E
Edward Hopper: Fransk seksdages rytter, 1937
Ved første øjekast virker den sympatisk, ja nærmest offensiv – DIF’s nye matchfixingsstrategi.
Strategien er grundlæggende kompromisløs i bekæmpelsen af matchfixing. Den beskriver det eksisterende grundlag for indsatsen og opregner en række nye initiativer, der skal styrke bekæmpelsen.
Men ved nærlæsning – og nærmere eftertanke – står man alligevel tilbage med en stille undren. Handler strategien i virkeligheden mere om at markedsføre – eller brande, som det hedder på nudansk – DIF?
Matchfixing er – hævet over enhver tvivl – blevet et alvorligt problem i national og international eliteidræt. Et problem, der er uomgængeligt knyttet til international organiseret kriminalitet.
Play the Game pegede utrætteligt på problemet i en årrække. Men først inden for de sidste 4-5 år er det blevet taget alvorligt af offentlige myndigheder og idrættens organisationer. Folketinget har justeret lovgivningen, og Kulturministeriet har oprettet og finansieret ”Den nationale platform til bekæmpelse af matchfixing”. Platformen samler alle relevante myndigheder (rigsadvokaturen, statsadvokaten, Spillemyndigheden, idrætsorganisationer, spiludbydere m.fl.), og den statslige institution Anti Doping Danmark (ADD) varetager sekretariatsfunktionen.
Når nærlæsningen af DIF’s nye strategi vækker undren, er det ikke mindst, fordi strategien stort set ikke nævner hverken lovgivningen eller myndighedernes indsats. Strategien slår tværtimod fast, at DIF skal være den toneangivende og dagsordensættende i kampen mod matchfixing. Ja, det bliver slået fast, at DIF skal ”Bevare national og international idrætspolitisk indflydelse for at fastholde ejerskabet til matchfixingområdet”.
Faktisk handler to af de fire indsatsområder om, hvordan DIF kan bevare herredømmet over området, og hvordan DIF kan kommunikere, hvorfor det er vigtigt, at DIF gør det.
Den tanke er derfor nærliggende, at strategien ikke så meget handler om en ny og mere målrettet indsats mod matchfixing, men snarere om at positionere DIF i forhold til staten.
Tanken styrkes af, at strategien ikke indeholder mange konkrete initiativer. De fleste af indsatserne bruger formuleringen ”DIF vil arbejde for…”. Det er en velkendt metode til at opremse reelt uforpligtende indsatser. Eneste konkrete initiativer er et e-læringsforløb og iværksættelse af såkaldte forbundsanalyser, der skal munde ud i en risikovurdering af hver enkelt idrætsdisciplin.
Strategien ”overser”, at matchfixing primært skal bekæmpes af politiet ved brug af straffeloven, at Folketinget har vedtaget en lov om fremme af integritet i idrætten, som har til formål at lukke hullet mellem straffeloven og idrættens disciplinære regler, og at mange internationale specialforbund har vedtaget regler mod matchfixing, som forpligter de nationale specialforbund.
Strategien ”overser”, at netop den statslige institution ADD er omdrejningspunktet for indsatsen i Danmark.
Strategien burde i det mindste forholde sig til, hvorledes de mange forskellige aktører og regelsæt kan koordinere og udvikle indsatsen i fællesskab.
Er strategien da udelukkende et redskab i DIF’s politiske kommunikation, et middel til at skabe positiv omtale?
Næppe.
Strategien ligger i forlængelse af flere årtiers kamp mod statens indblanding i idrætspolitikken.
Mest tydeligt kom det til udtryk i 1990’erne. I mange år fastholdt IOC på globalt plan og DIF på nationalt plan, at idrætten selv kunne bekæmpe det voksende dopingproblem. Det skulle andre ikke blande sig i. Man skulle nok holde orden i eget hus.
Da det stod klart, at det kunne – eller ville – idrætten ikke, måtte statsmagten træde til både nationalt og globalt.
Men det var blot kulminationen på flere årtiers bestræbelser på at fastholde råderetten over alle områder af idrætten og få staten til at finansiere.
Bestræbelsen kom tydeligt til udtryk ved oprettelsen af Team Danmark i begyndelsen af 1980’erne. I 1970’erne sakkede Danmark længere og længere bagud i international eliteidræt, og DIF forsøgte gennem flere år at få staten til at bevilge flere penge for at sikre medaljer til Danmark – underforstået flere penge til DIF. Lovgiverne var lydhøre over for klagesangen, og kulturministeren nedsatte et eliteidrætsudvalg for grundigt at få analyseret udviklingen. Resultatet blev et markant løft i ressourcerne, men også at der blev oprettet en selvstændig institution, Team Danmark, til at fordele ressourcerne og forestå udviklingen på ”et samfundsmæssigt forsvarligt grundlag”.
DIF accepterede oprettelsen, fordi forbundet var overbevist om, at det gennem besættelse af bestyrelsesposterne kunne kontrollere institutionen. Da det slog fejl, startede mange års intenst slagsmål i forsøget på at ”overtage” Team Danmark. Først med revisionen af lovgrundlaget for Team Danmark i 2004 lykkedes det Brian Mikkelsen at lukke sagen. Team Danmark blev cementeret som en selvstændig statslig institution.
Samme billede har i forskellige varianter gjort sig gældende i forbindelse med oprettelsen af Lokale & Anlægsfonden, Sport Event Danmark og ADD. DIF har forsøgt at sætte sig på magten – uden held.
ADD er som sekretariat for den nationale platform til bekæmpelse af matchfixing den centrale aktør på området. Men det billede stemmer ikke overens med det billede, DIF ønsker at fastholde: Et billede af DIF som den store nationale organisation for al idræt og dermed et billede af DIFs ’naturgivne’ adkomst til herredømmet over den danske idrætsbevægelse.
DIF vil gerne have midlerne fra staten, men uden statens indblanding i anvendelsen. Det er på mange måder en drift for en frivillig organisation, men matchfixing er for stærk og kompliceret en modstander. Forbundet må i sagens interesse anerkende behovet for en overordnet, statslig ledet indsats – i stedet for at spinne billedet af en urealistisk styrkeposition.
DIF vil så gerne være toneangivende og dagsordensættende. Det bliver forbundet kun, hvis man har et nøgternt forhold til sine muligheder og bidrager til det nødvendige samarbejde om bekæmpelse af matchfixingen.
Staten har en helt afgørende rolle, hvis matchfixingen skal bekæmpes effektivt. Den rolle er der ingen grund til at sløre gennem en oppustet brandingstrategi.