal der være mulighed for at dyrke andre kvaliteter ved idræt.

Print Friendly, PDF & Email
Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.