Når idræt giver mening og skønhed

Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

 

 

 

På denne blog har vi tidligere kredset om, hvad man måske kunne kalde idrættens dybde, om de øjeblikke, hvor vi oplever meningen med idræt, om det punkt hvor alt går op i en højere enhed, hvor vi glemmer os selv, hvor vi ikke længere ”tænker”, men kroppen tager over.

 

Disse øjeblikke kan opstå, når spilkombinationerne i fodbold eller håndbold pludseligt dikterer sig selv og usete mønstre åbner sig. Når duellen i tennisspillet udvikler sig som et ”chase” i en jazzimprovisation. Når det taktiske spil i cykelløbet åbner sig, og det hele af sig selv falder i hak som de sidste brikker i et puslespil. Når båden i kapsejladsen bliver ét med vind og strøm, og mandskab, trim og bådføring fungerer af sig selv. Når den ensomme løber i skoven glemmer anstrengelsen, kroppen finder sin egen rytme, og der opstår en samhørighed med duften fra skovbunden, lyset, der falder ned mellem bladene, og fuglene, der synger. Når gymnastikopvisningen løfter sig i en fælles organisme som en rytmisk sammensmeltning af de mange kroppe.

 

Øjeblikke, hvor det ikke handler om rekorder, sejre eller mesterskaber. Øjeblikke, hvor idrætten åbner andre veje til glæde – og måske indsigt.

 

Kan vi arbejde med idræt, så disse øjeblikke ikke bare opstår tilfældigt, men på en måde, hvor det er selve ”meningen” med idrætten.

 

Om nogen har Torben Ulrich forsøgt at undersøge disse dybder. I forbindelse med sin 90 års fødselsdag har han udgivet en bog, hvor han forsøger at sammenfatte sit lange livs undersøgelser af idræt som erkendelsesform.

 

Bogen er opbygget med digte eller såkaldte songlines på engelsk på venstresiderne og en fortløbende tekst på dansk på højresiderne.

 

På det umiddelbare plan hudfletter Torben Ulrich i både tekst og i songlines idrættens autoriteter, sponsorer, mediehysteriet og den gennemførte merkantilisme, som professionel idræt har udviklet sig til. Ulrich retter en svidende kritik mod det system, der tvinger spillerne ind i skabeloner, der er defineret af og skal behage sponsorerne og dermed udsletter enhver personlighed og individualitet. For at vise deres dedikation over for sponsorer og medier forfalder spillerne til uklædelige manerer, der ødelægger spillet.  

 

På et lidt dybere plan går Ulrich i rette med idrættens binære tænkning – han taler om en binærighed. Alt gøres op i sejre og nederlag. Statistikker og tal bliver vigtigere end spillet, end samspillet, end samvær og nærvær.

 

Ulrich anerkender for så vidt, at den binære tænkning har en fascinationskraft og en værdi. Men han insisterer på, at idrætten også rummer andre veje. Idrætten rummer så meget andet. Og det er dette ”andet”, der interesserer Ulrich – disse andre veje, som måske rummer muligheder for et andet samspil, en anden indsigt.

 

At undersøge spillets rum er helt centralt for Ulrich – ”at se spillet i dets udvidede dimension, dets flugtlinier til det fra vaner afbrudte, uventede, umagelige, umådelige, det uforudsigelige, i bredere forstand det at leve, eksistere, ånde.”

 

Mange af hans songlines indledes med frasen ”when the ball comes”. For hvad sker, når bolden kommer?

 

Man kan lære at beherske bolden eller komme bolden i møde. Ulrich foretrækker så absolut det sidste. At komme ”…bolden i møde i en stemning af venskab, lidenskab, taknemmelighed, i en forståelse af boldens tilstedeværen, dens dansende baner, dens luner, linier, der viger for vinden, flugtlinier, der fraviger deres forventede spor…”. Han taler ligefrem om at komponere et spil som i musikken, at ”…sammensætte flugtlinier, finde, opfinde melodilinier, flerfoldige rytmer…”mellem spillerne. Og han sidestiller det med livslinier ”…mellem bold og boldens medspillere der i et intensivt samvær beriger rummet, spillerummet, åbner dets felt for tilgrænsende områder…”. Samspil og nærvær er nøgleord. Spillet kunne være et spil med hinden, ikke mod hinanden.

 

I en songline spørger han lidt skælmsk, om læseren måske nogensinde har overvejet at tage del i det andet holds jublende dans efter et særligt smukt mål.

 

Bogen har mange læsninger.

 

Den kan læses som et filosofisk værk, et værk om idræt som værensform.

 

Den kan læses som en praktisk træningsvejledning. Ulrich identificerer fem elementer i idræt: Hastighed, styrke, udholdenhed, fleksibilitet og koordination og forbinder dem med de grundlæggende elementer jord, luft, ild, vand og rum. At se disse elementer som et hele og at arbejde med sammenhængen i dem kan være ledetråde i den praktiske træning og i selve spillet.

 

Den kan læses som et lyrisk værk. Ulrich leger med sproget, undersøger det, drejer ord og begreber og lader nye opstå.

 

Den kan læses som et politisk indspark. Den franske kulturteoretiker Augustin Girard har i en udredning om kulturpolitik skrevet, at kulturpolitik er kamp – en kamp for at give såvel mere mening som mere skønhed til hvert af livets øjeblikke. Torben Ulrich har til stadighed insisteret på at idrætten kan give såvel mere mening som mere skønhed. Tak for det!

 

 

Torben Ulrich: Boldens øjne, værens ben – Notater langs idrættens spalte(n)de veje. Forlaget spring, 2018. 298 kr.

 

 

Print Friendly, PDF & Email
Facebooktwittergoogle_pluslinkedinmail

1 thought on “Når idræt giver mening og skønhed

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.